Borgring
Af Per Ole Schovsbo
Der er meget på spil i professor Søren Sindbæks nye bog. Undersøgelsen af Borgring, Danmarks seneste fundne ringborg, antyder nemlig helt nye tolkninger som også inddrager de skånske borge i Trelleborg og Borgeby, der måske skulle have været med i UNESCOs verdenarv ligesom de fem danske, Aggersborg, Fyrkat, Nonnebakken, Trælleborg og Borgring.
Det ældste spor af Borgring, man kender, er i den store matrikels markbog fra 1682, hvor ”Borrerings Ager” antyder, at borgen har været synlig i mands minde. Men i 1800-tallet er navnet ”Borgring” knyttet til en lille banke ca. 300 m mod vest, formentlig fordi borgens vold på det tidspunkt var udjævnet. Banken blev besigtiget af Nationalmuseets Sophus Müller i 1875, der åbenbart ikke havde set noget, og derfor kommenterede stednavnet med den ligegyldighed, at banken ville være velegnet til et middelalderligt borganlæg. Næsten 100 år senere gjorde Flyvetaktisk Kommando imidlertid museets inspektør Thorkild Ramskou opmærksom på et luftfoto med aftegningen af Borgrings usynlige vold, der var fremkaldt af snefygning. Hurtigt drog Ramskou afsted med en gravemaskine og konstaterede, at volden var bygget af græstørv, men at der hverken var rester af voldgrav, huse eller genstande, der kunne identificere og datere anlægget. Ramskou mente derfor, at Borgring ikke kunne være en ringborg fra vikingetiden, og sagen blev derfor henlagt.
En generation senere arbejdede Søren Sindbæk med vikingetidens ringborge som hans nærværende bogserie fra Universitetsforlaget viser. Det var især borgenes placering i de danske og skånske landskaber, der optog ham. Hvis de skulle danne en kæde på tværs, var der et hul i rækken på Østsjælland. Der manglede simpelt hen en borg. Men kunne den manglede borg være Borgring? Køge Museums arkæolog Nanna Holm havde interesseret sig for det gamle luftfoto fra Flyvertaktisk Kommando og genfundet ringvolden på et moderne digitalt højdekort (LIDAR). Sammen med Søren Sindbæk tog hun stedet i øjesyn i 2013 og en efterfølgende gradiometer opmåling afslørede, at den udjævnede vold lignede Fyrkats vold. De besluttede derfor at foretage en prøveudgravning med en gravemaskine ligesom Ramskou i sin tid. Det lange snit viste, at fronten havde været dækket af brede planker, hvis rester gav materiale til to C-14 dateringer der fastslog, at borgen var fra vikingetiden.
Nu kendte man både Borgrings form, udstrækning og datering, men selve anlægget var fortsat ukendt. Derfor blev det i 2014 besluttet at gennemføre en arkæologisk undersøgelse af udvalgte dele af borgen. Det arkæologiske hold kom til at bestå af eksperter som Jens Ulriksen og Jonas Christensen samt de to, der havde genfundet borgen, Nanna Holm og bogens forfatter, Søren Sindbæk. Alle citeres flittigt i bogen.
Lidt utraditionelt havde Museum Sydøstdanmark valgt helt fra begyndelsen at gøre den arkæologiske undersøgelse meget synlig for offentligheden og indrettede et besøgscenter med parkeringsplads, plancher og rundvisninger. Derfor var de ret få genstandsfund og manglen på voldgrave og bygninger, som kendes fra de øvrige ringborge, ret skuffende for publikum, men til gengæld meget spændende for arkæologerne. Her var jo – i stedet for en klassisk ringborg – en hastigt opført jordskanse med fire porte og voldfront af træ. Bag volden anede man dog en fasttrampet gade, men der manglede enhver form for spor af plankeveje på kryds og de kendte karrébygninger. Kun de fire porte havde efterladt sig kraftige spor, ikke mindst brændt tømmer i øst- og nordportene. Heldigvis gav stolpespor og det brændte tømmers leje indtryk af portenes konstruktion og dimensioner, der viste sig at være større og bredere end portene på de øvrige ringborge. De har være over fire m brede og haft træbyggede vægge og flade tage i henved tre meters højde. Brandene var påsat indefra, og der var ingen tegn på, at borgen havde været i kamp. En værktøjskasse fundet i østporten røber, at den nedbrændte port har fungeret som opholds- eller arbejdsrum. Sammen med et stenlagt hjulspor gennem nordporten og skår af lerkar af engelsk præg fra 1000-årene – der også kendes fra østporten - er det tydeligt, at den ødelagte borg fik et kort efterliv.
