Byen klager

I et festfyrværkeri af sprog, personer og miljøer tager de to historikere, Peter Wessel Hansen, Københavns Stadsarkiv, og professor Ulrik Langen, Københavns Universitet læserne med på en aldeles spændende tur rundt i 1700 - tallets København. Man møder igen og igen mennesker, der på den ene eller den anden måde er kommet i forbindelse med embedsværket. Fra ganske banale sager som en manglende skjorte til udlægning som barnefader. Hustruer der ville have myndighederne til at sende en voldelig ægtefælle til for eksempel Sct. Croix. Væk med ham. Det var målet. Bogen har sine rødder i forskningsprojektet COPENHAGEN COMPLAINS – et stort kulturarvsprojekt. At kunne fortælle om dette på en måde så hver en besøgende har mulighed for at forstå, for at trave rundt blandt datidens mennesker. Opleve deres vrede og smerte. Det er mageløst gjort.

Af Erik Ingemann Sørensen

Kort over København, som det så ud i 1700 – tallet.  Det er lavet af Christian Gedde og har titlen: ”Eleverede kort over København”.

Lad os springe lige ud i det. Med to eksempler. Først en menneskeskæbne dernæst med en af byens mørkere sider. Det er der, dagligdagen ligger.

Gik man i 1700-tallet over Gammeltorv, kunne man ikke undgå at lægge mærke til en bygning, hvor der var en sand kommen og gåen. Her lå rådhuset og i dette den uhyre vigtige institution: ’Københavns Magistrat’. Den bestod af: Overpræsidenten, tre borgmestre og otte rådmænd. Det var Magistraten, der tog sig af byens daglige forvaltning.

Det er vigtigt at forstå dens betydning, da stort set alle sager blev afgjort her. Borgerne kunne fremlægge deres sag eller klage og så håbe på, at den fik det rette udfald. Bogen igennem oplever man denne krumtap og dens markante betydning.

En rystet og forslået hustru

Vi møder Ellen Madsdatter og ægtefællen Peder Nielsen i Pilestræde. De havde blot været gift i to måneder. Men. Der var absolut ingen, der misforstod den larm og de skrig, der lød fra lejligheden, hvor Ellen og Peder boede. Gang på gang var konfrontationerne voldsomme.

Ellen fik en omgang tæsk.”… et par aftener senere gentog det sig. Peder kom beruset hjem fra byen, skældte ud og overfaldt Ellen, som måtte søge hjælp hos politiet. Da hun vendte tilbage med to betjente, lå han og sov rusen ud. Han blev vred, da de vækkede ham og bad ham opføre sig ordentligt. Først da betjentene truede med enten at binde ham til sengen eller tage ham med i arresten, lovede han at falde til ro…” (s. 9f).

Naturligvis blev det for meget for Ellen, så hun henvendte sig nu til Magistraten. Hun ønskede at blive separeret. Hun medbragte skriftlige vidneudsagn fra udlejer, svendene og tjenestepigerne – og måske trumfkortet: ” … en attest fra kapellanen ved Helligåndskirken, Jacob Wulff. Han var ikke alene manden, der havde beseglet det ulyksalige ægteskab, men havde i flere år været Ellens Præst og kunne bevidne, at hun havde levet et anstændigt, kærligt og kristent liv sammen med sine to tidligere mænd, som hun ulykkeligvis havde mistet.” (s.10).

Hun må siges at have en stærk sag. Springer vi op til vores tid, synes det at være noget nær en ekspeditionssag. Men det var det ikke i 17 hundredtallets Danmark.

Ægteparret indkaldes

Magistraten indkaldte Ellen Madsdatter og ægtefællen til møde. Det var ikke med sin gode vilje, Peder troppede op. Og nu fremlagde han en skriftlig redegørelse. ”Peder fremhævede, at han havde levet som en ærlig mand i sine to tidligere ægteskaber og med Ellen, som han hverken havde frataget penge eller den selvbestemmelse, som hver hustru havde ret til. Han havde nok snarere givet hende for meget frihed.” (s.11). Det at kunne læse og skrive var givet ikke deres spidskompetencer. Derfor kunne man købe en skriver, fortæller forfatterne.

Der blev nu ingen separation, får vi oplyst. For det var man så sandelig ikke tilhænger af på Magistraten. De skulle opføre sig ordentligt som mand og hustru. Og herefter kunne de gå.

Hvordan det efterfølgende gik, skal jeg ikke afsløre. Det må læserne selv finde ud af. Det er karakteristisk for bogen, at vi igen og igen møder denne magistrat i mange forskellige situationer.

Exesser og liderligheder

1722 kom et nyt skuespil af Ludvig Holberg: ”Jeppe på bjerget”. Der gemmer sig som altid flere lag i hans skuespil. Denne gang er der ingen tvivl: Det er drukkulturen, der er hovedtemaet inkarneret i bonden Jeppe – et ynkeligt skvat med en barsk hustru – for nu at sige det mildt. Holberg understreger med fed pen, at armod og dårlig arbejdsindsats hænger uløseligt sammen.

Jakob Skomager (Valdemar Møller) og Jeppe (Henrik Malberg) 1918

Man skal huske, at Holberg selv var storgodsejer, så han skulle sikre sig en ordentlig profit.

