Venstrefløjens verdenshistorie
Af Ole Schramm, cand.mag. i historie og musik.
Shlomo Sand er en israelsk historiker, der har påtaget sig på omkring 300 sider at give en oversigt over venstrefløjens verdenshistorie. I indledningen til bogen fortæller han, at han blev født ind i en familie, der troede på kommunismen, og at han som ung i 1950’erne var med til at fejre 1. maj. Da han senere blev bevidst om den forfærdelige arv og de overgreb, som kommunismen havde efterladt, brød han med den kommunistiske bevægelse. Alligevel blev han ved at tænke som et menneske på venstrefløjen, fordi han altid har taget afstand fra de værdier, som højrefløjen troede på.
Hvad er det så for værdier, han forbinder med venstrefløjen? Det forsøger han at klarlægge i indledningen til bogen, og overskriften på indledningen er samtidig hans konklusion ”lighed: den moderne aktive myte” (s. 14). Hans forståelse af ordet myte tager afsæt i den betydning, som Georges Sorel (1847-1922) gav den. Den ”tjener til at forene mennesker og opmuntre dem til kollektiv handling” (s. 22). Sorel var en fransk politisk filosof, der i sit liv gjorde sig til fortaler for forskellige modsætningsfyldte idealer, og det ville derfor have været relevant, hvis Shlomo Sand havde forklaret, hvorfor han har valgt at bruge dennes forståelse af myten som udgangspunkt for sin bog. Men han vender ikke tilbage til denne filosof senere i bogen.
Derimod er lighedsbegrebet, så vidt jeg kan se, en frugtbar indgang til hele diskussionen om venstrefløjen. Shlomo Sand forsøger at understøtte sin opfattelse af lighed ved at bringe citater om lighed fra centrale personer i hvert kapitel som indledning. Fx bruger han allerede i indledningen et citat af Voltaire fra dennes ”Égalité, Dictionnaire Philosopphique, 1764”: ”Lighed er derfor på samme tid den mest naturlige ting og den mest fantastiske” (s. 14). I kapitlet om ”Marx, Engels og ”Den videnskabelige socialisme”, som jeg vender tilbage til, bruger han naturligvis et citat fra Marx’ Kapitalen, I, 1867, ”Hemmeligheden ved værdiens udtryk, nemlig ligheden og ækvivalensen mellem al slags arbejde … kunne ikke gennemskues, før ideen om menneskelig lighed allerede havde opnået status som en forudfattet folkelig mening” (s. 96). Det er selvfølgelig ikke et bevis på gyldigheden af hans tese om lighedsbegrebets centrale betydning for forståelsen af venstrefløjen, men citaterne understøtter hans opfattelse.
Shlomo Sands indledning munder ud i en lang række spørgsmål, og i det første spørger han om: ”Hvor afhængig var venstrefløjen i hvert enkelt land af de lange linjers styrkeforhold, som gik forud for dens fremkomst?”. Selv om det er en noget uklar og kryptisk formulering, må han - hvis jeg forstår ham rigtigt - med udtrykket de lange linjer mene, hvilke forudsætninger spørgsmålet om lighed egentlig byggede på, før selve spørgsmålet blev formuleret?
I bogens 19 kapitler gennemgår han venstrefløjens historie fra dannelsen af The Levellers, en primitiv venstrefløjsbevægelse, der opstod i England under Den engelske borgerkrig i 1600-tallet, til hele diskussionen om den politiske økologi, der blev fremført og diskuteret på Det Demokratiske Partis venstrefløj, der støttede Bernie Sanders præsidentkandidatur i 2016 og 2020.
Det er et meget omfattende stofområde, som Shlomo Sand har komprimeret på de 300 sider, da der er tale om et verdenshistorisk perspektiv på venstrefløjens historie. Vi møder således ikke blot problematikker, som udspringer af de store revolutioner i Frankrig, Rusland og Kina, men Shlomo Sand gennemgår også ”Den sociale forestillingsverden i de tidligere kolonier”, dvs. i Indien og Pakistan, i den arabiske verden og i Latinamerika. Han gennemgår trængslerne under fascismen og nazismen, og han skriver om maj 68, feminisme, populisme og om forbrug og økologi. Endelig slutter bogen med kapitlet ”En melankolsk konklusion: Ulighed og pandemi”. Det må man sige, da det sidste afsnit meget dystert lyder: ”Hvordan man famler sig frem i mørket”. Han forsøger at vække et lille håb hos den afkræftede venstrefløj, da han fortæller historien om Galileo Galilei (1564-1642), der måtte afsværge sin viden om, at jorden bevægede sig rundt om solen, men ikke kunne dy sig for at udbryde: ”Og alligevel bevæger den sig” (s. 318).
