Eigil Knuth og Peary Land

Af Benny Staal, arkæolog cand.mag.

Når man bliver spurgt om at anmelde en bog/et emne, som man omtrent er på bar bund med, er det lidt med ærefrygt, at man kaster sig ud i sådan et projekt. Det gjorde anmelderen af denne fine bog om Eigil Knuth, polarforskeren, der i gennem mange årtier udforskede dele af Nordgrønland, bl.a. Peary Land.

Bogen er skrevet af forfatter og tidl. skolelærer Rud Kjems, som i forordet i bogen fortæller om sin fascination af Grønland i sine unge år, hvilket resulterede i en livslang interesse. Kjems fortæller, hvorledes han kom i forbindelse med Eigil Knuth i 1981 ved en generalforsamling i Jysk Arkæologisk Selskab. Resultatet medførte, at Rud Kjems blev inviteret til at deltage i en ekspedition til Peary Land, den 20. af slagsen, i 1982. Rud fik tjansen som altmuligmand, hvilket vil sige, at han måtte tage sig af en del fysisk arbejde i de syv uger, han var i Grønland.

Med udgangspunkt i Eigil Knuths liv bliver læseren introduceret til de forskellige grønlandske inuit-kulturer og for de opdagelsesrejsende, der efterhånden fik kortlagt Grønlands kyster. Det var især danskere, men også nordmænd, englændere og amerikanere med flere der deltog i disse første ekspeditioner i Grønland. Knuths store engagement i Grønland blev for alvor vakt, da han i 1932 som arkæologisk assistent deltog i undersøgelser af nordbo-ruiner. Eigil Knuths karriere som arkæolog blev lagt i fastere rammer, da han efter en ufrivillig pause forårsaget af 2. Verdenskrig tog fat på at undersøge sporene efter de inuit-kulturer, som gennem tiderne havde holdt til i Peary Land. Herefter fulgte ekspedition på ekspedition til Peary Land, kun afbrudt af perioder, hvor der skulle skaffes midler til ekspeditionerne. Udover at Knuth var en eventyrer, der søgte inuitternes forfædres bopladser, var han en habil kunstner både som maler og skulptør.  

Man får indtryk af alle de besværligheder, der er ved at færdes i et koldt ufremkommeligt landskab, og indblik i hvad de forskellige ekspeditioner gjorde af opdagelser. Men også de flotte scenerier, Peary Lands landskaberne byder på beskrives – suppleret med oplysninger om klimaet og plante- og dyrelivet. Der er ligeledes en kortfattet beskrivelse af de geologiske forhold.

I kapitlet ”Inuitterne opdager Grønland – og Peary Land” fortælles om de forskellige inuit-kulturer, der som de første indvandrede til Grønland fra vest. Kjems gennemgår de forskellige kulturer og deres bopladser, der ligger markeret med sten som teltringe og ildsteder mm. I et afsnit behandles nordboernes bygder og deres færd mod vest til Markland og Vinland. Nordboernes møde med den indfødte befolkning, som de kaldte skrællinger, er naturligvis også nævnt, og ligeledes de sidste vidnesbyrd om nordboernes tilstedeværelse i Grønland i 1408.

De mange ekspeditioner til Nordøstgrønland og dermed Peary Land i begyndelsen af det 20. århundrede er gennemgået, og Kjems stiller spørgsmålet om, hvorfor så mange satte livet på spil. Svaret kommer med det samme; nogle ville tjene videnskaben, andre rejste derop af egoistiske grunde. Men det påpeges også, at de to kategorier hænger sammen, da de har kunnet lære af hinanden på forskellig vis.

Kapitlet ”Langt om længe kommer Eigil til Peary Land” indeholder en grundig beskrivelse af Knuths mange rejser og opdagelser i Nordøstgrønland og hans rolle som ekspeditionsleder. De forskellige ekspeditioner, især de tidligste, og hvilke videnskabsmænd, Knuth rejste med, er omtalt, samt naturligvis deltagernes arbejdsområder, der strakte sig fra kortopmålinger til opdagelser af og udgravning af inuit-bopladser. Hertil de strabadser, som deltagerne måtte gennemleve på godt og ondt. Knuth blev fornemt hædret for sin indsats flere gange, men oplevede også modgang i livet. Mest alvorligt, da han i 1950’erne fik en betinget fængselsdom for et ulovligt forhold til en mindreårig trækkerdreng. Knuth fortsatte ved venners hjælp sit grønlandske arbejde, på trods af modstand fra flere sider.

