Bævergejl og muldvarpefedt

Af Poul Ulrich Jensen

Hvis man i gamle dage kom i den uheldige situation, at håret begyndte at gå tabt, kunne man afværge, at det endte med skaldethed, ved at følge den kloge kone Ann Trøgelborgs råd og syde en muldvarp i vand og smøre hovedet med det afkogte fedt, så håret igen kom til at vokse. Samme heldige effekt ville fremkomme, hvis man i stedet brugte blodet fra en skovsnegl eller gned panden med en salve af knuste fluer og honning. Endelig skulle det være effektivt at smøre issen med asken fra en brændt hugorm. Der optræder således et rigt udvalg af ingredienser fra dyr i de utallige ”gode råd”, som folkemedicinen gennem mange århundreder har givet mod alt fra skaldethed, lus og lopper til slagtilfælde, og et stort udvalg er nu samlet i en bog, skrevet af arkæolog og kulturhistoriker Inge Kjær Kristensen og journalist Mette Kjær.

Som forfatterne pointerer, er der ikke tale om en selvhjælpsbog med opfordring til selv at kaste sig ud i eksperimenter med skorpionolie, bævergejl eller muldvarpefedt. Bogen er et kulturhistorisk indblik i mere end 800 års dansk folkemedicin og de kloge mænds og koners behandlinger. De nød stor tillid i den jævne befolkning, der til gengæld sjældent søgte hjælp hos det autoriserede lægevæsen, når uheldet var ude. Lægevidenskaben havde da langt op i tiden heller ikke meget at byde på andet end behandlinger, der stammede fra oldtiden og byggede på den teori, at mennesket indeholdt fire kropsvæsker i form af blod, slim samt gul og sort galde, og kom de i ubalance gik det galt. Kuren bestod her efter i, at patienten blev åreladet eller fik ordineret et brækmiddel.

En yderligere fordel ved at konsultere de kloge mænd og koner var, at de kunne mere end deres Fadervor. For sygdom kunne være Guds straf eller et resultat af onde kræfters forbandelse. Og det er faktisk en opfattelse, der ikke kun hører fortiden til. Bogen refererer således en interessant undersøgelse, der under corona-epidemien i 2020-2021 blev foretaget på University of Chicago Divinity School i USA. Den viste, at 31 procent af de voksne amerikanere følte sig ”stærkt overbevist om”, at epidemien var et signal fra Gud om at ændre vores levevis. Da cirka lige så mange følte sig ”nogenlunde overbevist”, var der et pænt flertal for den opfattelse.

De kloges råd mod alverdens dårligdomme blev oftest hentet fra en personlig håndskrevet bog, en såkaldt cyprianus, med egne og nedarvede opskrifter på behandlinger med forskellige ingredienser fra planter og dyr, suppleret med astrologi og magi. I 1794 søgte Staten at sætte en stopper for denne alternative praksis med en forordning mod kvaksalveri, men selv om straffene var både bøder og fængsel på vand og brød, havde det ingen synderlig effekt. Folk, især på landet, havde deres eget ”apotek” baseret på en række relativt enkle husråd, nedarvet gennem generationer, og slog det ikke til, opsøgte man den nærmeste kloge. Gav det heller ikke resultat, kunne man som sidste nødløsning overveje en læge. Det hørte dog langt op i 1800-tallet til sjældenhederne. Kilderne tyder på, at folkemedicinen har været foretrukket, især på landet, siden 1200-tallet.

Foruden urter var det et stort udvalg af dyrearter, fra lus til hvaler, der på forskellig vis blev inddraget i de ofte temmelig komplicerede forsøg på at blive skavankerne kvit. Ikke overraskende stod svineflæsk og svinefedt højt på listen. Det var et husdyr, der fandtes næsten overalt, og især svinefedt havde et stort potentiale som middel mod bl.a. bylder, vorter, forstoppelse, podagra og fnat. I nogle tilfælde delte de kloge og den autoriserede lægestand behandlingsmetoder, og det gjaldt i særlig grad brugen af igler. De små blodsugere var meget anvendelige mod blodsamlinger og bylder, og medens de blandt læger mest var et alternativ til den traditionelle åreladning, hvor man tappede en halv liter blod fra patienten for at bringe kropsvæskerne i balance, havde man blandt de kloge også mere fantasifulde anvendelser. De kunne bruges mod tandpine, og hvis man syede en tråd i enden af iglen, kunne den forhindres i at kravle ned i halsen. Ville man ikke løbe den risiko, kunne man i stedet sætte to igler bag hvert øre.

Det var ikke kun dyr men også mennesker, der leverede potente midler til folkemedicinen. Her krævede det dog et besøg på kirkegården med indsamling af knogler og foregik derfor i al hemmelighed. En beretning til Dansk Folkemindesamling, indsendt af ingen ringere end Jeppe Aakjær, fortalte om en praksis på Herning-egnen, hvor man omkring 1885 hentede ”Dødningeben” fra kirkegården, stødte dem til pulver og gav det til både voksne og børn som middel mod kramper. Et råd mod overdreven indtagelse af brændevin går igen i flere af de gamle skrifter, fx Estvad Cyprianus, hvor opskriften lyder, at ”om nogen er hengiven til Brændeviin da tag en død Mands Hoved og borer 3 Huller derpaa og hæld Brændeviin derigjemmen dem, sæt det saa hen til den som kan tage det”.

Mange af kildernes beretninger om de kloge mænd og koners kurmetoder er ledsaget af den optimistiske konstatering, at det hjalp. Og hvor usandsynligt det end kan forekomme, kan man jo ikke se bort fra placebo-effekten, hvor det blot er troen på et i øvrigt uvirksomt lægemiddel, der har en positiv effekt. Et møde med en af de kloge kunne også give indtryk af, at her var en person ud over det sædvanlige. Maren Haaning, der måske var den mest kendte og respekterede i Danmark, blev således beskrevet som høj, kraftigt bygget og med et rødmosset ansigt og en bred hængende underlæbe. Den ene arm var lam og hånden lille. Hun var altid snavset, fuld af utøj, bandende og svovlende og bevæbnet med en kæp til at tvinge det onde væk med. En temmelig respektindgydende fremtoning.

De to forfattere har været igennem et omfattende kildemateriale fra 1200-tallet til begyndelsen af 1900-tallet for at skrive historien om folkemedicinens rolle i den danske befolkning. De kloge mænd og koners bøger er som oftest svære at tyde, skrevet med gotisk håndskrift og kun tilgængelige ved besøg på Det Kgl. Bibliotek. Det store arbejde har resulteret i en spændende og meget tankevækkende bog. For de ofte stærkt kuriøse gode råd og behandlinger er ikke blot stærkt underholdende men giver samtidig et ret unikt kulturhistorisk indblik i datidens sygdomsopfattelse, folketro og overtro samt de prøvelser, man var villige til at gennemgå for at overvinde de mange trusler mod helbredet. Bogen, der også har fine illustrationer, kan varmt anbefales.

[Historie-online.dk, den 15. april 2026]