Steinhof - Fra utopi til nazilaboratorium

Fra 1905-1907 opførtes i udkanten af Wien et kompleks med 34 pavilloner, klinik, sanatorium, plejehjem, teater, kirke og tilstødende landbrug. Sindssygehospitalet Steinhof var tænkt som et teknisk moderne og komplet samfund. Humanistisk psykiatri og nye metoder var tanken, med det blev i stedet et mareridt under nazismen

Af Michael Koch

Dengang Steinhof anlægget blev bygget, var det som et højt avanceret sindssygehospital. Stedet var endda bygget som et selvforsynende minisamfund med smukke bygninger i barok stil, hvor de fritliggende bygninger bindes sammen af grønne områder. Wienermodernismen skulle være modellen til andre hospitaler i Europa. Da det stod færdigt og blev taget i brug i 1907, var det Europas mest avancerede sindssygehospital, som det hed dengang. Nytænkningen handlede ikke kun om behandlingsformerne men også hele strukturen i bygningskomplekset. I 2013 forsøgte en forfatter, Christian Schubõck, at få en UNESCO anerkendelse. Desværre blev det i 2021 klart, at det ikke lykkedes at få en UNESCO kåring. Jugendstilen er et centralt element, og gør Steinhof til noget unikt i sin helhed. Både for at spare penge på jordarbejder og for at skabe noget specielt følger bygningerne landskabet, så husene ikke ligger i samme plan.

Tilbage i tiden før 1900 blev sindslidende blot spærret inde, men kulturminister Wilhelm von Hartel ville fejre kejserens 50-års regentjubilæum med denne nytænkning. Mange kræfter blev sat ind, og store navne som eksempelvis Sigmund Freud var på det meget store hold af behandlere og forskere. Bogen beskriver om det voksende jødehad og Wiens modernisme og blomstrende kulturliv. De fritliggende pavilloner og grønne områder var stik modsat tidligere kasernebyggeri, hvor de sværeste tilfælde blev lænket i celler.

Kirken på Steinhof

I årene efter 1. Verdenskrig skete der en lang række ændringer og ombygninger. I 1923 var det slut med det fashionable borgerskabs sanatorieophold, deres tid var ved at rinde ud i landet. Efter Tyskland overtog Østrig den 12. marts 1938, skete der mange ting meget hurtigt. Den nazistiske sundhedspolitik blev sat i værk, og det kostede 7.500 patienter livet. Det forfærdelige “Judenreinheit” blev målet. Det var i øvrigt her Hans Asperger udarbejde sin teori om “autistiske psykopater”, som i 1981 blev kendt, da den engelske læge Laura Wing læste afhandlingen. Hun har selv en autistisk datter, og tilpassede sammen med andre læger Aspergers begreber til at være et “syndrom” i stedet for “psykopati”.

I 1940 ryddede tyskerne de sidste ni pavilloner og deporterede 3.200 patienter til koncentrationslejrene. Heraf var 772 af dem børn. Efter krigen fik en hel del af det ledende personale meget hårde domme for krigsforbrydelser. I 2002 opsatte man 772 lyssteller i et anlæg til minde om de dræbte børn. I dag bliver en del af pavillonerne brugt til andre formål, mens andre står tomme. Elo Nielsens lille bog på kun 112 sider er usædvanligt velskrevet og beskriver meget stærkt denne epoke i Østrigs behandling af sindslidende. Jeg ville gerne have læst mere, både af forfatteren og emnet.

[Historie-online.dk, den 14. januar 2026]