Det lille kvindemenneske
Arnarulúnguaq var Knud Rasmussens kvindelige, grønlandske rejseledsager på den 5. Thule-ekspedition. Denne rejse er også kendt som Den Store Slæderejse, der fra 1921 til 1924 gik fra Grønland til Stillehavet. Uden “det lille kvindemenneske” var rejsen antagelig ikke blevet til en succes
Af Michael Koch
Arnarulûnguaq blev født i 1896 i Nordvestgrønland. Allerede på de første sider bliver læseren bekendt med forholdene på Grønland på den tid. Det så sort ud for familien. Hendes far døde, og når fangsten ikke kom i hus, manglede familien mad. Det var en virkelig barsk tid. Derfor var planen, at der skulle være en mund mindre at mætte, og denne mund var Arnarulûnguaqs. Hendes tre søskende var sammen med Arnarulûnguaq for at tage afsked med hende, og hun lagde selv fangelinen om halsen. Hun følte ingen frygt. Hun var klar over, at det var nødvendigt. Hendes bror græd hjerteskærende, og det smittede af på de andre børn, så alle børnene græd som piskede. Det påvirkede hendes moder så meget, at linen igen kom af halsen.
Knud Rasmussen mente en hel del år senere, at Arnarulûnguaq så hændelsen som en slags genfødsel. Hun lærte sig at være stille. Stilhed var det tryggeste, og det er i øvrigt almindeligt selv i dag, at mange grønlændere fra Nordvestgrønland er stille.
Et kort over 5. Thule-ekspedition. Det eneste lille ønske havde været et endnu bedre kort i bogen.
Der blev samlet ekspeditionsdeltagere til Knud Rasmussens store 5. ekspedition. Det havde taget flere år at planlægge rejsen. Det var ikke uden forsinkelser og besvær. Skibet, som de ventede med deres udstyr, forliste på vejen. Noget kunne reddes, men andet skulle skaffes igen. Med hensyn til besætningen var Rasmussen, Arnarulûnguaq og de øvrige deltagere ikke optaget af grænser og stammer men primært af, hvordan forskellige mennesker lever og tænker.
Skibet “Søkongen” havde ikke en motor, man kunne stole på. Ustandseligt gik den i stykker, men den 23. september 1921 var alt klart. Spændende at læse om ekspeditionens møde med fremmende kulturer og læse beskrivelsen af dette nye folks dragter, farverige og syet af de fineste sælskind. Mens forskerne arbejdede i de dybfrosne lag efter spor fra tidligere kulturer, rejste Rasmussen rundt i områderne for at møde indlandsboere og inughuitter fra Grønland. I øvrigt skriver forfatteren, at Rasmussen havde en rangfølge på ekspeditionerne. Hundene stod som nummer ét, eskimoerne som nummer to og endelig hans hvide kammerater som nummer tre. Tænker man over det, er det klart, at en ekspedition dengang var dybt afhængig af hundenes sundhed og trivsel.
Arnarulûnguaq mellem Qâvigarssuaq og Knud Rasmussen
Det var spændende læsning om Arnarulûnguaq undervejs på den flere år lange tur med slæde og hunde, mødet med rejsende, jagten på mad og alle mulige opgaver. Arnarulûnguaqs mand døde, inden de kom afsted fra Thule. Det trøstede hende, at han fik en kristen begravelse. Det var karakteristisk, at hun vendte smerten indad, et tegn på virkelig smerte for en kvinde som hende. Om dagen sled hun hårdt som den stærkeste mand. Om aftenen blev hun til den huslige kvinde, der lavede mad og reparerede tøj og anden udrustning. Det vil sige: Det huslige kom først i gang, når nattens snehytte var bygget. Besætningen mødte nye fremmede, som lærte dem en enklere og hurtigere måde at bygge hytterne på. På den slags ekspeditioner var det nødvendigt at samarbejde konstant, ligesom man udvekslede ideer og viden med dem, man mødte. På ruten gennem Nordvestpassagen og langs Amerikas nordkyst skulle de selv skaffe føden til sig selv og i høj grad også til hundene. Målet var East Cape, som lå som det yderste mod vest.
18.000 kilometer var rejsen planlagt til. Rasmussens 5. ekspedition oversteg alle de andre, han havde gennemført. Undervejs var der passager, der var alt for spændende, med problemer og mangel på mad. Læseren opdager sit eget smil på læben, da Knud Rasmussen skriver om et skib, der stævner ind mod bopladsen lige på det tidspunkt, hvor deres nød og sult var størst. Når isen blev for tynd, opstod der også farlige situationer. Meget spændende læsning, mange gange gennem bogen.
Arnarulûnguaq har flere mindesmærker i Grønland, og i 1996 kom hendes ansigt på et frimærke. I løbet af få år vil man også møde hende på en ny dansk pengeseddel
Forfatteren Kirsten Hastrup er professor emeritus i antropologi ved Københavns Universitet. Hun har i mange år forsket i Thuleregionens historie. I øvrigt er hun forfatter til flere bøger om antropologi og arktisk historie.
Arnarulûnguaq døde som kun 33 årig. Hun var altid årvågen og tænkte på alles sikkerhed og velbefindende. Hun var bevidst om, hvor lidt der skulle til, før det kunne gå helt galt. En stille kvinde som var uundværlig for Knud Rasmussens 5. ekspedition. Det er en rigtig dejlig bog, en bog, der er uhyre velskrevet i et meget behageligt sprog. Det er ikke blot lærerig læsning om Knud Rasmussens ekspedition og hans uundværlige “lille kvinde”, men også er stor fornøjelse at læse forfatterens tekst.
[Historie-online.dk, den 5. november 2025]
