Menu

NFS

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 31

 

Af Mathilde Wolf Bhutho, cand.mag. i historie

Vi støder stadig på Grundtvig den dag i dag. Ved søndagsgudstjenesten synges der ofte en af Grundtvigs utallige salmer fra kirkens salmebog, og man kan ikke nævne den danske højskolebevægelse uden at sende en tanke til Grundtvig. Men hvem var Nikolai Frederik Severin Grundtvig egentlig?

Lektor i historie ved Københavns Universitet, cand.mag., ph.d., dr.phil., formand for Grundtvigselskabet, formand for Grundtvigs Mindestuer og formand for Grundtvigs Højskole, Jes Fabricius Møller har på fornem vis skrevet biografien ”N. F. S. Grundtvig – en biografi”. Som Møller i værket pointerer, er der skrevet indtil flere biografier og bøger om Grundtvig, men Møller ønsker med sit bidrag at tage læseren med på en kildekritisk gennemgang af Grundtvigs liv gennem et omfattende kildemateriale og litteraturens vedtagne sandheder herom. Dette greb følges gennem hele bogen og gør læseoplevelsen yderst interessant. Møller tager på denne måde læseren i hånden, uanset om man som læser er den store Grundtvig-kender eller har et mere perifert kendskab til Grundtvig.

Grundtvigs liv udfoldes i bogen fra vugge til grav, og naturligt for en mand som Grundtvig, ligeså hans eftermæle. Hans teologiske diskussioner, hans salmer, hans kærlighedsliv, hans indvirkning på samfundet og meget mere gennemgås i bogen. Dette giver alt i alt en god helhedsforståelse af, hvem mennesket Grundtvig var. Jeg vil ikke her løfte sløret for meget mere af bogens indhold, men jeg vil i stedet opfordre til selv at læse bogen.

Bogen bærer præg af en raffineret og læsevenlig sprogbrug og ikke mindst nogle meget velvalgte citater fra de historiske kilder, der indimellem fik mig til at trække på smilebåndet. Der er ligeledes lagt kræfter i at skabe en geografisk forståelse for Grundtvigs liv og færden ved, at forfatteren har lokaliseret Grundtvigs adresser m.m. efter nutidens kort. Afslutningsvis rundes bogen af med en forskningsoversigt over Grundtvig-litteraturen, begyndende med Grundtvigs egen selvbiografisk litteratur og eftertidens bidrag herom, der rammesætter bogens position.

”N. F. S. Grundtvig – en biografi” udkom selvfølgelig på Grundtvigs fødselsdag den 8. september og står som et særdeles gennemført værk. Selve bogens udformning er ligeledes lavet med en flot opsætning af bogens titel på forsiden og med en god indholdsstruktur indeni, der skaber en god rytme i læseoplevelsen. Bogen får herfra en velfortjent anbefaling. God læselyst.

[Historie-online.dk, den 16. september 2026]

Se relaterede artikler
Kamma Rahbek og livet på Bakkehuset
Christian 4
Big Bill