Fritz Bolle – Gestapochef i Aalborg 1944-1945

I oktober 1944 kom Gestapomanden Fritz Bolle sammen med nogle kolleger til Aalborg. Det Tredje Riges opløsning var ikke længere til at skjule, og nederlag på nederlag for den engang så sejrrige tyske hær satte en tyk streg under, at demokratierne ville knægte det nazistiske diktatur. Men det fik absolut ikke Gestapo til at tage fløjlshandskerne på - man fristes til at sige tværtimod. Fritz Bolle fik knyttet nogle af de mest modbydelige danske håndlangere til arbejdet – og så brød det ellers løs.

Af Erik Ingemann Sørensen

Den 9. april 1940 blev Aalborg besat af tyske tropper. I området, der i dag udgør Aalborg Lufthavn, landede tyske faldskærmstropper. Klokken var 06.30. “Det var første gang i verdenshistorien, at faldskærmstropper blev benyttet til at besætte fremmed territorium”, skriver forfatteren, Thor Brech Pedersen”. (s.10). Arh. Det er nu ikke helt rigtigt. Halvanden time tidligere var en gruppe faldskærmsjægere landet på Masnedø, en del af Storstrømsbroen. Det var altafgørende vigtigt at have kontrol med infrastrukturen, og her var Aalborg af største betydning, da lufthavnen skulle fungere som springbræt til Norge, der havde nogle af de råmaterialer, tyskerne havde afgørende brug for.

Det var en bitter dag for ålborgenserne, men efterhånden som der blev arbejde til alle, faldt der ro over by og land. Og her taler vi om store beløb - cementfabrikken Aalborg Portland havde således en indtægt på 61 millioner kroner. Omregnet til 2025 kroner svarer det til 1.6 milliarder kroner.

Ungdommelig modstand

Flertallet af befolkningen affandt sig efterhånden med forholdene., så livet blot kunne gå videre. Næsten alle. For det ville en gruppe ”unge drenge i alderen 14 - 17 år med tilknytning til Aalborg Katedralskole ikke affinde sig med”. (s.13). Derfor så ”Churchill klubben dagens lys.

De ungdommelige modstandsfolk fotograferet inden det lykkedes besættelsesmagten at arrestere dem. Foto: Aalborg Museum

Det må næsten have fået ældre generationer til at fremstå noget skamfulde Det havde nu været spændende at høre mere om gruppens betydning både lokalt og nationalt. Men det mangler. Dog var der ikke tale om store spektakulære aktioner. Men lidt her og lidt der - og det gav faktisk genlyd.

Vendepunktet 1943

Sommeren 43 havde på flere måder understreget begrebet ”Flødeskumsfronten”. Enhver passede stort set sit - helt frem til midten af august. ”Natten til den 18. august 1943 blev modstandsmanden Vangsted skudt og dræbt i forbindelse med en våbennedkastning ved Vadum Sø, syd for Aalborg. Fem dage senere mødte aalborgenserne op i tusindvis til hans begravelse for at tage afsked med en af byens afholdte unge mænd. Det udviklede sig hurtigt til voldsomme optøjer, hvor besættelsesmagten slog hårdt ned på de mange aalborgensere, der havde rettet deres vrede mod deres såkaldte tyskerpiger, tysksindede og ikke mindst værnemagernes forretninger … ”. (s.14).

Den 25. august var det slut. Det kostede syv mennesker livet og adskillige tilskadekomne.

Tyske panservogne blev sat ind mod urolighederne. Den sorte bil til venstre er fra det danske politi, der stadig fungerede. Fotografiet er fra Vangsteds bisættelse. Foto: FHM

Begivenhederne i Aalborg blev opstarten til de dramatiske augustdage, der resulterede i det såkaldte ”august-oprør”, der endte med, at den danske regering trådte tilbage. Det blev nu departementscheferne i ministerierne under ledelse af direktøren i Udenrigsministeriet, Nils Henningsen, der fik ansvaret for, at Danmark kom bedst muligt videre. [Opfattelsen af Henningsen er meget forskellig. De negative opfattelser hænger blandt andet sammen med hans mangel på forståelse af folkestemningerne - det samme indgår i vurderingen af Erik Scavenius].

Tyskerne byggede på livet løs bunkers til Atlanterhavsvolden fra Norge til Portugal. Det medførte stor nervøsitet hos tyskerne for, at der skulle blive vanskeligheder med cementproduktionen.

