Menu
Forrige artikel

Den Gamle By åbner nye udstillinger

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 276

 

Den Gamle By består af huse, hjem og forretninger fra hele landet. Nu styrker det folkekære museum sit 1927-kvarter og åbner nye udstillinger i et hus fra Randers.

Huset åbner 25. juni og rummer en børstebutik og et fattigt hjem i mellemkrigsårene og viser museumsgæsterne, at den jødiske minoritet var en del af hverdagslivet i danske provinsbyer i mellemkrigsårene.

På 1.salen fortælles historien om de danske jøder i provinsen igennem en temaudstilling.

Randershuset i Den Gamle By


Projektet er blevet til i samarbejde med Dansk Jødisk Museum og skal være med til at belyse den kulturelle mangfoldighed, som også i fortiden prægede Danmarks købstæder.

Forlægget for børstebutikken er ”Eduard Hartogsohn, Børste, Pensel & Gadekostefabrik”. Virksomheden blev oprindeligt etableret af Jonas Hartogsohn i 1800-tallet og lå i 1927 på hjørnet af Snaregade og Klostergade i Randers.

Direktør for Den Gamle By, Julie Rokkjær Birch, udtaler:

- Vi glæder os meget til, at huset åbner lige om lidt. Det fortæller, hvordan jødisk liv kunne se ud i en dansk provinsby i mellemkrigstiden, hvor jøder var den største ikke-kristne minoritet i Danmark. Samtidig fortæller det om den betydning, de danske provinsjøder har haft for deres lokale samfund ude i landet. For os er huset vigtigt, fordi det er med til at fortælle om begrebet ’flerstemmighed’, som er et nøgleord for Den Gamle Bys formidling af næringsliv, livsformer og bygningskultur, som det har udfoldet sig i de danske købstæder. Det er samme begreb, der ligger til grund for, at vi bl.a. har indrettet en studenterhybel for en grønlandsk studerende og en lejlighed for seks tyrkiske gæstearbejdere. Vi ser frem til at åbne dørene og give de besøgende en unik oplevelse.

[Historie-online.dk, den 10. juni 2026]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Ny udstilling om Tollundmanden
Rigsarkivet digitaliserer sin samling af dokumenter fra kolonitiden
Gemte breve fra et ægteskab