På togt

Bogen ”På togt” med undertitlen ”En ekspedition søger svar - hvad kan historien bruges til?” er en markant samfundsanalyse fra Hobro i nord til Marstal i syd og fra Aarhus i vest til Allinge i øst. Den 11. august 2025 afgik to gamle sejlskibe ”Viking” og ”De 4 brødre” fra havnen i Svendborg. Egentlig et velkendt syn en sommerdag. Men dette var noget helt specielt: Under togterne, der foregik i al slags vejr, måtte landkrabberne vænne sig til, at horisonten igen og igen havde forskellige højder. Deltagerne skulle medvirke i forsøget på at finde ud af, om fortiden kan give nye og relevante svar på de mange udfordringer, verden står over for. Er der erfaringer, der kan bringe os videre? 12 havne blev besøgt. I hver var der forskere, der kom og fortalte om demokratiets forfald, velfærdsstaten, velfærdsstatens erosion, religionens genkomst som politisk faktor, klimakrisen og sikkerhedsudfordringer. Man anløb 12 havne. De fik 12 svar. Det er dét, der er bogens fortælling. Det er ganske enkelt genialt set og fortryllende fortalt. Med både dybde, indsigt og udsyn.

Af Erik Ingemann Sørensen

Gammelhavn i Middelfart. ”De fire Brødre” til venstre og ”Viking” til højre. I baggrunden ses både tårn og spir på Middelfart kirke, der blev indviet til ”Sankt Nikolai”, der var skytsengel for søfolk og de fattige. Illustrationen er fra bogen. [Fotografens navn er usikkert, da der lidt rod i oversigten.] Gammelhavn har ikke nær så stor trafik som tidligere. Men nu er der faste både til hvalsafarier, da marsvinene for alvor er vendt tilbage. Og sæsonen igennem anløber adskillige både havnen

Det store spørgsmål

Indledningsvis stiller forfatteren en række spørgsmål til historiens værdi: ”Historisk viden er altså ikke lineær eller simpel. Bør man så bare give op og betragte nye situationer som uden fortilfælde? Nej. Det er et dårligt alternativ slet ikke at forsøge at lære. Mangel på historisk viden er farlig, men ikke fordi man gentager fortidens fejltagelser. Mangel på historisk viden er farlig, fordi den fører til skråsikkerhed.” (s20).

Det er en barsk, men rigtig konstatering for historieundervisningen i både folkeskolen og gymnasiet. Igen og igen både hører og læser vi om, hvor dårligt det står til med faget. Det er trist læsning – læsning der understreger, hvor kulturfattig ungdommen er i færd med at blive.

Det første ben [det kalder man strækningen fra a til b] gik fra Svendborg til Nakskov. ”Solen var ved at stå op, og der var endnu vindstille. Morgenfærgen til Ærø trak med sin kølvandsstribe en streg gennem Svendborgsund. Himlens natblå blandede sig med rød-orange farver og havnens bygninger tegnede silhuetter og spejlede sig i det blanke vand. I baggrunden lå Frederiksø midt i Svendborg havn. Her var der blevet bygget skibe i århundreder. (s.22).

En jagt der har fuld sejlføring, var det svært at sejle fra. Derfor brugte man dem i toldvæsenet. Det er ikke ’De 4 Brødre’, men en tilsvarende fra Ebbes bådeværft på Ærø. Foto: HPN

Havnen er et passende sted at præsentere de to museumsskibe: ”Viking” og ”De 4 Brødre”. Skonnerten ”Viking” var blevet bygget i 1897 af skibsbygningsmester N.F. Hansen i Odense – en af landets ypperste. [Han var vendt tilbage til Odense efter et længere ophold i Kerteminde, hvor han havde arbejdet sammen med skibsreder og købmand I.A. Larsen, far til maleren Johannes Larsen].