Er der så alligel ikke et perspektiv, der mangler i hans storslåede og omfattende fortælling? Det er næsten uforståeligt for denne anmelder, at den industrielle revolution ikke har fået den plads i hans fortælling, for det fortjener den. Den medførte så dybe og revolutionerende ændringer i Europas historie og i verdenshistorien. For denne anmelder er den engelske historiker E.J. Hobsbawms bog ”The age of Revolution” en nøgle til forståelse af den moderne verden. Her skriver han om den industrielle revolution og Den franske revolution, som er baggrunden for at forstå de nye revolutionerende kræfter, der blev sluppet løs på alle områder af samfundet. Men selv uden denne historikers indsigter er den industrielle revolutions betydning almindelig kendt - bare ikke hos Shlomo Sand. Der er ganske vist et afsnit om Robert Owen (se s. 62ff), en walisisk entreprenør, der drev en tekstilfabrik i Skotland og blev berørt over de dårlige forhold, som arbejderne på hans fabrik arbejdede under, og han forsøgte at gøre noget ved det. Afsnittet gør udmærket rede for den modstand og vold, som den engelske arbejderbevægelse mødte fra parlamentet. Efter 1850 lysnede det for den engelske arbejderbevægelse. Alligevel kan gennemgangen af Robert Owen ikke erstatte en omtale eller en analyse af betydningen af den industrielle revolution.
Det siger næsten sig selv, at det er umuligt i en anmeldelse at gennemgå alle kapitlerne. Derfor vil jeg indskrænke mig til at skrive om de fortællinger, som efter denne anmelders mening er af særlig betydning for at forstå venstrefløjens historie.
Det har kapitlet om Marx, Engels og ”den videnskabelige socialisme”, som også er et eksempel på en fortælling, som er lykkedes rigtig godt. I 1970’erne var Marx et navn, som det var meget vanskeligt at kritisere. Der var på store dele af venstrefløjen en opfattelse af, at det nærmest var kætteri at sætte spørgsmål ved hans relevans for samtidens analyser af økonomi og politik. Vi er heldigvis kommet forbi denne eksotiske periode, og kan i stedet glæde os over en langt mere relevant, kritisk og nuanceret fremstilling, som vi finder i dette kapitel, der på blot 12 sider formår at gennemgå betydningen af Marx’ virke. Han gennemgår kampskriftet ”Det kommunistiske Manifest”, og han anerkender, at dets historieteori om klassekampenes historie tjener til at ”oplyse vejen for alle fremtidige strømninger, der ville kalde sig marxistiske” (s. 98), men forfatteren kommenterer Marx’ teori sådan: ”Udsagnet om, at alle menneskelige samfund har bestået af udbyttere og udbyttede er sandsynligvis sandt, men der er ikke noget belæg for at hævde, at klassekamp altid har eksisteret” (s. 99).
På den anden siden anerkender forfatteren, at ”Forudantagelsen om sammenhængen mellem produktionsforholdene og produktivkræfternes udvikling og den velkendte opfattelse af, at bevidstheden i sidste instans afhænger af den sociale virkelighed, kan ikke desto mindre ses som en markant landvinding i forhold til tidligere historieopfattelser, også selv om alt dette ikke gør det til videnskab” (s. 99). Det er meget svært at være uenig med forfatteren herom, da selv historikere af borgerlig observans har anerkendt dette synspunkt.
Forfatteren har flere andre gode og tankevækkende iagttagelser i dette kapitel, men pladsen tillader desværre ikke, at jeg gennemgår dem alle. Jeg vil derfor afrunde gennemgangen af kapitlet med at nævne enkelte andre spændende steder.
Shlomo Sand anerkender analysen af ”borgerskabets rolle i den moderne historie med dets kriser, forvandlinger og markante succeser, men også med en markant mangel på analyse af proletariatets væsen, dets revolutionære kapacitet og dets klassebevidsthed” (s. 103f). Ligeledes mangler han en forståelse for industrialiseringens økologiske konsekvenser. Helt op i 70’erne var det en sag for dele af højrefløjen.
Besynderligt er det dog, at forfatteren som nævnt indleder med et citat af Marx, hvor denne skriver om ”ligheden og ækvivalensen mellem al slags arbejde” og i teksten skriver forfatteren samtidig, at ord som frihed, lighed og broderskab ikke fremkom i de senere tekster, fordi de repræsenterede borgerlige og idealistiske begreber (s. 101).
Glimrende er ligeledes forfatterens gennemgang af den russiske revolution og hans præcise forklaring på Lenins betydning, dennes forståelse for de revolutionære muligheder, men også de fejlagtige forudsigelser, fx af den efterfølgende verdensrevolution. Han gør også udmærket rede for vanviddet under Stalin, fx likvideringen af de velhavende bønder, kulakkerne, hvilket kommunistisk ”troende” i verden mente var ”uundgåelige ofre for fremskridtet”, udrensningerne og oprettelsen af lejrene i Gulag. Dog er det besynderligt, at han som det indledende citat i kapitlet om Lenin og staten vælger et citat af Friedrich Engels.
