De udstødte, de uvelkomne og de beundrede

Af Kresten Søe

En ny vinkel på besættelseshistorien

Hvordan behandlede det officielle danske samfund modstandsbevægelsens helte, forrædere og flygtninge i datidssamfundet?

En meget stor del af svaret kan findes i denne bog, som er sammensat med tværfaglige bidrag af historikere og formidlere fra en række museer.
Projektsamarbejdet tog sin begyndelse så tidligt som i 2022, og for redaktionen står Henrik Lundtofte, der også selv har bidraget i fremstillingen.

Værkets primære indhold på tre hovedafsnit bringes imellem en ramme med bred introduktion og en afslutning med perspektivering og konklusion.
Yderligere trækker bogen linjerne op til 1960'ernes etablering af den danske velfærdsstat.

Indledningen omfatter blandt andet en redegørelse for en rapport fra den britiske økonom, politiker og reformator William Beveridge. En rapport, som så tidligt som i 1942 tog hul på spørgsmålet og en udmøntning af efterkrigstids befolkningens forhåbninger om social forandring og forventning om velfærdsforbedringer, når den lange krig endelig var afsluttet.

”De udstødte, de uvelkomne og de beundrede” bygger som historisk værk på et særdeles omfattende og for størstedelens vedkommende nyt arkivmateriale. Bogen er rigt illustreret med s/h fotos af begivenheder og hovedpersoner samt diverse, skemaer, breve og arkivalier. Derudover er værket afrundet af ikke mindre end 40 sider med noter, kilder og register.

Indhold og opbygning

Bogen tre primære afsnit på hver flere kapitler er opdelt således:

De udstødte: - Om straf kontra resocialisering?

Modstandstandsbevægelsen og den brede befolkning krævede straks efter 4. maj hårde straf for de, som var gået tyskernes ærinde. Men snart meldte eftertanken sig i både politiske og andre toneangivende kredse. Frygten her gik på, at retsopgøret kunne skabe en pariakaste, der på længere sigt kunne udvikle sig til en trussel mod samfundet og demokratiet.

Indsatsen under og efter strafudøvelsen blev derfor ret hurtigt lagt på resocialisering og genindslusning på arbejdsmarkedet. Indsatsen formede sig derfor - som tiden gik - til en navigation mellem straf, forsoning, prøveløsladelse og andre pragmatiske løsninger. Alle elementer, som kom til at skygge over den oprindelig tiltænkte afstraffelse og afnazificering.

Mange af kilderne til fremstillingen er her hentet fra et bredt repræsentativt arkivmateriale fra Viborg, som giver et fint illustrativt indblik i såvel processen som de opnåede resultater.

Bogen lægger dog heller ikke skjul på forhindringerne undervejs, idet mange af de prøveløsladte på en del arbejdspladser i større eller mindre grad blev frosset ud, når deres fortid kom i spil. Flere løsladte valgte derfor enten at forlade deres lokalsamfund og fx at søge arbejde i hovedstaden eller i Sverige. Atter andre valgte i stedet hemmeligholdelse og levede derfor i årevis under stort pres i frygt for at blive afsløret.

Men alt i alt forløb den pragmatiske tilgang til genindslusningen via arbejdsmarkedet dog særdeles fint og den indledende frygt for en kommende pariakaste blev derfor gjort til skamme.

De uønskede: - Hjemsendelse hvordan og til hvad?

Denne del af de tre primære afsnit omhandler de mange uønskede flygtninge. Der var her tale om hele 234.000 tyske civile, som var kommet til Danmark i krigens sidste måneder.

Da den blivende afgørelse i dette spørgsmål var repatriering, var kontakt med den danske befolkning og enhver form for tilløb til integration udelukket.
De tyske flygtninge opholdt sig derfor isoleret først i en række mindre og senere større lejre, mens der gik flere år, inden de sidste kunne hjemsendes.

Bogen redegør for områdets danske tilsyn og administration, de vekslende danske politiske holdninger samt ikke mindst den tilsigtede afnazificering og ”genopdragelse” til demokratiet efter nazismen.

Her berettes fx indgående om udfordringerne i de mange tyske børns skoleundervisning. Potentielle egnede lærerkræfter skulle her først findes i flygtningenes egne rækker, inden de efterfølgende blev scannet for eventuelle tilbageværende nazistiske holdninger.

