Til og fra museerne

1. Indledning

Museerne er tingenes teater, mens arkiverne tager sig af papirer, fotos og skilderier og bibliotekerne af tryksager. Sådan var verden indrettet for en generation siden, men nu overhaler de elektroniske data både ting, papir og tryksager i en sådan grad, at det er vanskeligt at forholde sig til det. Det man i gamle dage havde overblik over og kunne lægger i mapper og æsker med tekster udenpå, er i vore dage udvidet med elektriske impulser på medier, der hurtigt forældes og skal genindlæses for ikke at gå tabt. Til gengæld er materialet langt større og mere detaljeret end tidligere, og passer man ikke på, drukner museerne, arkiverne og bibliotekerne i data. Der skal med andre ord sorteres og kasseres.

Både indsamling, fravalg og kassation kræver overblik i forhold til de opgaver institutionerne skal løfte. For de kulturhistoriske museer og lands- og lokalarkivernes vedkommende gælder arbejdet den del af kulturarven, som er beskrevet i lovgivningen og institutionernes vedtægter. Men i virkelighedens verden er der mange centrale begreber som definerer museernes arbejde, der er usikre. Et af de vigtigste er begrebet kultur.   

Kultur kan forstås som menneskers mentale og fysiske fællesskab i den natur, der omgiver os. Kulturarven er derfor spor fra menneskers virksomhed og kulturhistorien er beskrivelsen og tolkningen af sporene gennem tid. For Danmarks vedkommende begynder kulturhistorien efter sidste istid for henved 15.000 år siden, hvor de første mennesker vandrede ind i vores nuværende kongeriges område og efterlod genstande og rester af bopladser til glæde for arkæologerne.  

I andre dele af verden begyndte det hele langt tidligere, og spørgsmålet er jo så, hvornår vores forfædre – Homo sapiens – udvikledes til kulturskabende mennesker. Måske for 300.000 år siden forskellige steder i og udenfor Afrika, hvorfra deres forfædre – Homo erectus – kom for 1,8 millioner år siden. Det er jo spændende, at vores art i løbet af årmillioner har udviklet færdigheder, hvis spor vi kalder kulturarv.

I det følgende skal vi skelne mellem menneskeartens genetiske historie – der i vore dage kortlægges blandt andet med DNA-analyser – og den menneskeskabte kulturs historie, der beskrives på grundlag af udvalgte dele af kulturarven.  

2. At opleve og huske

Fælles oplevelser huskes forskelligt. Det kan derfor i mange tilfælde være vanskeligt at kortlægge eller beskrive de oplevede begivenheder klart og entydigt, for hvem har ret? Det kan være en hjælp at støtte sig til andre kilder som fx fotos, genstande, beskrivelser eller spor i terrænet, men vi når kun en tolkning, ikke hele sandheden. Begivenheder længe før vores egen tid kan ved hjælp af bevarede kilder sættes ind i en sammenhæng, mens andre uden kilder er glemt. Det har fx været vanskeligt at få et samlet overblik over modstandsbevægelsens virksomhed og betydning for den tyske besættelse 1940-45, fordi det var vigtigt, at deltagerne dengang vidste så lidt som muligt om hinanden og de andre og deres aktiviteter. Derfor opstod der alvorlige fejl og misforståelser, og ingen blev dekoreret med ordener efter besættelsen. Kun det kendte armbind, der egentlig var en minimalistisk uniform til ventegrupperne, blev opfattet som et hæderstegn og derfor også uddelt til modstandskæmperne. Et ret sent forsøg på at samle oplysningerne om modstandsbevægelsens aktører i en database, kan imidlertid næppe yde alle fuld retfærdighed, fordi mange illegale aktioner ikke er husket.

Museernes og arkivernes fortælling om besættelsen består af dokumenter, fotos, tyske militære efterladenskaber, erstatningsprodukter, illegale blade, rationeringsmærker, danske og tyske propagandamaterialer – og historikeres forskellige tolkning af alt det, som ikke kun har efterladt sig fysiske men også mentale spor. Mange af dem, der oplevede besættelsen og deltog i illegal virksomhed eller var deporteret og sejlede konvoj, havde svært ved at fortælle. Deres behov var at glemme de onde år – ikke at huske og skrive historie.

Derfor var der i årene efter besættelsen ingen interesse for at fortælle de tyske betonstøbte forsvarsanlægs historie, selvom de var meget synlige især langs den jyske vestkyst. Da man alligevel fra museernes side påtog sig opgaven, fik man stor modstand fra de generationer der havde oplevet krigen, og først da de var borte, blev det muligt at forske og formidle Danmarks mest synlige fortidsminder fra nyere tid – der fortsat ikke er fredet som fx de svenske jordskanser fra 1600-tallet. De stammer jo også fra en besættelse.

3. Kulturhistorie

Den nationale historie beskriver kongerigets forskellige politiske og økonomiske begivenheder i kronologisk rækkefølge. Der er flere sammenhænge mellem begivenhederne, der kan minde om mønstre og som derfor giver anledning til særlig opmærksomhed – fx den begyndende samling af stammerne til småkongedømmer i sen jernalder og de kendte vikingekongers forsøg på at samle småkongedømmerne til en fælles stat efter udenlandske forbilleder. Gorm konge af Jelling er en af de tidlige, men der er flere andre, som vi kun kender indirekte fra udenlandske tekster. Spørgsmålet er jo så, hvilke dele af befolkningen, der følte sig ledet af kong Gorm i Jelling. Hvor vigtig var den politiske udvikling for den almindelige bonde og hans hushold? Det ved vi ikke så meget om.

