Menu

På ekspedition i ukendt land

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 33

 

I en ny udstilling følger gæsten danske ekspeditionsdeltageres farefulde rejser til klodens fjerneste egne og ud i verdensrummet. De satsede livet for at forstå verden og finde nyt om den. Vi begynder med Carsten Niebuhrs rejse til Arabien i 1700-tallet. Undervejs kommer gæsten til Østgrønland, Irak, Vestafrika, og vi slutter med Andreas Mogensen i rummet. 

Andreas Mogensens rumdragt fra missionen i 2015. Rumdragten kan ses i udstillingen Ukendt Land. Foto Nationalmuseet

En bidende kold vinterdag gik seks yngre mænd ombord på orlogsskibet Grønland og stævnede ud for København med kurs mod den Arabiske halvø. 

Den danske konge betalte for rejsen, og lærde i Europa havde samlet 100 spørgsmål, som ekspeditionen skulle undersøge i det for europæerne ukendte land. Det var alt mellem himmel og jord, de skulle udforske. Der var spørgsmål om flyvende slanger, om spedalskhed, giftige vinde, vandingsmaskiner, forklaringer på begivenheder i Biblen og meget mere. Undervejs skulle de måle, indsamle ting, dyr og planter, beskrive skikke, afskrive hellige skrifter og føre dagbog om stort og småt. 

Eventyret mod det ukendte har til alle tider fascineret os og draget mennesker ud på farefulde rejser. Vi håber, at vi med udstillingen kan vække gæstens interesse for verdens fjerne egne, og at vi kan åbne verden som et eventyr, hvor nysgerrighed er kompasset”, siger Nationalmuseets direktør Rane Willerslev.  

Ekspeditionen til ”det lykkelige Arabien” endte ulykkeligt for de fem ekspeditionsdeltagere, som døde under rejsen. Kun landmåleren Carsten Niebuhr overlevede og vendte hjem i 1767. 

I Udstillingen Ukendt Land er gæsten med på Niebuhrs rejse fra start til slut. Gæsten bliver stillet over for nogle af de udfordringer og dilemmaer, Niebuhr stod over for, og får måske svar på spørgsmålet: Hvordan ville jeg selv handle her? Det er en sanselig udstilling, hvor man ser nogle af de genstande, som ekspeditionen indsamlede, og oplever det, der gav Niebuhr en helt ny horisont, og som forhåbentlig også vil udvide gæstens. 

Meget mere ukendt land i udstillingen

På rejse gennem pakisen i Østgrønland

I to år tilbagelagde Gustav Holm og hans ekspeditionsdeltagere en lang rejse langs Østgrønlands kyst i skindbåde, hvor de kantede sig imellem pakisen. De besøgte bopladser, indsamlede brugsgenstande og fik sat dansk flag på kystlinjen, så Grønland den dag i dag ikke er delt i et øst og et vest. Men om natten gik danske ekspeditionsdeltagere på rov i gravpladserne og trak dermed et mørkt spor i koloniseringen af Grønland.  

Ukendt land bag sløret
I 1957 opholder etnografen Henny Harald Hansen sig i flere måneder i en kurdisk landsby. Det er en bedrift, som ingen vestlig kvinde før har vovet sig ud i. Henny vinder kvindernes fortrolighed, og hun dokumenterer landsbyens kvindeliv med hverdagssysler, pasning af børn, deres tanker og følelser.  

Kunst fra Vestafrika til Vesterbro
I årene 1931-1932 rejste Carl og Amalie Kjersmeier til Vestafrika for at købe kunst. Masker, skulpturer og vægtlodder indtog deres lejlighed på Vesterbro. Ægteparret havde blik for den kunstneriske kvalitet, og snart kom berømte kunstnere som Man Ray for at se samlingen, der åbnede Vestens øjne for Afrikas rige kunsttraditioner. 

Den første dansker i rummet
I september 2015 skrev Andreas Mogensen danmarkshistorie som den første dansker i rummet. Han blev skudt afsted i en raket og tilbragte ti dage på Den Internationale Rumstation (ISS).  
Under opholdet svævede Andreas i vægtløs tilstand, tog billeder af lyn over Jorden og arbejdede med forskning, der peger frem mod menneskets næste store skridt i rummet. 

[Historie-online.dk, den 31. marts 2026]

 

Se relaterede artikler
Den store dag - udstilling i Silkeborg
Jul på Rockmuseet
Da campisterne kom til Mariager