Jagten ”De 4 Brødre” er bygget på det navnkundige ”Ebbes Bådeværft” på Ærø i 1989. Det er en tro kopi af den jagt, der var tegnet af skibsbygmester H.S. Friis i 1794. Helt frem til midten af 1900-tallet var denne type ofte at se i de danske farvande. Men både på Sicilien og i Sct. Petersborg mødte man de danske skibe.

Velfærdsstaten under pres

Det første vidne [Det er min formulering] er den pensionerede professor Jørn Henrik Petersen, der gennem hele sit arbejdsliv har beskæftiget sig med denne særlige nordiske samfundsmodel. Afsættet tages i Socialdemokratiets arbejde med velfærd. Med ”lige værdighed i borg og hytte”. (Grundtvig). Det er spændende og givende læsning. Men så sandelig også en afdækning af de problemer, der nu presser systemet. Der kommer flere og flere ældre, men der er færre til at betale. Vi ’boomere’ har faktisk ydet årene igennem. Bygget det moderne samfund op. Men. Det er lige før, vi nu er ilde sete.

Jørn Henrik Petersen inddrager Det nye Testamente i fortællingen. I denne kontekst er lignelsen om ”Den barmhjertige Samaritaner” oplagt. I landevejsgrøften ligger en stakkel, der er blevet godt og grundigt røvet. Han ligger bevidstløs i den brændende sol - uden vand. Natten er på vej. Med den kommer kulden. Problemet er præsten og levitten. De er begge på vej til templet i Jerusalem for at gøre tjeneste. De var rensede, inden de forlod deres hjem. De måtte ganske enkelt ikke blive urene.

Den bevidstløse mand kunne ikke reagere og sige nej. Det var den foragtede samaritaner der valgte, at ofret var hans næste. Et aktivt valg. Jesus kan ikke nære sig: Hvem var så denne mands næste? De kan ikke andet end at sige: ham der ydede barmhjertighed. Og svaret følger prompte: Gå I ud og gør det samme.

Jørn Henrik Petersen præciserer, at det, han kalder den etiske fordring med ordene: ”"Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i i sin hånd. Det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej."  Det er præcis det, næstekærligheden drejer sig om – en fordring man ikke kan være overhørig. Og da slet ikke i Socialdemokratiet. Det lægger næsten op til et andet begreb: Solidaritet.

Jørn Henrik Petersen understreger vigtigheden i at overveje, hvordan vi fremtidssikrer velfærdsstaten. Og skriver, at vi må: ”… udvikle en samtale om og skabe en forståelse af, hvad det er, der fundamentalt ligger bag vores samfund. Hvad det er for værdier og idealer, der bærer os. Det skal pro primo ske i skolesystemet, men vi skal også sikre en bred folkelig samtale… ” (s.48).

Man kan jo sammenligne med den maritime verden. Hvor ligger der dog mange både, der overhovedet ikke har været ude at sejle i lange tider. De er døde. Et skib, der ligger ubrugt hen, dør nemlig. 

’Frem’ af Kolding har gennem en del år ligget ubenyttet hen. Nu er der kommet en ny ejer. Foran ligger et gigantisk projekt – både for hænder og tegnebog. Foto: HPN

Jørn Henrik Petersen slutter af med en løftet pegefinger. ”Vi kan bare gå ind i virkeligheden og prøve at gøre vores indflydelse gældende.”

Jeg er imponeret over denne måde at lede efter svar på. Og at lade ham få ordet i Nakskov er virkelig en genistreg. Vi er i ’Underdanmark’. Det var en katastrofe, da man lukkede skibsværftet i 1987. I løbet af få år blev byen forvandlet negativt. Livet blev på skyggesiden for en stor del af befolkningen. Det dokumenteres til fulde i Tv-serien ’På røven i Nakskov’. Den kan ses her:

https://youtu.be/alAdnK-aLg8?si=ZbXluelR-DBa9AbK

I skrivende stund erfares det, at Sukkerfabrikken i Nakskov lukker, når denne sæson er overstået. Det hedder effektivisering. Det er endnu en af de mange udfordringer, velfærdsstaten står overfor. Hvordan det vil påvirke velfærdsstatens udvikling, er et af de problemer, det måske kan være vanskeligt at komme med en løsning på her og nu.