Spændende er det også at læse om Mao og kulturrevolutionen i Kina, fordi disse emner på et tidspunkt spillede en betydelig rolle i Vesteuropa, især blandt venstreorienterede. Shlomo Sand skriver, at ”den intellektuelle støtte til maoismen forbliver uforståelig” (s. 194). Han peger på, at det var samtidig med Vietnamkrigen, og den vakte naturligvis modstand blandt venstreorienterede. Men årsagen til, at kulturrevolutionen i Kina blev beundret i Vesteuropa, var efter min mening, at man intet vidste, om hvad der skete. Det lykkedes at erstatte sandhed med propaganda. Da ”sandheden” eller en mere sandfærdig fortælling om rædslerne under denne såkaldte kulturrevolution kom frem, blev beundringen vendt til afsky og forfærdelse, og Kina blev derefter bare betragtet som en kommende stormagt blandt andre stormagter.
Forfatteren fremsætter den spændende tese, at på samme måse som den protestantiske arbejdsetik har bidraget til ”industriens start i Vesten, kan den arbejdsetik, som kendetegner den kinesiske og vietnamesiske kommunisme, have spillet en rolle for den hurtige industrielle og teknologisk udvikling i Kina og Vietnam” (s. 198). Om en fornyet læsning af Max Weber vil kunne afklare tesen, tvivler jeg dog på. Det kan være, at et fornyet studie af konfucianismen vil kunne give et svar herpå?
Interessant er også forfatterens bemærkninger i forbindelse med hans gennemgang af udviklingen i Pakistan, da han når frem til en erkendelse af, ”at det var umuligt at komme til magten ved at gå imod den hegemoniske religion; hvis nationalbevidsthed og islam gik hånd i hånd, kunne det marxistiske kætteri ikke håbe på at regere et land, hvor flertallet fulgte Muhammed” (s. 206). Det får ham til at konkludere, at et marxistisk styre derfor ikke formåede at komme til magten i det store muslimske område, der havde befriet sig fra kolonialismen.
For os, der bor i Danmark, er det selvfølgelig spændende og også opløftende at læse de kapitler, der handler om tilblivelsen af velfærdsstaten, studenteroprøret, kampen for kønnenes ligeberettigelse og om feminismen. Men det er uhyggeligt aktuelt og deprimerende at læse om populismens genkomst. De fremskridt og sejre, som Europa var vidne til i det tidlige 1900-tal som fx troen på det repræsentative demokrati, på politisk lighed og folkesuverænitet, var åbenbart pyrrhussejre, da alt ændrede sig i slutningen af 1900-tallet, pga. økonomiens og teknologiens globalisering. Den har ”omformet det parlamentariske demokrati til en spillehal for vælgere, som er tømt for virkeligt politiske satsninger” (s.277). Det er heller ikke lykkedes at skabe en international arbejderorganisation, der er i stand til at dæmpe kapitalens dominans. Derfor er uligheden i velstandsfordelingen blevet ved at stige i ”de postindustrielle vestlige samfund i de første tiår af 2000-tallet” (s. 279). Derfor har fx skamløsheden hos Donald Trump nået højder, som ingen tidligere ville have troet mulig.
Denne anmelder ved ikke, om det alligevel er for tidligt at konkludere, at den traditionelle venstrefløj er ved vejs ende. Måske i den form, som vi tidligere har kendt, men måske er det muligt at mobilisere kræfter, der ikke vil finde sig i den fortsatte ødelæggelse af planeten, hvilket sker i øjeblikket.
Bogen er oversat af Claus Bryld, der har konsulteret både en fransk og engelsk oversættelse af den moderne hebraiske udgave. Han har også forsynet bogen med supplerende noter, men anmelderen savner alligevel en efterskrift til bogen, hvor han kunne have kommenteret bogen ud fra en dansk synsvinkel. Claus Bryld har alle forudsætninger for at kunne gøre det, da han har skrevet skarpsindige bøger om fx Den demokratiske socialismes gennembrudsår. Han har også for nylig skrevet en kronik i Politiken med overskriften: ”Socialdemokraternes kulturkamp endte i plat populisme” (1. april 2026). Det er grotesk, at Socialdemokratiet er nået dertil!!!
Der mangler et register og en kommenteret litteraturoversigt!
Shlomo Sands bog om Venstrefløjens verdenshistorie bør læses af alle, der er interesseret i at vide noget om venstrefløjens historie, og hertil hører alle, der fx har stemt på eller stemmer på Socialdemokratiet eller på andre venstrefløjspartier. Det er imponerende, at Shlomo Sand har kendskab til venstrefløjens udvikling og problemer på de forskellige kontinenter, og det er velgørende, at han kaster et kritisk blik på alle dele af venstrefløjen, og at han kan behandle fx Karl Marx’ betydning ud fra en ikke-dogmatisk synsvinkel.
[Historie-online.dk, den 18. maj 2026]
