Menu
Forrige artikel

Museumsnumre 51 - Tobakspibe

Kategori: Artikler
Visninger: 1278

 

Opdagelsen af Amerika og koloniseringen af kontinentet bragte et ukendt nydelsesmiddel til Europa: tobakken. I den indianske kultur, som europæerne mødte, dyrkede man tobak (nicotiana tabacum) og røg den tørrede plante på piber af ler. De første piberygere i Europa var derfor sømænd og soldater, som havde lært rygekunsten i Amerika, men snart bredte piberygning sig i samfundet. Også officerer, studenter og håndværkere fandt velbehag i piberygning, og til rygerne blev fremstillet såkaldte kridtpiber. De blev formet i kridtler og brændt og havde et pibehoved til tobakken og et rør, som førte røgen ind i mundhulen. Kridtpiber var billige og fungerede godt, men var skrøbelige. Tabte man dem, blev de tit ødelagt. I Holland, hvor man i 1600-tallet på fabrikker fremstillede meget fajance, begyndte man også at fremstille kridtpiber. Der var tale om en stor produktion, og på et tidspunkt fandtes omkring 500 pibemanufakturer, som forsynede store dele af Nordeuropa, herunder Danmark med piber.

 En piberygende englænder, træsnit fra 1595 fra bogen ”Tobacco” af Anthony Chute

Her i kongeriget solgtes de første piber omkring 1600. Fra en krambod i Helsingør foreligger et skifte med omtale af kridtpiber. De tidlige piber havde et lille hoved og pibens rør var ret kort. De hollandske piber blev stemplet, og hver fabrik havde sit stempel. Ved udgravninger i vore gamle byer finder man af og til kridtpiber med et velbevaret hoved, og så kan man ud fra stemplet nogenlunde datere udgravningslaget. Efterhånden blev kridtpiber også fremstillet i Frankrig, Tyskland og de nordiske lande. Piberne blev snart mere elegante, fik større pibehoved og et langt let svunget rør. Man ser fra 1600-årene tegninger af soldater, hvor kridtpiben er anbragt i den bredskyggede filthat. I Danmark begyndtes en kridtpibefabrikation omkring 1750 på Christianshavn, og kridtpiber blev stadig solgt omkring 1800, hvor de blev kaldt bønderpiber. Røgtobakken havde i øvrigt stor konkurrence fra snustobak. Den slags tobak blev opbevaret i dåser og man kunne bringe den med sig overalt og tage sig en pris, når man havde lyst. Det var nemmere end rygning.

Et af guldalderens mange stemningsfulde malerier viser danske kunstnere samlet i et værelse i Rom. Det er malet af Constantin Hansen i 1837 og flere af de tilstedeværende ryger på tyrkiske chibouk piber, karakteristiske ved deres små hoveder af ler og ekstremt lange piberør. Statens Museum for Kunst. Aalborg Museum ejer en chibouk pibe.

I stedet for kridtpiber kom nye pibetyper frem. Man lavede piber af træ, nøddetræ eller buksbom. Og merskumspiben kom frem. Merskum er et porøst, leragtigt mineral, som koges og derpå kan forarbejdes. Når merskumspiben tilryges får den efterhånden en smuk gylden overflade.

Wilhelm Marstrand er mester for denne tegning i sepia og bly, som viser hans onkel i en armstol med merskumspibe med langt rør. Statens Museum for Kunst

På samme tid begyndte man at fremstille piber af et nyt materiale: porcelæn. Pibehovedet var af porcelæn, mens røret var af træ. De nye pibetyper udkonkurrerede kridtpiben, som helt forsvandt i 1800-tallet. Dog kunne man for ikke længe siden stadig købe kridtpiber. De brugtes af børn til at blæse sæbebobler.

Steen Steensen Blicher beskriver i ”Æ Bindstouw” i fortællingen om ”Messingjens”, hvordan en dansk dragon undrer kampene i Holsten i 1813 irriteres hver gang, han møder sine kampfæller i det franske rytteri. De råber til ham ”pive med langt rør” (vive l’empreur), og han forstår slet ikke, hvad det er med den pibe. På den tid var det allerede soldaterbrug at ryge på piber med langt rør. Under krigen 1864 ses også mange billeder af soldater med piber med langt rør. Sønderborg Museum har et par typiske piber fra 1864.