På grund af jordbundsforholdene var der kun bevaret ganske få rester af tømmerkonstruktionerne i volden. Hovedparten var fremstillet af eg, en mindre del af elm og andre løvtræsorter. Desværre var der for lidt egetræ bevaret til årringsdateringer, så man var henvist til en forfinet C-14 metode, hvor resultater indsnævrede opførelsen af borgen til årene mellem år 950 og 994.
Et af de mest bemærkelsesværdige fund stammer fra Borgrings nordport, hvor Nanna Holm på portens gulvlag fandt et lille stykke sølvblik, der passer sammen med et såkaldt dåseformet smykke – af gotlandsk type – der lå i en kvindegrav ved Fyrkat. Sindbæk mener dog ikke, at det kan afgøres med sikkerhed at stykket fra Borgring og stykket fra Fyrkat hører sammen. Under alle omstændigheder viser fundet dog en form for samhørighed mellem to af ringborgene.
Da det havde vist sig, at Borgring var den 5. af de danske geometriske ringborge, der var bygget efter ensartede grundmønstre, var tiden inde til at give et bud på deres samlede funktion. Borgene var fæstningsværker og de lå i tæt befolkede områder ved større landeveje, der fulgte vandskel og tørt land, og de havde god adgang fra søsiden, skriver Sindbæk. Borgene markerer, sammen med kongesædet i Jelling og de befæstede vikingetidsbyer Aarhus, Ribe og Hedeby, et jævnt netværk ved de store veje i Jylland. Det samme er tilfældet på Fyn med Nonnebakken og på Sjælland med Trælleborg og Borgring med reference til Skånes Borgeby og Trelleborg.
Tidligt mente man at Borgring ikke var bygget færdig, men forklaringen på at den mangler bygninger og voldgrave, som var typisk for de øvre fire danske borge, er en anden, skriver Sindbæk. De to skånske borge – der også er uden huse – er opført i to faser, der kan ses i den danske Trælleborg, der ifølge Sindbæk har hele tre faser. Det spændende er derfor, at de tre nævnte borges første fase ligner Borgring. Med andre ord kan Borgring være et meget tidligt byggeri, der er opført med en teknik, der var i brug, før de mere komplicerede konstruktioner kom til, skriver Sindbæk.
På Trælleborg ved Slagelse har man bygget på borgens seneste fase omkring år 980, og da Borgring er opført tidligst omkring 950 og Fyrkat er bygget omkring 975, må hele netværket af borge være opført omtrent samtidigt i Harald Blåtands regeringstid men kun fungeret i ganske kort tid. Der ses samtidige fæstninger i England og i Tyskland, der blev opført for at forsvare landet mod plyndrende hære. De danske borge har måske haft samme funktion i begyndelsen og siden udbygget efter behov.
Hvis byggeriet af de danske ringborge kulminerer i 970´erne, kan truslen sydfra under kejser Otto II, der regerede 973-983, være årsagen. Borgring og de skånske borge fik aldrig bygninger til faste besætninger, som de øvrige, men de kunne tjene både som tilflugtsborge og som synlige tegn på Harald Blåtands magt.
Bogen afrundes med omtale af andre mindre ringborge fra vikingetiden fx på de nordfrisiske øer og på Föhr. Muligvis er ringeborgen på Sild, Trælborg ved Højer, Trælborg Ring ved Vejle og flere andre også er opført i vikingetiden. Derfor inspirerer opdagelsen og undersøgelsen af Borgring til tanken om hidtil ukendte lokale forsvarsberedskaber både i jernalder og vikingetid.
Den lille bog om Borgring er den fjerde i rækken om danske geometriske ringborge fra vikingetiden. Med den sidste om den fynske borg i Odense på Nonnebakken vil Sindbæk forhåbentligt – sammen med et opsamlingsbind – fuldføre den velredigerede og letlæste serie. Det er første gang, der kommer en samlet oversigt både over alle borgenes udforskning – og dermed dansk arkæologis udvikling gennem 80 år – og de arkæologiske resultater, der har udvidet Danmarkshistorien.
[Historie-online.dk, den 2. september 2026]