For at undgå dette ankom Gestapo med 19 medarbejdere til Aalborg, hvor de rykkede ind på Højskolehotellet. Chefen, Herman Rothenberg, fik som det første opgaven med jødedeportationen den 2. og 3. oktober 1943. Umiddelbart var det ikke en stor succes. Det havde man højere oppe i systemet fundet ud af. Derfor kom Hauptsturmführer Fritz Bolle med ”… omkring 100 Gestapofolk - blandet andet med erfaring fra Frankrig - … rå og erfarne mænd, der nok kunne tage kampen op mod den danske modstandsbevægelse.” (s.18). Det havde de bevist i Frankrig, hvor de med grusom terror og likvideringer havde bekæmpet modstandsbevægelsen.

Da de allierede begyndte at vinde frem, tog Bolle omkring 50 fanger med sig for at dække sig ind. Det blev imidlertid ikke tilfældet, så da ”… hans folk var kommet tilstrækkelig langt væk fra fronten, havde de tilsyneladende ikke længere brug for gidslerne, hvilket førte til en af de mest brutale forbrydelser begået af Gestapo i Toulouse: henrettelsen og efterfølgende afbrænding af 54 fanger i Buzet-sur-Tarn den 17. - 18. august 1944.

Da Fritz Bolle kom til Aalborg, gik han omgående i aktion. Der blev iværksat en razzia i Klokkestøbergade - med støtte fra to danske hjælpere - og Bolle og hans folk fik bid. Den 16. november 1944 blev 24 arresterede borgere overført til Frøslevlejren, hvorfra de efterfølgende blev deporteret til Neuengamme KZ. ”Kun 19 af de 24 deporterede vendte hjem til Danmark igen.

Fangerne i Neuengamme måtte slide hårdt. Her er det arbejdet på teglværket. Foto: HPN

De to brødre, der flittigt havde hjulpet Gestapo og Bolle med at få fingrene i de tidligere omtalte personer, blev i 1947 idømt henholdsvis seks og fire års fængsel og frakendelse af borgerlige rettigheder i 10 år. Det er en hård straf set i forhold til, at mildere vinde var kommet til. ”Straffene blev dog i august samme år nedsat af landsretten til henholdsvis 2 ½ og 1½ års fængsel samt frakendelse af borgerlige rettigheder i 5 år.” (s.29). En ganske markant ændring.

Markante og tydelige forandringer

”Da Bolle kom til Aalborg, blev brutaliteten skærpet, hvilket udsmykningen på hans kontor vidnede om. Her stod nemlig et menneskekranium, der ifølge andre Gestapofolk stammede fra en deserteret russisk soldat i tysk krigstjeneste. Kraniet havde nu til formål at skræmme livet af de nordjyske Gestapofanger såvel som Bolles egne medarbejdere. (s.19).

Forfatteren skriver desuden at: ”Miljøet på Højskolehotellet i alle henseender var præget af druk og vold samt en tiltagende deprimeret stemning i takt med, at den tyske kapitulation nærmede sig.” (s.19). [Den totale og ubetingede overgivelse fandt sted i Karlshorst uden for Berlin. Klokken passerede russisk midnat, hvorved russerne markerer afslutningen på krigen den 9. maj, mens vi andre markerer V-dag den 8. maj. Og Danmarks befrielse den 4. og 5. maj.]

Nu var en iskold morder kommet til Danmark, og det kom modstandsbevægelsen hurtigt til at opleve.

Frihedskæmperen Thorkel Nielsen havde været med til en stor sprængning i Aalborg Lufthavn, der havde fået store ødelæggelser som resultat. Alt syntes vel, men Thorkel blev fanget og havnede hos Gestapo: ”Han blev pisket og sparket, og man placerede en stålhjelm på hans hoved, hvorpå Gestapofolkene slog løs på hjælmen med en spade, indtil han besvimede. Da dette ikke fik ham til at tale, dryppede de salmiakspiritus i øjnene på ham. Til sidst bukkede Nielsen under for torturen, tilstod en mindre rolle i sabotagen og angav de kammerater fra Lufthavnen, som havde medvirket, og som han vidste var gået under jorden.” (s.33).