Men man kan virkelig frygte for borgernes usikre fremtid.

Østrsøens forpost

Det næste ben går fra Stubbekøbing til Allinge på Bornholm. Over Østersøens noget anderledes søgang. ”Viking” lå allerede i Allinge. ”De 4 Brødre” lå i Falsterbo-kanalen. Det var ikke just magsvejr - der var kuling over Østersøen. Skipperen traf beslutningen: Vi står ud. Og de fik godt nok en blæser og en horisont, der det ene øjeblik var helt væk - men som vendte tilbage for at stå højt. Men dygtigt sømandskab fik dem blæst over til ”den yderste nøgne ø”.

Her stod det næste vidne klar: Søkrigshistoriker og museumsinspektør, Jakob Seerup. Han har om nogen fingeren på pulsen. I november 2025 fortalte han i Kristeligt Dagblad (5.11.25), at han havde forsøgt ”at advare om, hvor verden var på vej hen.” Med eftersætningen: ”Aldrig har jeg været mere ked af at få ret.”

Nu stod han klar ved dette store arrangement, der ikke var uden torne. ”De senere år er frygten for en aggressiv stormagt taget til - og især siden Ruslands invasion i 2022. På Bornholm kan man godt føle sig overladt til sig selv og måske blive nervøs for sikkerheden. Følelsen bunder i erfaringer, bornholmerne har gjort sig, ” (s.80).

Man aner en snert af saltsyre i pennen. Ikke uden grund når man tænker på Danmarks befrielse i 1945. Den omfattede ikke Bornholm

Da den tyske kommandant ikke ville overgive øen, fløj sovjetrussiske bombefly ind over Bornholm. Den dødbringende last lagde adskillige huse i ruiner - som her i Neksø, hvor husene blev hårdt ramt. 7./8. maj.  Mindst 10 danskere mistede livet samt et ukendt antal russiske soldater. Foto: FHM

Jakob Seerup kommer med en fin gennemgang af den historiske udvikling, der er knyttet til, at Bornholm er Østersøens forpost. Især i reformationens århundrede bølgede magten frem og tilbage. Her var det især svenskerne, der for voldsomt frem.

I maj 1945 var det så Den røde Hær, der satte sig på øen. Det kunne de jo gøre uden videre, da de var en del af de fire store, der havde tvunget Det tredje Rige i knæ. Folkeretligt var der intet galt i, at russerne nu blev på øen. Jakob Seerup kigger rundt og konstaterer, at vi har været heldige, da de russiske soldater ikke bare blev permanent. Alle andre steder, hvor de var tromlet frem - Polen, Tjekkoslovakiet, De baltiske lande samt Ungarn. Befolkningen i de lande måtte vente til 1989, da Sovjetunionens gik i opløsning.

Hvert år - den 9. maj - kommer den russiske ambassadør og lægger en krans på mindesmærket for de faldne russiske soldater. Når det er denne specielle dag, hænger det sammen med underskrivelsen af den betingelsesløse kapitulation. Den fandt sted lige før midnat. Men russerne var foran i tid, Det er forklaringen.

Tak for denne gang

Russerne forblev på Bornholm frem til 5. april 1946. Så var der pakket sammen, og dermed syntes ”alt roligt i Sjipkapasset”. Men nej. Den kolde krig brød ud, kort tid efter den anden verdenskrig sluttede. Der herskede ingen tillid mellem USSR og USA. Konfrontationer var der flere af - tæt på en krig med kernevåben var vi også. Under Cubakrisen i 1962 var det lige ved at gå galt.