Den 23. november 1753 kom et reskript, der fremhævede, at Magistraten havde tilladelse til: ”… uden lovmål [retssag] at sætte personer anklaget for ”drukkenskab og liderlighed” i tugthus.” (s.104). Forfatterne skriver: ”Udbuddet og forbruget af alkohol i 1700-tallets København var overvældende set med nutidens øjne. Der fandtes hundredvis af brændevinsbrænderier, ølbryggere og vintappere, der sørgede for at holde produktionen stabilt kørende, og alkohol var tilgængeligt på skænkestuer, i brændevinskældre, på ølhuse, hos spækhøkere [en mindre detailhandel der solgte købmandsvarer og flæsk samt andet kød] og ved gadernes drikkeboder. Udskænkningsstederne lå klos op ad hinanden, og københavnernes alkoholforbrug udgjorde en væsentlig indtægtskilde for både store bryggergårde og små detailhandlere.

Hogwarts fremstilling af druk. Moderen er så fuld, at hun ikke sanser, at barnet styrter ned. Pletterne på hendes ben kunne antyde, at hun har syfilis, Foto: HPN

Alkohol var almindelig i næsten alle sociale sammenhænge: korte visitter, selskaber og ikke mindst i håndværkeres sociale aktivitet. Desuden havde de mange værtshuse en rodfæstet funktion som samlingssted.” (s.104).

I de højere sociale lag konsumeredes også alkohol. Men på noget mere elegant vis

Under Trykkefrihedsperioden 1770 – 1773 ”… blev befolkningens drikfældighed ihærdigt diskuteret, og især alkoholens skadevirkninger hos de lavere sociale lag var et tilbagevendende emne.” (s.104). I øvrigt pegede flere på, ”…at fattigdom og druk hang sammen, og druk var med til at fastholde de fattige i armod.” (s.104).

Sammenligner man datidens drukkultur med nutiden, så er det sociale billede vendt på hovedet. I dag er det velhavende borgerskab, der drikker mest.  Men billedet af middel- og arbejderklassen er så godt som det samme. Og de fastholdes i en skruestik med deraf følgende elendigheder. (Kilden er en årsopgørelse om danskernes sundhed, 2025.)

Bogens baggrund

Det er helt klart, at det er et enestående materiale, de to historikere har fået fat i: et stort og hidtil uudnyttet arkivmateriale fra Københavns stadsarkiv.

Det drejer sig om titusindvis af klager om stort og småt, som folk indsendte til bystyret under enevælden samt resolutionsprotokoller fra perioden 1713 – 1801. Desværre er store dele af arkivalierne gået til på grund af de store brande, der hærgede København. Men ganske som da ’Børsen’ blev raseret af den voldsomme brand 16.4.2024, gjorde de ansatte en stor indsats, så en stor del af arkivalierne blev reddet.

Det drejer sig om 5.000 klagebreve og protokoller med resumeer af ca. 44.000 sager. Men det er rigeligt til, at vi kan skabe et endog meget præcist billede af 1700-tallets klagekultur, understreger forfatterne.

Herefter har forfatterne ”… tematiseret klagerne i kapitler om klagekulturen, byen, arbejdsmarkedet, familien og myndighederne, mens andre centrale temaer som økonomi, vold og ære behandles løbende. Vi går ikke kronologisk frem i de enkelte kapitler, men har ordnet fremstillingen, så vi bevæger frit frem og tilbage i århundredet.” (s.24).

Netop denne måde at ordne og beskrive materialerne på er det afsæt, der byder på talrige læseoplevelser, der gør det så svært lige at lægge bogen fra sig. Det skal da også fremhæves, at forfatterne har introduceret bogens indhold i indledningen på en finurlig måde: den klassiske kapiteloverskrift, men med listige underrubrikker som her:

’I seng med fjenden - ægteskab og separation’ med underrubrikkerne: ’Hjælp og forventninger, At leve skikkeligt, Adskillelse fra bord og seng, Under kærlighedens kåbe, Efter separationen, Slangens snigveje, I fred for eksmanden, Uægte børn og underhold, Brudte løfter.’

Disse vidunderligt fortalte menneskeskæbner fik mig til at tænke på Per Hultbergs utrolige roman: ’Byen og verden’. Her svæver forfatteren hen over en by [Viborg]. Han stopper ved husene, løfter taget af og indvier læseren i, hvad der foregår i villaen. I realiteten er det samme måde, Ulrik Langen og Peter Wessel Hansen gør brug af.

Der er alt muligt mere at fortælle og beskrive. Men. Gør det selv. Det er så fornem forskning og så ypperlig en formidling som sjældent set. En milepæl i dansk historie. Det er først i 2027, der træffes en afgørelse om den fornemme pris ”Årets historiske bog”. For mig at se må andre nok stille sig bag i køen.

Stort er det. Stort.

(NB: En af de positive sider ved AI er, at man kan lave scenerier, der viser, hvordan en by så ud. Som her: https://youtu.be/_HxuyklqN5E?si=u4s7nRIASXSJKJSZ, hvor man på engelsk har haft København i 1600-tallet under behandling)

[Historie-online.dk, den 16. september 2026]