Dansk oldtids og tidlig middelalders kulturhistorie skrives af arkæologer, hvis kildemateriale er genstande og anlæg, der læses ind i en europæisk sammenhæng. Her er de fysiske kulturspor dominerende, mens de mentale i visse tilfælde kan lokkes frem ved at analysere anlægstyperne, genstandsmaterialet, handlingsmønstrene, ofringerne og begravelsesformerne.

Kommer vi lidt længere frem i tid, blander de skriftlige kilder sig. Kulturarven får flere dimensioner, og det er derfor muligt at opleve glimt af enkeltpersoners livsvilkår, tidens mentale og religiøse verden og øvrighedernes magt.

Højmiddelalderens fælleseuropæiske kultur med købstæder, stænder, pest, kirke og konge, internationale handelsforbindelser og kampe mellem riger og religioner, fører frem til renæssancen, hvor verden, troen og magten præges af humanistiske visioner. Skoleundervisning, den enkeltes hverdag, frelse og fortabelse kommer i spil og kongen bliver synlig for folket og giver riget identitet og historie.

I løbet af 1700-tallet trænger nyere tids oplysning kirkens forklaringer i baggrunden, fattig- og sundhedsvæsen, undervisningen og de fælles anliggender overgår til byernes og kongens embedsværk, indtil grundloven i 1849, der påbegynder processen mod demokratiet og parlamentarismen, der finder fodfæste i løbet af de første årtier af 1900-tallet. De enkelte bliver synlige og får ansvar overfor hinandens tilværelse i en kristen baseret vesteuropæisk kultur.    

4. Museer

De nationale og kulturhistoriske museer i Danmark blev skabt i perioder, hvor nationens og lokalområdernes kultur og identitet var i krise både efter Englandskrigene i begyndelsen af 1800-tallet og omlægning af landbruget og afvandringen fra provinsen omkring 1900. Da sejlskibene blev umoderne, etableredes støtteforeninger til deres bevarelse ligesom vind- og vandmøllerne og de gamle jernbaner.  Hestevogne, damptromler, veteranbiler, gamle fly og forældet krigsmateriel med og uden larvefødder og kanoner. Den fælles kulturhistorie opløstes i en lang række fortællinger om gamle dage i de forskellige dele af landet. For at samle de spredte historier og give dem fælles retning, etableredes et museumsvæsen, der anviste hvert enkelt lokalmuseum, specialmuseum og landsdelsmuseum en særlig del af den nationale kulturhistorie. En fælles museumslovgivning og afklaret finansiering sikrede en ensartet forskning og formidling. Det betød også at vigtige lokale historier blev kendt af de nationale museer og derfor kunne påvirke den nationale kulturhistorie.

Ved nedlæggelsen af landets amter (2007) og sammenlægningen af kommunerne (1970 og 2007) blev også de mange lokale museer lagt sammen til større enheder og målet blev tilsyneladende at give så mange besøgende som muligt kulturelle oplevelser for at styrke entreindtægterne. De lokale kulturhistoriske undersøgelser blev nedprioriteret, som om museerne på det tidspunkt havde indsamlet tilstrækkeligt materiale om den lokale historie, der jo ellers fortsætter ufortrødent. Museernes virksomhed indskrænkedes til det feltarkæologisk arbejde med oldtid og middelalder og etablering af forbedrede udstillingsforhold og oplevelsescentre med spektakulære aktiviteter.

Alligevel gennemføres såkaldte efterlignende faglige forsøg på en del museer og forsøgscentre, der efterprøver arkæologernes og historikernes teorier og viden om tidligere tiders teknologi og livsform. Det gælder fx håndværksteknikker, jernudvinding, genopbygning og sejlads med nordiske skibe fra vikingetiden og rekonstruktion af landbrugsredskaber, møller, fødevarer, beklædning, huse og anlæg som palisader og broer samt vogne fra oldtidens perioder.

5. Oplevelser

Frilandsmuseer med by- og gårdsmiljøer iklædte i løbet af anden halvdel af 1900-tallet aktører i tidstypiske dragter og lod dem udføre håndværk og landbrugsarbejde. Efterhånden fulgte andre museer ideen, og sammen med frivillige arrangerede de begivenheder, der illustrerede vikingetidens sejlads, håndværk, våben og hestekultur og ældre middelalders markeder med handel, turneringer og kampsport. Det giver både deltagere og publikum muligheder for at opleve fortiden i korte uforpligtende øjeblikke, fordi man ikke er fanget i en tidslomme, men kan bevæge sig tilbage til nutiden, når fortiden bliver for trang. Det er med andre ord ”som-om” oplevelser af fortiden, der minder om de ret fantasifulde rollespil, der bringer deltagerne ud på eventyr langt borte fra virkelighedens historie.

6. Konklusion

Kultur er derfor ikke kun vaner, som Hartvig Frisch skrev i sin tid, men fællesskabets mentale og fysiske svar på virkelighedens udfordringer. Den kulturhistoriske fortælling er resultatet af hver generations nytolkning af kulturarven, som museerne, arkiverne og bibliotekerne indsamler, forsker og bevarer. Men med den øgede afstand til lokalbefolkningen og de elektroniske registreringer, øges risikoen for tab af lokale data og forkerte analyser indenfor de efterhånden store kulturhistoriske museer. Derfor er der behov for nytolkning både af kulturarven og af det lokale arbejde med kulturhistorien, for at bevare og genfortælle versioner af den lokale og nationale identitet.    

Per Ole Schovsbo

[Historie-online.dk, den 12. august, 2026]