Yderligere tilkom store udfordringer i fremskafning af nyt neutralt tysksproget undervisningsmateriale, der ikke var indholdsmæssigt præget af den lange perioden under Hitlerstyret.

Udfordringer og opgaverne var både her og på en række andre områder omfattende og resultaterne forholdsvis vanskelige at evaluere retrospektivt.

Udover tyskerne var der 35.000 ikke-tyske flygtninge. Her var der fortrinsvis tale om østeuropæiske civile, tidligere kz- og krigsfanger, strandede soldater eller finske og spanske børn, som enten havde søgt tilflugt fra den røde hær og nazismen eller af andre årsager var havnet i Danmark.

Denne del af krigsflygtningene levede under ret frie forhold og repatrieringen blev også her forberedt via arbejdsmarkedet eller fx en organiseret oplæring i håndværksmæssige kvalifikationer.

De beundrede: - Modstandsfolkene og deres skæbne efter krigen

Som de første beslutninger og lovgivningen i retsopgøret foregik også de første erstatningssager til Besættelsens ofre under et massivt tidspres.
Allerede kort efter Befrielsen blev Kontoret for særlige anliggender etableret til formålet. Efter endt virksomhed blev kontoret atter nedlagt i 1947, hvorefter blev opgaven videreført af Erstatningsrådet efter erstatningsloven af 1945, som først blev nedlagt så sent som i 1997.

Erstatningsrådet var sammensat af både embedsmænd og repræsentanter fra DKP og Dansk Samling. Rådet behandlede i sin virketid ikke mindre end 21.706 ansøgninger, hvoraf 55 % var fra modstandsfolk og kommunister.  Disse gruppers repræsentanter i rådet arbejdede da også ihærdigt for at få eget bagland i front på bekostning af fx kz-fanger og jøder.

Men arbejdet i Erstatningsrådet kompliceres også af andre elementer - fx opdagelse og stillingtagen til senfølger og vedvarende traumer hos de mange ofre.

I denne del af bogen kommer forfatterne også ind på modsætningerne mellem de forskellige grupperinger i modstandsbevægelsen, hvor især kommunisterne var fremme i skoene og – som i så mange andre fora i de nære efterkrigsår – ihærdigt forsøgte at manøvrere landet ind i en sovjet-inspireret samfundsopbygning.
På samme måde som i bogens første hoveddel om de udstødte udbygges og eksemplificeres udbetalinger og linjer også i denne del af fremstillingen på glimrende vis via anonymiserede enkeltskæbner.

Det primære indhold i denne del af værket udgøres dog af forhold og prioritering omkring udbetaling af erstatninger. En proces, der i den første tid foregik ad hoc, for derefter at blive videreført i lovgivningsbaserede rammer via i Erstatningsrådet op til 1997.  

Et særligt kapitel i denne del af bogen udgøres af socialhjælpen til kvinderne i efterkrigstiden.

Et fint formidlet værk om de første år efter Besættelsen

Bogen maler både i detaljer og med bred pensel omkring begivenhederne efter Befrielsen. De mange bidrag udfylder tilsammen et hidtil meget sparsomt beskrevet og udforsket område af besættelseshistorien.  Et område, hvor vigtige beslutninger ofte blev udmøntet i pragmatiske løsninger, som forfatterne påpeger på mange måder fik betydningsfulde konsekvenser langt ud over efterkrigsårene. Det være sig  i form af løsningserfaringer, som ydermere – som årene gik – resulterede i et nyt syn på straf og resocialisering. Hertil kom værdifuld erfaring med hensyn til bistand, udbetaling og forsorg, der på flere måder kom i spil som grundlag for de efterfølgende årtiers opbygning af den danske velfærdsstat.

Bogen fremstår både grundigt researchet og veldisponeret. Yderligere er der også herfra ros til de gode indledninger for hvert af bogens kapitler og hovedafsnit, ligesom der også uddeles point til formidlingens illustrative inddragelse af eksempler.

Alt i alt fremstår ”De udstødte, de uvelkomne og de beundrede” som et savnet værk, der på kvalificeret vis udfylder på hul på et væsentligt besættelseshistorisk område.
Bogen har som sådan bud til både alment og viderekommende interesserede.

[Historie-online.dk, den 11. marts 2026]