Det er 80 år siden

De 22 anklagede havde på alle mulige måder forsøgt at redde sig selv. Men tribunalet havde samlet et enormt materiale, så man kunne bruge deres egne ord mod dem. Alle havde erklæret sig ”Nicht Shuldig”. De vidste, at voteringen var ovre. De sad nu og ventede på den endelige dom. Foto: 1IMT

Den 30 september1946 var dommerne færdige med at votere. De havde brugt 30 dage bag strengt lukkede og bevogtede døre, alle notater med bilag blev brændt samme dag de var blevet anvendt. Intet måtte slippe ud. Kontorpersonalet blev isoleret i en bevogtet villa uden for byen.

Dommerpanelet stod overfor særdeles store udfordringer. Primært fordi den var den første af sin art i historien. Den franske jurist Henri de Vabres var en autoritet inden for international ret. Allerede i det indledende møde den 27. juni havde han påpeget, at punkt 1 i anklagerne om ”Forbrydelser mod menneskeheden ved at planlægge en angrebskrig”, blev taget af bordet. Noget lignende eksisterede jo ikke i den internationale lovgivning. Og da de anklagede i øvrigt, blev stillet til personligt ansvar, var der slet ikke mening i det. Understregede han. Det var ikke lette forhandlinger bag de lukkede døre.

Da man kom til dommene mod hver af de 22, blev det en smule mindre kompliceret. Dødsdomme skulle eksekveres på tysk vis, da det var her, domstolen arbejdede. Der var to muligheder: hængning eller guillotinering. Russeren Nikitchenko var meget mod denne form for henrettelsesmetode, Derfor blev det hængning.

Dødsdommene:

Hermann Göring (Rigsmarskal og chef for Luftwaffe) – Begik selvmord i sin celle med en cyankaliumkapsel få timer før eksekveringen.
Joachim von Ribbentrop (Udenrigsminister)
Wilhelm Keitel (Feltmarskal og chef for værnemagtens overkommando, OKW)
Ernst Kaltenbrunner (Chef for RSHA, herunder Gestapo og SS-Sikkerhedstjenesten)
Alfred Rosenberg (Chefideolog og minister for de besatte østområder)
Hans Frank (Generaldirektør og leder af den brutale civile administration i det besatte Polen)
Wilhelm Frick (Indenrigsminister)
Julius Streicker (Udgiver af det ekstremt antisemitiske propagandaorgan Der Stürmer)
Fritz Sauckel (Generalbefuldmægtiget for arbejdskraftmobilisering, ansvarlig for tvangsarbejdere)
Alfred Jodl (General og chef for operationsstaben i OKW)
Arthur Seyss-Inquart (Rigsbemyndiget i det besatte Holland)
Martin Bormann (Hitlers private sekretær og partichef) – Dømt in absentia. 
 

Livsvarigt fængsel

Rudolf Hess (Hitlers stedfortræder til 1941, da han fløj til England for at forhandle uden mandat)

Walther Funk (Tysk indenrigsminister 1937 til 1945)

Erich Raeder (chef for den tyske Kriegsmarine frem til 1943)

Fængsel 10 til 20 år

Karl Dönitz (Grossadmiral og Hitlers udpegede efterfølger)        10 år

Baldur von Schirach (Fra 1933 – 1940 rigsungdomsleder og 1940 – 1945 Gauleiter i Wien. ) 20 år

Albert Speer (Hitlers arkitekt og byggeansvarlig. Fra 1942 Rustningsminister*) 20 år

Konstantin von Neurath (Indenrigsminister fra 1932 – 1938).  15 år

Frifundet

Hjalmar Schacht (Tidligere chef for Rigsbanken)

Franz von Papen (I en periode vicekansler, herefter diplomatiet).

Hans Fritzsche (Chef for Rigsradioen)

Billedet er taget den 23. maj 1945 i Flensborg. I Politipræsidiets gård. (Man kan komme ind og se stedet ved henvendelse på Præsidiet). Fra højre er det Jodl (dødsdømt og hængt), Karl Dönitz - Hitlers efterfølger - der fik 10 års fængsel og så Albert Speer, der fik 20 års fængsel. Foto: HPN

Jeg anbragte en lille * ved Albert Speer, da hans handlinger under processen i Nürnberg er chokerende. Et par linjer fra hans selvbiografi afslører hans forhold til sandheden:

”Jeg blev født i Mannheim, søndag den 19. marts 1905 klokken 12 middag. Min mor har tit fortalt, at bulderet fra et forårstordenvejr overdøvede klokkeklangen fra den nærliggende Christuskirke.” (s.17). Dato og klokkeslæt er det eneste, der passer. Der var intet tordenvejr og Christuskirken ringede ikke. Det kommenteres i flere tyske værker. Så hans liv begynder med en løgn.

Han var udmærket klar over, at hans liv nok ikke stod til at redde, hvis de allierede fik fingrene i en række papirer. Dem sørgede vennerne for blev gemt. Som leder af rustningsarbejdet havde han i den grad brug for arbejdskraft. Det blev Fritz Sauckels opgave at fremskaffe arbejdskraften. Speer fortsatte med at føre domstolen bag lyset. Det hele kom stort set til at hænge på Sauckel. Der er ikke tvivl om, at Dødsdommen skyldtes Albert Speer.

Men han blev kaldt ”Der gute Nazi”.

Erik Ingemann Sørensen

Se de øvrige artikler om serien om Nürnberg-processerne her

[Historie-online.dk, den 7. oktober 2026]