Det danske beredskab går igen og igen på vingerne for at markere, at russerne skal holde sig væk. Foto: Forsvaret

Jakob Seerup understreger, at det er Bornholms placering, der er den konstante faktor. ”Jeg frygter, at Bornholm er et oplagt sted for Rusland at teste NATO’s sammenhængskraft og den amerikanske dedikation til forsvar af Europa … Hvis vi ikke får stoppet Rusland i Ukraine, er det ikke kun Putin, der lever i 1800 - tallet. Så er vi alle sammen hoppet i tidsmaskinen … for at kunne bygge bro bliver vi nødt til at være sikre på, at Rusland overholder de aftaler, de skriver under på. Det gør de ikke. I 2008 snuppede Rusland 20 procent af nabolandet Georgien. Der var ingen konsekvenser fra vestens side.” Man føler sig tilbage til München den 30. september 1938. Hitler spillede med musklerne, og Neville Chamberlain troede på ham. Jakob Seerup ryster ikke på hånden, når han erklærer, ”… at med Trump i Det Hvide Hus er intet sikkert.”

Desværre har han ret. Og han er overbevist om, at russerne vil teste vesten. Hans konklusion er skarp: ”… jeg foreslår, at vi lukker Østersøen. Det skal gøres, uden at det går ud over de søfarende og skibene. Vi skal definere en skæringsdag og sige, herefter er der ingen skibe i området. Vi har brug for at svare igen. ”Det er en både en meget skarp og præcis redegørelse, Jakob Seerup leverer.

Vi kan kun håbe, at Putin trækker sig.

Finlandisering eller nordisk integration

De kommer ind til det, der engang hed ”Flådens leje” I dag blot Holmen. Her venter vidnet, historieprofessor Rasmus Glenthøj fra Syddansk Universitet. En af vores bedste kendere af Norden. Omkring år 1700 var Danmark sammen med Sverige og Preussen blandt de mest militariserede stater i Europa. Rasmus Glenthøj understreger, at ”Man skal kende de gamle dage ordentligt for at kunne lave analogierne korrekt. Ellers kan man gøre ting værre.” Så er ballet åbnet.

Det er forhåbentlig snart på tide, at alle nordiske flag sættes sammen

Rasmus Glenthøjs helt unikke kendskab til Norden i 1700 – 1800-tallet er ofte fundamentet i forklaringerne i almindelighed og måske især, når det drejer sig om Krim-krigen i 1850’erne. Glemt er den af mange. Nogle husker måske digtet ”Charge of the light Brigade” af Tallyson. Her er et klip, der afslører, hvor vanvittige ordrer ender i et frygteligt blodbad.

https://youtu.be/1h4e8llcfQQ?si=P-YiKSJlFMjEbpP3

Man er tilbøjelig til at give ham ret.

Krimkrigen er ”Det eneste tilfælde den regelbaserede verdenssituation bryder sammen. Det havde man ikke oplevet tidligere. Siden den spraymalede præsident rykkede ind i Det hvide hus” er det næsten blevet en begivenhed, der er rykket tættere og tættere på. Med Ruslands fuldskalakrig mod Ukraine er – endnu engang – den ene regel efter den anden blevet brudt. Ganske som Rusland fra den allerførste dag så mere end stort på de internationale regler om, hvordan krigsfanger skal behandles. Alene det, at Wagnergruppen dukkede op, var et klart signal.

Hvad gør vi med alle de trusler, der findes rundt om os? Rasmus Glenthøj erklærer lige ud, at han ikke er i besiddelse af nogen manual. Men der dukker et billede frem: Oscar 1. pegede på at holde sammen med dem, der står os nærmest og har de samme værdier. Det er ikke så overraskende.