Forfatteren konkluderer: ”På trods af den voldsomme behandling var Nielsen på sin vis heldig, for han blev anholdt i en periode, hvor der ikke blev afsagt dødsdomme i Danmark. Og måske var det også en fordel for Nielsen, at Fritz Bolle først var ankommet til Aalborg kort tid før hans anholdelse, og endnu ikke havde indført det dødsregime, der kom til at præge de følgende seks og en halv måned.” (s.33 f).

Thor Bæch Pedersen har virkelig valgt en fin opbygning af bogen. Et godt overblik over udviklingen efter den 9. april, præsentation af markante personer og endelig Fritz Bolles ankomst - efter beskrivelsen af hans krigsforbrydelser i Frankrig - holder læseren fangen. Det er lidt af en kunst, så stor ros herfor.

Nu synes det, som om de to Gestapochefer er vigtige personer i Det Tredje Rige. Var de det? Det mest nærliggende er at gå til Ernst Klees bog: ”Das Personen Lexikon zum Dritten Reich”. Den bør enhver, der arbejder med Det Tredje Rige have stående på reolen. Det pudsige eller måske mærkværdige er, at ingen af de to personer er omtalt i værket. Det tyder på, at de ikke var andet end almindelige soldater, der havde fundet deres plads i systemet. 

Et ualmindeligt almindelig tysker. Han kunne være kontorist eller skolelærer. Det gennemgående træk ved tyske krigsforbrydere er, at de er almindelige. Men kun på overfladen. Al den ondskab og sadisme, han havde i sig, ses ikke. Foto: Fra bogen 

Fritz Bolle og Petergruppen

Bolle samarbejdede også med den berygtede terrorgruppe ”Petergruppen”. Her udpegede han nogle af de mål, hvor gruppen skulle tage fat. Den 10. november ankom nogle af de værste medlemmer til Aalborg: Henning Bothildsen Nielsen, Ib Nedermark Hansen, Helge Lundquist og tyskeren Poul Lensing.

Den 11. november 1944 gik de i gang med at placere bomber rundt om på udvalgte steder. Og små var bomberne ikke, fortæller forfatteren. De lå på henholdsvis 2 ½ og 3 ½ kilo plastisk sprængstof. Det resulterede i voldsomme skader på bygningerne. En tilfældig taxachauffør blev dræbt, da han ramtes af sprængstykker.                                              

Mord og likvideringer

Medlemmerne af Peter-gruppen var især kendt for tortur og drab. Modstandsfolk havde dræbt to fremtrædende nazister i Skipper Clements Gade. Omgående stillede tyskerne en æresvagt på to mand. Om aftenen kom radiomontøren Egon Meyer Christensen forbi. Vagterne råbte, at man ikke måtte stoppe, men skulle forsvinde. Christensen svarede igen med skældsord, hvorefter Christensen - på trods af at han havde rakt hænderne i vejret, blev skudt ned med fire skud i maveregionen. Han døde i den tilkaldte ambulance.

Bolles reaktion afslører, hvor afstumpet han var: ”Mordet på Christensen fik ingen repressalier for Johansen (skytten) fra tysk side. Bolle mente, at det var helt inden for rammerne at skyde tilfældige forbipasserende borgere.

Fotografiet af Aage Thomas Mariegaard, 1923 -.1947. Han havde meldt sig til Frikorps Danmark allerede i 1941 og således gjort tjeneste i Rusland. Igen ser vi alt det, han ikke var: en nydelig, velopdragen ung mand. Udadtil er der intet, der signalerer perfid ondskab. Foto: HPN

Nedskydningen af Christensen var dog ikke tilstrækkelig for Bolle. Og Petergruppen blev derfor tilkaldt for at hævne mordet på to fremtrædende nazister. [Sysselleder Ejnar Laursen og hans næstkommanderende Søren Georg Andersen blev den 4. januar likvideret af modstandsbevægelsen]. Nu var Ib Nedermark Hansen, Kaj Henning Bothildsen Nielsen og Aage Thomas Mariegaard igen blandt dem. [De blev alle dømt til døden. Henrettelsen fandt sted den 9. maj 1947 på Bådsmandsstrædes kaserne - det nuværende Christiania.]

Under en razzia i Løkkegade tidligt om morgenen den 27. januar 1945 trængte Gestapofolkene ind i en lejlighed. Her gemte den 22-årige Svend Ulrich Pedersen sig. Han var en del af den nordjyske likvideringsgruppe. Han flygtede op på loftet, men nåede forinden at skyde og dræbe Meyer og Fischer fra Gestapo. Der kom forstærkning til, og da Svend Ulrich Pedersen havde gemt sig på loftet, affyrede tyskerne to maskinpistolsalver - i alt 24 skud. Da de efterfølgende åbnede døren, lå den 22-årige modstandsmand dræbt på den anden side. Hans lig blev hentet af Falck og kørt til det tyske lazaret.

