Ikiuisartoq - en der hjælper

Af Søren Peder Sørensen

Alfred Dam har i en alder af 96 år skrevet og udgivet en tankevækkende, skarp og indsigtsfuld bog om den periode i slutningen af 1960’erne, da Grønland fik sin egen social- og arbejdsdirektion.

Arbejds- og socialvæsenet var det første område, som blev selvstændig og ansvarlig myndighed under Grønlands Landsråd. Med bogen ”IKIUISARTOQ – én de hjælper” sætter Alfred Dam fokus på en interessant periode i Grønland, ikke mindst på det sociale område. Og det gør han ud fra sine erfaringer som Grønlands første arbejds- og socialdirektør fra 1966 til 1971.

På landets egne ressourcer

Alfred Dam (født 1929) har en mangesidig karriere bag sig. Før sin tid i Grønland var han uddannet typograf, men det var især som socialrådgiver og som leder af Danmarks Sociale Højskole i Aarhus, der i 1960’erne banede hans vej til Grønland. Siden blev han et kendt navn fra medlemskab af talrige regeringsudvalg, blandt andet som formand for styringsgruppen vedrørende lovliggørelsen af Christiania og som mangeårig socialdirektør i det daværende Storstrøms Amt.

I Grønland opnåede Alfred Dam stor anerkendelse for med en usædvanlig personlig indsats at medvirke til at opbygge et moderne og utraditionelt socialvæsen. Det var hans ønske, og det går som en rød tråd gennem bogen, at indrette et socialvæsen, der hvilede på landets egne ressourcer, præmisser, kultur og traditioner.  Men gang på gang løb han panden mod en mur i det danske embedsmandsvælde.

Prøven kom til at stå med oprettelsen af en ny medarbejdergruppe, de grønlandske socialmedhjælpere (heraf bogens titel).  I Grønlandsministeriet fandt man en sådan medarbejdergruppe overflødig og placerede den lavere end uuddannede kontormedhjælpere. Både ministeriet og Alfred Dams egen fagforening  ønskede traditionelle socialrådgivere og sagsbehandlere, for alt skulle være lige som i Danmark. Alfred Dam kæmpede ufortrødent videre, bakket op af grønlandske fagpersoner. Hans holdning var, at nok skal professionelle rådgivere undgå følelsesmæssigt engagement, men empati, forståelse og respekt er nødvendig.  I det lange løb sejrede Alfred Dam, og  socialmedhjælperne blev en populær medarbejdergruppe i Grønland, fordi de forstod sig på den nære kontakt med borgerne, på grønlandsk!

I ”IKIUISARTOQ – én de hjælper” kommer Alfred Dam vidt omkring, for der skete mange ting i Grønland i disse år, hvor han var socialdirektør. Der var flyulykken med brintbomberne ved Thule i januar 1968; besøget af kong Frederik og den altid velforberedte Dronning Ingrid samme år. Der var en pressehetz i danske medier om forsømte børn i Østgrønland og om danske adoptioner af grønlandske børn. Bare disse stakkels børn dog kunne komme til Danmark, så ville alt blive godt! Men var det til børnenes bedste? Alfred Dam var i hvert fald ikke overbevist.

Der var også den ulykkelige sag om tvangslukningen af kulminebyen Qullissat, hvor politikerne havde overladt det til Alfred Dam at overbringe det tunge budskab, at befolkningen skulle flytte, hvad enten den ville eller ej:  ”Jeg husker mødet som noget af det ubehageligste, jeg har oplevet.”

Den gamle kloge

Alfred Dam giver baggrunden for at forstå, på hvilket stadium det dansk-grønlandske forhold befandt sig i slutningen af 1960’erne. Dengang var der kun beskedne spændinger mellem grønlændere og danskere, ikke noget egentligt danskerhad, men måske var der alligevel tendenser til etniske konflikter, de kom bare sjældent til udtryk, konstaterer han.

Alfred Dam blev af grønlændere kaldt ”aquttoq”, som betyder ”den gamle kloge”. Det var en stor ære, og bogen kunne sagtens have båret den titel.  Hans respekt for Grønland og for dens mentalitet og historie er stor. Samtidig evner han, med både humor, sarkasme og en ligefrem facon, at afsløre dansk arrogance og uvidenhed, så den til tider antager groteske former.

For eksempel da Alfred Dam besøgte et børnehjem i Ilulissat med statsminister Jens Otto Krag. Børnehjemmet blev regeret af en dansk forstander, der gik meget op i rengøring.  Krag reagerede med ubehag og spurgte, om børnene ikke havde noget legetøj? Jo, men det var låst inde. Der kan vel låses op? Men nøglen var blevet væk.  Krag forlod hastigt børnehjemmet, han havde set nok. Bagefter spurgte en bekymret forstander Alfred Dam, om statsministeren mon syntes, at der havde været uordentligt? Nej, tværtimod.

Desværre forekommer der visse steder i bogen lange passager, som med fordel kunne være strammet op. Det gælder f.eks. flere siders detaljerede gennemgang af Landsrådets efterårssamling i 1969 og Arbejds- og Socialdirektionens beretning i 1970. Mindre kunne have gjort det. Til gengæld er udvalget af illustrationer både flotte og velvalgte og i sig selv en pryd.

”IKIUISARTOQ – én de hjælper” er en bog til eftertanke og perspektiv om det dansk-grønlandske forhold. Den er oplagt til at indgå i det kommissionsarbejde, som regeringen i Grønland og Danmark har nedsat med henblik på en historisk udredning om forholdet mellem Grønland og Danmark siden 2. Verdenskrig. Skønt kommissionen blev nedsat for to år siden, er den åbenbart slet ikke kommet i gang med arbejdet endnu. Så det kan nås; en bog til tiden!

(Historie-online.dk, den 6. august 2025]