 Pibe fra stormen på Dybbøl 18.april 1864. Piben blev tabt under kampen, samlet op af lokale og siden skænket til museet. Sønderborg Museum

I slutningen af 1800-tallet blev det almindeligt at bemale soldaters porcelænspiber med regiment, nummer og navn på pibens ejer. Piberne blev klenodier for de hjemsendte soldater, et minde om soldatertiden. Disse soldaterpiber er siden blevet samleobjekter. Også til orlogs blev der røget pibe og Svendborg Museum har en porcelænspibe dekoreret med en fregat. En anden type pibe er de såkaldte jagtpiber, som var af træ med udskæringer af natursymboler eller af porcelæn med hjorte eller andet vildt påmalet. Mange piber med langt rør blev forsynet med sølvlåg. Det gjaldt bl.a. de træpiber udført i rodtræ, som man fremstillede i Tyskland i omegnen af Ulm allerede fra 1700-tallet.

 Soldaterpibe, som har tilhørt Chr. Hansen af 3.dragonregiment 1891-92, Aalborg Museum

Den fransk by Saint-Claude i Jura havde fabrikation af trælegetøj og piber, og byen har æren af at være det første sted, man benyttede bruyererod til at fremstilling af tobakspiber. Det skete omkring 1850. Bruyere viste sig at være det bedst egnede træ til pibefremstilling, idet træet ikke brænder.

Mange museer har tobakspiber i deres samlinger. Odense Bys Museer og Varde Museum har gode samlinger. Tit er årsagen, at en pibesamler har afleveret sin samling til det lokale museum. Blandt piberne på museerne er enkelte erindringspiber, dvs. piber som er skænket en person af en kreds af borgere. Sæby Museum har en sådan pibe skænket af Dronninglund Herreds beboere til J.O.A. Matzen, der var politibetjent i Sæby 1861 til 1881. Andre piber af porcelæn og med langt rør er smykket med kongelige personer. Det gælder især for kongerne Frederik 7 og Christian 9.

 Pibe med sølvbeslag, erindringsgave til politibetjent Matzen, Sæby Museum

Efterhånden gik de lange piber af mode, og det blev moderne at ryge cigaretter. Piberygningen ophørte dog ikke og blev ganske udbredt i mellemkrigstiden og efterkrigstiden. Det var mænd, som røg pibe, og de røg af merskumspiber eller shagpiber. Disse shagpiber blev fremstillet af bruyere og formet i mange unikke faconer, dog altid med pibehoved og kort rør med mundspids. Når herrerne tidligere efter en større middag trak sig tilbage i rygeværelset for at nyde en god cigar, så blev det efterhånden mere almindelig ved selskabelighed at være sammen med damerne og at ryge en pibe tobak på sin shagpibe, mens mange damer begyndte at ryge cigaretter. Alle røg pibe, landarbejdere, fiskere, håndværkere. Blandt forfattere og videnskabsmænd var shagpiben også populær. Niels Bohr røg altid shagpibe.

En særlig træpibe var den såkaldte majspibe, som kom fra Amerika. Det var sådan en Skipper Skræk altid røg på i tegneserien af samme navn. Majspiben var en billig men udmærket pibe. Anderledes var det for pibenørder, som betalte høje priser for særlige shagpiber med ”full straight” pibehoved og smuk design. Danmark havde adskillige producenter af kvalitetspiber, mærket Stanwell var kendt. Den slags piber var et udtryk for personlighed og god smag. De allerfleste museumsstykker er piber fra 1800-tallet, men Aalborg Museum har en lille samling shagpiber.

 Maleri af mand på Skagen strand med shagpibe, Michael Ancker, privateje, wikipedia commons

I vor tid, hvor tobak og rygning nærmest er blevet sortlistet, er salget af tobakspiber selvfølgelig stærkt begrænset. Stanwell i Borup på Sjælland lukkede i 2009. Alligevel findes der ”aficionados”, som dyrker piberygning, og det kan ikke nægtes, at der er noget hyggeligt og roligt ved piberygning modsat den mere neurotiske cigaretrygning. Kun 12 % af rygerne er i dag piberygere. Til gengæld er danskerne flittigere piberygere end rygere i andre europæiske lande.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her

[Historie-online.dk, den 26. september 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Museumsnumre 8: Spadserestokke
Museumsnumre 56 - skraldespand
Museumsnumre 56 - skraldespand