En fuldstændig vanvittig handling

Fritz Bolle var hysterisk rasende over, at Svend Ulrich Pedersen havde dræbt to af hans folk. Men: ”Sabotøren var allerede død - så Bolle kunne ikke lade sin vrede gå ud over ham. Eller kunne han?” Tre dage senere, blev liget af Svend Ulrich Pedersen fundet ved Leere, mellem Skalborg og Svenstrup. Det var nøgent og med hovedet delvist bortsprængt af en håndgranat.

I realiteten undres man ikke over denne afstumpede person, Bolle var. Få dage senere blev Bolle kaldt til København, hvor han blev tildelt Jernkorset af 2. klasse. Det siger næsten alt om det berygtede Gestapos handlinger - men tildelt næsten en velsignelse herfor.

Forfatteren fremdrager en lang række eksempler på kampen mellem danskerne og Gestapo. Og den tyske bestialitet fortsatte uhæmmet. Lige frem til den 5. maj, da frihedskæmperne trådte i aktion. Og jagten havde naturligvis Fritz Bolle øverst på listen over folk, de skulle have fat i. Men. Han var ikke til at finde. Han må være sluppet ud sammen med andre soldater. Forklædt som en af disse. Den dag i dag er der ikke spor - kun gisninger.

Hans navn dukker op i ”Dansk Politi-Efterretninger nr. 40” udsendt den 7. juli 1945:

”Bolle Fritz, ca. 38 år. Hauptsturmführer, Kriminalrath, 165 cm. Bærer Briller, rød Ansigtsfarve, fordrukken. Medd. i Mord. Leder af Gestapo i Aalborg fra oktober 1944”.

Men han smuttede igen og igen. Det er en længere historie, som belyses grundigt. I 1949 oprettedes Forbundsrepublikken Vesttyskland. Kort tid efter blev Østtyskland oprettet som Den Tyske Demokratiske Republik. Herved var der opstået en helt ny situation. Det er muligvis en af grundene til, at sagen med Bolle efterhånden gled i baggrunden. Man forsøgte fra dansk side at få ham stillet til regnskab. Men det ville man ikke acceptere i Vesttyskland.

Jagten afblæses, da der kom meddelelse om, at en Gerhard Alexander havde begået selvmord ved at kaste sig ud gennem et vindue fra hospitalets anden sal. Denne Gerhard Alexander var ingen anden end Fritz Bolle. Han blev 72.

Hvorfra stammer så sentensen: ”Formentlig den groveste Sadist, der har været her i landet… ” ? I efteråret 1946 var Rigsadvokaten i gang med at klargøre sagerne mod de pænt mange krigsforbrydere i Danmark. Naturligvis var der en sag på Fritz Bolle. Uden på omslaget til sagsmappen havde en jurist skrevet ovennævnte. Men med en lille ekstra tilføjelse: ”Han skal findes. 29/10 - 46”. Men det lykkedes som nævnt aldrig. Hvor mange, der slap bort via kontakter i Vesttyskland og Vatikanet, er det svært at få overblik over. Men vi taler om virkelig mange, herunder Josef Mengele og Eichmann. Sidstnævnte fik Israel fat på. Han blev bragt for domstolen i Tel Aviv, dømt til døden og hængt. I disse to dokumentarfilm ses, hvordan de mange undslap retfærdighedens lange arm:

https://youtu.be/CDg0WCw7HGo?si=W9xLY28i8b5O7k37

https://youtu.be/nS09QuYr2OQ?si=RVefLDZq-JMxuJWq

De stammer ikke fra bogen, men taget med her for at understrege, hvorfor det var så svært at få fat i krigsforbryderne.

Et stort arbejde

Der er lagt et stort arbejde bag denne bog med masser af søgen i arkiver for at kunne dokumentere fremstillingen. Det er gjort med sikker hånd. Illustrationerne, der støtter teksten, er velvalgte. Og så har historikeren Thor Bæch Pedersen en god skriftlighed, der letter læsningen af dette drama af næsten Shakespeareske dimensioner.

[Historie-online.dk, den 4. februar 2026]