Knud Rasmussen og Grønlands kolonihistorie

I 1980’erne fik jeg en besked, mens jeg opholdt mig højt oppe i det nordlige Grønland. Det var den grønlandske journalist Jørgen Fleischer der ville dele et fund med mig. Da jeg en tid senere kom ned til Nuuk, gik jeg hjem til ham. Først kaffe - naturligvis - siden pakkede han uhyre forsigtigt et stort stykke pergament ud. Det viste sig at være en gammel korttegning over den nordligste Grønlandskyst. Med en anden pen var ruten tegnet ind og angivet med dato. Der var fedtpletter og blod på det gamle kort. Kortet var tegnet af Knud Rasmussen. Som man kender ham deroppe fra isødet. Nu har lektor Knud Michelsen skrevet en bog- ”Knud Rasmussen og Grønlands kolonihistorie” - der tegner et dybtgående og fascinerende portræt af polarforskerens mangesidige indsats. Især for den oprindelige befolkning. Bogen er antaget som doktordisputats ved Københavns Universitet, Amager.

 Af Erik Ingemann Sørensen

Knud Rasmussen med et kort - muligvis i forbindelse med den store Thuleekspedition. Foto: Arktisk Institut.

Der gik et sus gennem mig, da jeg fik lov til at se Knud Rasmussens korttegning. Det samme sus oplevede jeg under læsningen af Knud Michelsens nye bog. Jeg har mange og pragtfulde bøger om og med Knud Rasmussen stående i mine reoler. Og så dukker der helt nyt stof frem. Det gør virkelig bogen spændende, selv om meget naturligvis er akademiske konstateringer og vurderinger, som det skal være i en afhandling af denne karakter.

Flere afsæt

Forfatteren tager med rette afsæt flere forskellige steder. De sidste 10 års debat om historie har skabt helt nye vinklinger. Mange blev ganske chokerede, da afrikanskfødte Bwalya Sørensen pludselig optrådte med råben og skrigen i store demonstrationer især i København under kampråbet: ”Black lives matter”.  På et tidspunkt forlangte hun, at de hvide, der i solidaritet med bevægelsen, havde stillet op forrest, at de blev flyttet ned bagest. I november 2020 smed professor ved Kunstakademiet, Katrine Dirckinck-Holmfeld, en buste forestillende Frederik den Femte i vandet i Nyhavn. I protest mod den danske slavehandel. Det medførte omgående fyring.

Den 30. juni 2020 gik det ud over Knud Rasmussen busten uden for biblioteket i Hundested – hans hjemsted hernede mod syd. Den blev overhældt med rød maling.

Busten af Knud Rasmussen efter hærværket. Illustration fra bogen.

Hvorfor nu tage alt det op. Jeg gør det for at understrege, hvor forandret synet på historien er blevet. Ordet koloni er som en rød klud for en gruppe mennesker af både den ene og den anden slags. Derfor var det lidt af en lettelse at læse en kronik fra en af de store i dansk kulturhistorie: Niels Barfod. Jeg tillader mig et par citater:

”Tidens antiracismejægere har været på arbejde med den røde spand … Men ud over at være repræsentant for ”divinationen” var Knud Rasmussens forhold til grønlænderne gennem et helt liv samtidig så tæt og empatisk, at den røde maling vidner om mere end indskrænket historieopfattelse … Det uforeneligt store, der gør, at han sagtens kan holde til en sjat rød maling, ligger i kompleksiteten og spændvidden, kort sagt formatet i hans tilgang til den verden deroppe, som blev hans skæbne, fra han slog øjnene op, til han lukkede dem…”

Knud Michelsen gør ikke så meget ud af Haag-processen. Det er egentlig synd. For her leverede Knud Rasmussen et formidabelt forsvar for grønlænderne og Danmark. Et citat fra hans tale, der indledes med et retorisk spørgsmål: ”Med hvilken ret står jeg her?” Genialt. Senere hedder det: ”Jeg derimod er ikke blot knyttet til det grønlandske folk gennem blodets bånd; jeg har lige fra min barndom uafbrudt bevaret forbindelsen. Vi taler det samme sprog. Vi har som jægere og som rejsende de samme færdigheder og interesser, og derfor betragtes jeg under alle forhold som en af deres egne”. Oser dette af kolonialherren - af nedladenhed?

Danmark blev tildelt overhøjheden over Grønland.

Bogen er en monografi

Forfatteren fremhæver, at bogen er en monografi … ”En videnskabelig afhandling, der behandler et nærmere afgrænset emne (Den Store Danske), herunder en persons professionelle virke og gør det på en udtømmende måde…” (s.16).

Lidt efter skriver Michelsen: ”Det nærmere afgrænsede emne er KR’s forhold til koloniale grønlandspolitiske forhold, som undersøges gennem kendte og ukendte kilder fra hans professionelle virke…” (s.16).

Det er en af siderne ved bogen, der i den grad lukker op for nye dele af Knud Rasmussens liv. Man bliver helt ærligt fascineret af disse kilder, som det må have krævet en enorm indsats at finde frem til. Hertil kommer, at Knud Michelsen inddrager synspunkterne i den nyere forskning i kolonipolitikken. Synspunkter der ofte står voldsomt konfronterende over for hinanden.

En disputats skal bygge på teoretiske perspektiver. Herom skriver forfatteren: ”Det er jo sandt, at man let kan få det indtryk, at det hele kommer an på teorier, især de nyeste, og at virkeligheden til gengældt bliver ladt i stikken. Jeg har tidligere i denne indledning givet eksempler på, at teorier om Danmark som kolonimagt i Grønland kan have tendens til at skabe lukkede frem for åbne fortolkninger.” (s. 34 f.).

Forfatteren fremhæver, at der ikke ligger nogen ny teori bag hans afhandling, for så vidt heller ikke nogen gammel og fortsætter: ”Teorien er materialet iboende i den forstand, at den bygger på begreber, som både spillede en vigtig rolle i samtiden og KR og gør det i dag, nemlig begreberne anerkendelse og fremskridt/modernisering. KR’s samtid og han selv var behersket af ideen om fremskridtet som Historiens motor og som uomgængeligt vilkår for alle jordens folk…” (s.35).

Knud Michelsen har herved sat sit pejlemærke for afhandlingen. Et pejlemærke der på en måde viser hans beretninger vejen og udvælgelsen af dokumentarisk materiale. Holder man dette for øje, møder der læseren et væld af oplevelser og nytolkninger bogen igennem.

I det fornemme materiale ”Danmark på film”, kan man se Jørgen Roos’ filmiske fortælling om Knud Rasmussen. Jeg kan ikke linke til den, da der ikke er rettigheder til det. Men man kan se den på egen PC.

En stor personlighed og en stor fortælling

Der er en del korrektiver i fremstillingen af Knud Rasmussens rolle for grønlænderne. Men for mig at se, er hans tale ved Den Internationale Domstol i Haag en afgørende kilde til forståelse af hans holdninger. Han er naturligvis ”spaltet” i to: danskeren og grønlænderen. Men hans livsindsats for inuitterne og deres land gør, at han nu engang er hævet over de mest banale fremstillinger af koloniherredømmet.

Nu har Knud Michelsen med sin nyeste bog skrevet en stor fortælling om Knud – en fortælling der ganske enkelt stemmer sindet til ydmyghed.

Disputatsen vil blive forsvaret på Københavns Universitet – KUA - den 12. september.

Knud Rasmussen i sit rette element – ”Giv mig hunde og sne” – på en af sine ekspeditioner, der igen og igen betrådte ukendt land. Foto: Arktisk Institut.

[Historie-online.dk, den 6. august 2025]