Brøndsted
Af Claus Møller Jørgensen
Den Brøndsted, som bogens titel henviser til, er arkæologen P.O. Brøndsted. P. O. Brøndsted levede fra 1780 til 1842, var født i Horsens og fik sin videregående uddannelse ved Københavns Universitet. I København indgik han i den første generation af dannede romantikere i perioden nogen kalder for guldalderen. Det er nu ikke nogen københavnerhistorie, der skal fortælles, hvilket også ville være en noget nær umulig opgave al den stund, at Brøndsted opholdt sig mere uden for kongens København end inden for murerne.
Fortællingen begynder i 1806. Læseren tages med på Brøndsteds rejse til Grækenland, som han gør sammen med vennen Koës, hvis søster han forlover sig med kort inden afrejsen. Dertil kommer tre mænd, som de møder i Paris: arkitekten Haller, maleren Linckh og kunstkenderen Stacklenberg. De ville til Grækenland for at lave arkæologiske udgravninger, som skulle publiceres i et fælles værk. Omstændighederne er dramatiske. En mulig krig mellem Rusland og Osmannerriget som Grækenland hørte til i det store, rejsen fra Paris over Rom til Korfu med skibbrud og strabadser i det små. Det er det sidste, der er hovedsporet: begivenhederne og personlighederne. Deres komplicerede indbyrdes relationer, hvordan gruppen dannes, og hvordan den deler sig op igen år senere. Ejerskabet til de arkæologisk fund, de gør, gør ikke sagen mindre kompliceret, fordi de hver især gerne ville hjembringe til deres eget fædreland og tjene penge, hæder og ære. Hvad ejerskabet angår, er devisen, at finderen er ejeren, hvilket også siger noget om de europæiske arkæologers selvopfattelse. De er i deres gode ret til at tage det med hjem, som de graver frem, og ser ikke sig selv som indtrængende, der tiltager sig rettigheder og magt på et sted, som ikke er deres, og hvor de ikke er inviteret.
Mødet med lord Byron i Athen, den frivole og begavede, der bevæger sig på grænsen af de sociale koder, som Brøndsted er fortrolig med, hvilket hverken udløser forargelse eller beundring hos ham, måske lidt det sidste. Brøndsteds evne til at omgås og kommunikere med forskellige mennesker med forskellige kulturelle baggrunde vises overbevisende, med hans dagbog som hovedkilden. Dagbogen ses sammen med andre personligt affattede kilder som breve som vejen til personen og personligheden bag ved ordene.
1813 påbegyndes hjemrejsen. Syv år er gået. Han vender hjem til sin forlovede Frederikke, og de bliver gift en måned efter hans hjemkomst. Samtidig bliver han udnævnt til ekstraordinær professor i klassisk filologi og kan i kraft af sit ægteskab leve et økonomisk velstillet liv i de kulturelt dannede borgerlige kredse i København. Alt er fryd og gammen, men varer ikke ved. Frederikke dør af barselsfeber i 1818 og Brøndsteds efterfølgende rastløshed sender ham udenlands igen, til Rom med et håb om gensyn med tidligere rejsevenner, nu som den danske regerings repræsentant ved pavestolen. Brøndsteds udtalte sympati for oprørsbevægelsen på Sicilien og for fri forfatning åbnede ikke en karrierevej for ham i den danske enevældes diplomati, men standsede til gengæld lønudbetalingerne i 1823.
I de følgende år var Brøndsted en enkelt gang i København, men ellers skiftevis i Paris og London, hvor han i 1828-29 arbejdede på at færdiggøre sine studier af Parthenon-templet, hvor han har gjort udgravninger (eller rettere fået lokale til at grave for sig). Han vender først tilbage til sin professorstilling i København i 1832, hvor udgivelsen af værket er godt i gang. Han vender også tilbage til tre voksne børn, hvor forholdet til de to døtre viser tidens paternalistiske kvindesyn. Frem til sin død efter en hesteulykke i 1842 er Brøndsteds liv et aktivt og flittigt embedsliv, som ikke behandles med samme intensitet som de forudgående år, men beskrives kortfattet og i hovedtræk.
Illustrationerne er virkelig gode og velvalgte. Mange er lavet af ekspeditionsmedlemmerne selv og medvirker til læserens fornemmelse af at være til stede. Det samme gør brugen af nutid i teksten. Det kneb er der sikkert forskellige meninger om, men jeg synes, det fungerer godt i denne tekst, der ikke er historieskrivning, som historieskrivning er mest. Ud fra en personlig interesse ville jeg gerne have haft noget at vide om Brøndsteds tolkning af sine arkæologiske fund, men det er ikke bogens ærinde. Det er derimod at skrive om personen Brøndsted, hans følelsesrelationer og venskaber med mænd og kvinder, til sine nære, sin kone, børn og familie. Dette er følelseshistorie, det er fortælling, og det er en velskrevet og god læseoplevelse.
[Historie-online.dk, den 2. september 2026]