Efter de første år at have benyttet et andet ekspeditionshus, etablerede Eigil Knuth i 1972 stationen Kap Moltke ved Jørgen Brønlund Fjord i Peary Land. Den blev hans faste base ved de kommende ekspeditioner og fik naturligt en stor plads i hans hjerte. Selv om Knuth var godt oppe i årene, fortsatte han ufortrødent sine ekspeditioner med opdagelse af nye bopladser fra de tre kulturer, Independence-I-, Grønlandsk Dorset- og Thule-kulturen.

I 1982 kom som nævnt Rud Kjems med til Peary Land. Forinden var der en del forberedelserne, og Kjems måtte besøge Knuth i København i 1981, for at aftale arbejdsopgaver, og Kjems vigtigste arbejde kom til at bestå i at vedligeholde en landingsbane ved Kap Moltke; vel at mærke en landingsbane, der absolut ikke var nem at håndtere, da smeltevand ofte truede banen, der bestod af gammel leret havbund. Hertil bistod Kjems ved de daglige forpligtelser, mens geologen Ole Bennike, der også deltog i ekspeditionen, foretog daglige ture i landskabet. Af disse ture ville Kjems gerne have været med på flere, hvilket var den oprindelige aftale, men Knuth vurderede, som ekspeditionsleder, det anderledes, da de var deroppe, og Kjems måtte nøjes med blot tre dagsture. Eigil Knuth selv fortsatte ufortrødent sine ekspeditioner indtil den sidste i 1995, hvorefter han døde i 1996, 92 år gammel.      

Den sidste tredjedel af bogen består af Rud Kjems’ dagbogsnotater, suppleret med oplysninger fra Knuths dagbog, Herigennem får læseren et godt indtryk af såvel arbejdet som den oftest trivielle dagligdag, som bestod af nogenlunde de samme opgaver. Hertil kan man sagtens forestille sig, hvor ”ensomt” det må have været at se de samme to ansigter hver dag i ugevis. Og som følge heraf, en stor glæde, når der endelig kom besøg. Dagbogens indhold afslører dog også, at Knuth gerne fortalte små beretninger om opdagelser og om tidligere polarforskere, når han var i humør til det.

Bogen indeholder et pænt udvalg af billeder og fotos, dels fra tidligere ekspeditioner og især fra Kjems’ egen ekspedition i 1982. Der kunne godt have været flere illustrationer, samt et kort med angivelse af de bopladser, som er blevet fundet i Peary Land.

Rud Kjems’ bog er velskrevet og kan sagtens indgå i folkeskolens ældste klasse og i gymnasiet, hvis eleverne her vælger Grønlands udforskning som emne. Tillige vil alle, der ikke har et stort kendskab til Grønland og Nordgrønland i særdeleshed, kunne bruge bogen som introduktion, inden man eventuelt tager fat på de noget tungere publikationer. Bogen er et personligt dokument fra Kjems’ side, og han afslutter da også med en bemærkning om, at såfremt der skulle optræde fejl i bogen, er det alene hans ansvar.

Jeg kan med sindsro anbefale alle, både de med kendskab til grønlandske forhold og de, der ikke har et sådant, at læse bogen. Aktualiteten i forhold til grønlandske forhold og tilknytningen til Rigsfællesskabet synes mere end nogensinde vigtigt set i lyset af det pres, den amerikanske administration har lagt på kongeriget i disse år, med trusler om at overtage Grønland. Men bogens indhold viser med al tydelighed, at Grønland hører til i Rigsfællesskabet, indtil andet bestemmes af den grønlandske befolkning og af den danske. Det er immervæk hovedsageligt danske forskere, der sammen med lokalbefolkningen, har udforsket Grønland. Det har sandsynligvis slet ikke været Kjems hensigt at gøre opmærksom på dette, men alligevel viser bogens indhold, at sådan må det nu engang forholde sig. 

[Historie-online.dk, den4. februar 2026]