Menu

Sirius

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 69

 

Af Kresten Søe


Siriuspatruljen fylder 75 år

Gennem 75 år har Sirius patruljeret ved Rigsfællesskabets yderste grænse i det nordøstlige Grønland i et barsk koldt område bestående af is, klipper og endeløse snevidder.

Gennem denne udørk, der nu er erklæret som naturpark på 972.000 km2, patruljerer Sirius i året rundt fortrins vis med seks hold med to mænd, slæder og hundespand.

Om vinteren sænker polarnatten sig over landskabet, mens sommeren til gengæld byder på midnatssol døgnet rundt.
Landskabet er både storslået og betagende. Men den tyste skønhed dækker over en nådesløs natur, der ikke tolererer det mindste fejltrin eller overmod, men i værste fald kan byde på en brat død af kulde, drukning eller som offer for isbjørne eller andre dyr.

Patruljeringen foretages af mænd fra Jægerkorpset gennem skiftende hold i to års tjeneste. Alle er frivillige og nøje udvalgt blandt de bedst egnede blandt mange ansøgere.

Sirius opgaverne er primært en markering af dansk suverænitet i det øde område, men også observation af vejret står på opgavelisten. De mange slædeture med hundeforspand omfatter yderligere pligter så som vedligehold af og opfyldning af depoter på de mange hytter, som er opført til fx ly for vejret og mellemstationer på de lange slædeture.

Disse opgaver kræver både mod, overblik og udholdenhed. For blot det at overleve i naturen er i sig selv en udfordring, som de færreste almindelige mennesker overlever.

Høj sol over Vendedal. Foto: Henrik Skjoldhøj Nielsen

Opbygning, struktur og indhold

Bogen er et rigt udstyret pragtværk i stort format, som overalt er indbydende illustreret med kort og smukke kunstneriske farvefotos indfældet i halve eller kvarte sider og storslåede dobbeltopslag.

Fremstillingen er opdelt i kapitler i kronologisk orden skrevet af tidligere Sirius deltagere fra 1950 til i dag.
Der indledes med et par kapitler om området og dets historie, baggrunden for oprettelsen af patruljen og de vilkår og rammer, som tjenesten omfatter. Disse historiske kapitler kommer bl.a. ind på den grønlandske/danske baggrundshistorie før, under og efter anden verdenskrig.
Her berettes fx om Norges krav på en del af Grønland, der udartede sig til flaghejsning og regeringserklæring om, at en del af Østgrønland var okkuperet som norsk i 1931.

Danmark bragte sagen for den internationale domstol i Haag, der i 1933 afviste Norges okkupation som retsstridig og ugyldig.
Afgørelsen skabte en årelang norsk bitterhed, som under krigen endog udartede sig i, at fremtrædende nordmænd forsøgte på at få kravet opfyldt gennem Nazityskland.

1939-45 var Grønland også krigsskueplads, idet tyskerne gentaget oprettede vejrstationer i Østgrønland for at kunne levere essentielle vejrforudsigelser til hjælp for værnemagten og den tyske flåde.

Til opsporing af disse vejrstationer blev der oprettet danske slædepatruljer, som på mange måder var Sirius patruljens forløbere.
Efter krigen trængte behovet for suverænitetshåndhævelse sig yderligere på. I og med den kolde krig og Natomedlemskabet i 1949 blev Sirius i 1950 således en realitet.

Dramatiske oplevelser og dagligdagshændelser

De mange kapitler med oplevelser af Sirius deltagere gennem de 75 år fortæller både om patruljens formål og arbejdets udførelse og vilkår gennem årene.
Der berettes her både om livet som patruljefører, almindelige rutiner og dramatiske oplevelser, hvor man så døden i øjnene. Der suppleres med kapitler med skildringer af kammeratskabet mellem mænd, der i en helt anderledes hverdag var henvist til hinandens selskab i en grad, der oftest ville gå utrænede på nerverne.

Yderligere kapitler fortæller om mødet med de vilde dyr i naturen og den særlige tilknytning til slædehundene og de bånd, der her opstod mellem dyr og menneske.

Endelig rummer bogen også kapitler om kærligheden til den storslåede natur, pligterne under arbejdet og enkelte erindringer af mere humoristisk tilsnit.
Dramatikken, der ind imellem gør det vanskeligt at lægge bogen fra sig, ligger ofte i de personlige beretninger om overlevelse under naturens vildskab med livsfarlige episoder, når havisen brister og indespærring i teltene, mens sne og storm rasede i dagevis, mens de livsvigtige forsyninger svinder ind. Andre kapitler giver som modvægt et mere dagligdags billede af hverdagens trummerum, hvor rutineopgaver udfyldte dagene.

Ind imellem uddybes med mere faktamættede rammekapitler om fx slædepatruljens våben, hundeslædens konstruktion, naturparkens dyreliv, hundepisken samt om patruljens fartøjer 1950-2025, der bestod af skibe til sommerpatruljering på det isfri hav og fx fornyelse af depoter i hytterne langs slæderuterne.

Sædehunden Zeiss med de herlige bløde ører. Foto: Inuk Iversen

Konklusion og vurdering

Bogen giver et fint og velfacetteret indblik i Sirius patruljens brogede opgaver og vilkårene for deltagerne i såvel hverdagssysler som de dramatiske episoder, hvor deltagerne ind imellem støder på barskt vejrlig og vilde dyr.

Flere kapitler her byder på spændende læsning i form af dramatik, der næsten udarter sig til page turner lignende spænding.
Yderligere suppleres med fine skildringer af kammeratskabet og sidst - men bestemt ikke mindst - samværet med de helt og aldeles uundværlige slædehunde.

Her skal specielt fremhæves et glimrende både humoristisk og meget indlevet kapitel af Jens-Henrik Jensby: Slædehunde, slagsmål og førstehjælp. Dette kapitel der byder en næsten unik kærlig indlevelse i slædehundenes forskellige ”personlighed”, intelligens og indbyrdes interaktion og magtfordeling.
Endelig tilkommer det fantastiske illustrationsmateriale af farvefotos af naturomgivelser og de forskellige dyr i Grønland. Begge dele er i fint samspil med fremstillingen og giver beretningerne en unik atmosfære, som også vil tiltale fans af naturskildringer.

Sirius patruljens 75 års jubilæum kunne næppe ledsages af en bedre bog til den brede målgruppe end her.

[Historie-online.dk, den 27. august 2025]

Se relaterede artikler
Knud Rasmussen og Grønlands kolonihistorie
Grønland i krig
Den allerliderligste skare