Men jeg må droppe lidt malurt i bægeret. Jeg arbejdede i 12 år som informationskonsulent og redaktør i Nordisk Råd. Her havde jeg så godt som dagligt kontakt med de politikere og ministre, der var den danske del af samarbejdet. På et tidspunkt sagde venstremanden Ivar Hansen, at det triste ved samarbejdet var, at politikerne og han selv betragtede det som venstrehåndsarbejde. Da man i 1996 besluttede at nedlægge det fællesnordiske tidsskrift ”Nordisk kontakt”, der udkom en gang om måneden, døde den vigtige information ganske enkelt ud.

Måske var det statsminister Poul Schlüter, der kom med den skarpeste karakteristik af det nordiske samarbejde, som han sammenlignede med elefanternes parring: Den foregår på et højt niveau – under megen støj og larm – og det varer meget længe, inden man ser et resultat, [Mellem 2 og 2 ½ år.]

Det er spor, der stadig skræmmer.

Vejen til velstand

Det er hele vejen igennem et karakteristikum, at det ene spændende møde efter det andet tegner vigtige elementer op. Som da professor Jeppe Evers tager et opgør med den mest udbredte opfattelse af, hvem der har gjort landet rigt.

Det synes kun et par år siden, jeg sad med på selvbinderen. Foto: LBIF

Det er naturligvis landbruget. Men den holder ikke længere, siger vidnet Jeppe Nevers. Den nye forskning peger i stedet på industrien, teknologien etc.

Når man anvender BNP – bruttonationalproduktet – og så kigger ud over kloden, så er Danmark et af verdens rigeste lande. I året 1955 passerer industriens indtjening landbrugets. Og siden er det gået stærkt Tænk bare på LEGO, Mærsk og Novo Nordisk.

Næsten alle de bærende klynger i dansk erhvervsliv kan spores tilbage til årtierne omkring 1900. Som Mærsk der startede et lille dampskibsrederi i Svendborg.

Jeppe Evers har sammen med kollegaen Per Boje opstillet 5 lektier, der kommer til at præge udviklingen:

I: Den danske arbejdsmarkedsmodel

II: Innovation

III: Accept af den kreative destruktion. (Hvis en virksomhed skaber et nyt produkt, der udraderer konkurrenten, så er det en kreativ destruktion. Et eksempel er nethandelen. Her i byen har vi netop set en fin tøjbutik lukke.

IV: Det nære samarbejde mellem stat og erhverv – som for eksempel Lindøværftet. Der tegnede sig en katastrofestemning, da meddelelsen kom. Men så gik et større samarbejde i gang. Og i dag syder det med allehånde aktiviteter.

V: Stærk satsning på uddannelse og forskning.

Unge kommer hellere end gerne i praktik hos Novo Nordisk. Også de kan bringe nyt med i bagagen. Foto: NNP

Det er lidt pudsigt med de 12 anløbssteder og de 12 vidner. Jeg har tilladt mig at kalde de personer, der formidler deres viden, vidner. De giver hver især på en fornem måde, de resultater deres arbejde med emnet har givet, så læserens udsyn bliver endnu bedre. At 12 ligeledes er antallet af medlemmer i en amerikansk jury, er intet andet end et pudsigt sammentræf. Ganske som de 12, der samledes i Gethsemane olivenlund.

Der er i bogen den ene spændende og udfordrende fortælling. Ja de står nærmest i kø. Der kommer virkelig meget nyt frem og det på en særdeles fornem måde. Horisonten bliver bredere og forståelsen større, når kompetente forskere kommer med deres bud på både fortiden, her og nu og ikke mindst fremtiden, der nogle steder er næsten skræmmende.

”På togt” er en central bog i en tid, hvor mange spekulerer på, hvordan fremtiden vil forme sig. Rundt om os kollapser den kendte verden, naturen svarer igen, de fattige landes befolkninger er begyndt at vandre mod nord i et omfang, vi ikke tidligere har set. Midt i al dette er bogen den hjælpehånd, vi har manglet.

God og vigtig det er den.

[Historie-online.dk, den 2. september 2026]