Menu
Forrige artikel

Danske museer åbner 21. april

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 2794

 

Fængselsmuseet genåbner og inviterer på tidsrejse i 3D

Digitale 3D-modeller og en biograf er blandt de nye tilbud, når Fængselsmuseet atter slår dørene op den 21. april.

Screenshot fra Fængselsmuseets nye 3D-model

Når Fængselsmuseet genåbner den 21. april, venter der gæsterne nye oplevelser. Museet har genskabt den ikoniske bygning i digitale modeller, præcis som den så ud på fire forskellige tidspunkter i historien: 1853, 1902, 1953 og 2006. Besøgende kan selv gå på opdagelse via den store touch-skærm og trykke, dreje og zoome ind for at se forhuset, vestfløjen, løveburet, skydebanen eller noget helt andet fra forskellige vinkler. Modellerne er fyldt med livagtige detaljer, så man fornemmer det liv, der er blevet levet i fængslet i mere end 150 år.

Inde bag de tykke mure kan Fængselsmuseet også byde velkommen i en spritny biograf. Her kan du læne dig tilbage i de bløde sæder og se Historieselskabets film om fængslets udvikling fra forbedring gennem isolation og religion frem til den særlige afdeling for rockere, der blev etableret i fængslets sidste årtier. Filmen beretter også om nogle af de barske skæbner, der har udfoldet sig inden for murene, som den stakkels Jens Nielsen. Efter en kummerlig opvækst på fattiggård og en ungdom ind og ud af anstalter og fængsler endte han sine dage for skarpretterens økse som den sidste til at blive henrettet i fredstid i Danmark.

Enestående pynteknap med Tyr og Fenrisulven som motiv kan opleves på Færgegården

På pynteknappen, som er fundet på Hornsherred, ses en dramatisk kamp mellem Tyr og Fenrisulven. Den fremstilling af myten har forskerne ikke set før. Foto: ROMU, Illustration: Trine Sejthen/ROMU

Et opsigtsvækkende fund får midlertidigt plads i Frederikssund Museum, Færgegårdens udstilling, når museet igen åbner for publikum. For første gang udstilles en særlig pynteknap, som er fundet på Hornsherred, og som kaster nyt lys på myten om Tyr og Fenrisulven. Man skal dog ikke vente for længe, hvis man vil opleve den lokalt - pynteknappen skal senere overgå til Nationalmuseets danefæ-vurdering.

Det var en detektorfører, der fandt den lille pynteknap ved Selsø Vestby på Hornsherred i 2019. Nedlukningen i 2020 medførte, at museet har ventet med at udstille den indtil nu, så flere kan få glæde af oplevelsen.

Pynteknappen er nemlig ganske særlig: dens gådefulde motiv viser myten om Tyr og Fenrisulven, som er nedskrevet i middelalderen efter kristendommens indtog og kendt fra de islandske sagaer. Men pynteknappens udformning, udsmykning og dyreornamentik er typisk for sen jernalder og vikingetid. Det viser, at myten om Tyr og Fenris er opstået, længe før den blev skrevet ned.

Motivet viser en dramatiske kamp mellem menneske og dyr. De to er viklet godt ind i hinanden, og en hånd holder fast i underkæben på et stort dyr.

Hvad den lille pynteknap har været brugt til, står ikke helt klart for ROMUs arkæologer. Men den dateres til vikingetiden, og Palle Østergaard Sørensen forklarer, at den har været placeret et sted, hvor det var meningen, at den skulle ses:

”En knap med så detaljeret motiv og i forgyldt bronze kan have siddet på seletøjet til en hest eller som knap på et skrin. Den er i hvert fald bemærkelsesværdig og må have siddet så andre har kunne få øje på den” fortæller Palle Østergaard Sørensen.

Pynteknappen kan fra den 21. april ses i Frederikssunds Museum, Færgegårdens udstilling, hvor man også kan opleve et udvalg af andre danefæfund fra Selsø Vestby. Senere vil pynteknappen blive overdraget til Nationalmuseet, som skal vurdere, om den er danefæ og dermed tilhører Nationalmuseets samling.

 

Guldsmed Hanne Behrens – Så enkelt er det…

Museum Sønderjylland Drøhses Hus byder velkommen efter coronanedlukningen med en ny udstilling, der åbner d. 21. 4. 

Udstillingen Guldsmed Hanne Behrens – Så enkelt er det… er en særudstilling med nogle af Hanne Behrens nyeste arbejder. Der er tale om unikasmykker i tekstile teknikker i guld og sølv.

Udgangspunktet er tråden, og Hanne Behrens fortæller, at hendes arbejder forandrer sig, fordi der hele tiden kommer nye ideer og inspirationer fra ting, hun oplever og ser i sine omgivelser.

Hanne Behrens har gjort hele turen med: Hun har arbejdet med knipling, strikning og vævning i metal, fra stringente og minimalistiske smykker og strikkede kurve i guld og sølv, vævede hønsefigurer, smykker med indlagte naturmaterialer til de seneste års mere fabulerende menneskelignende figurer i farvet kobbertråd.

Hanne Behrens. Hønseflok. Foto: Mogens Gabs

Hendes omhyggelige forarbejde udmønter sig i de mange prøver og halvfabrikata i forskellige metaller, som også vises i udstillingen

Udstillingen giver et klart billede af Hanne Behrens´ livslange udvikling og hendes perfektionistiske arbejde med tekstile teknikker i metal – ”Så enkelt er det”.

Udstillingen er åben i Drøhses Hus´ almindelige åbningstid tirsdag – fredag kl. 11 – 17, lørdag kl. 10 – 14. Adressen er Storegade 14, Tønder.

 

Gemmer der sig blå striber i dit klædeskab? Så glæd dig!
M/S Museet for Søfart åbner en stor ny udstilling ‘OCEANISTA – Havet’ & moden gennem 100 år. Udstillingen åbner ved genåbningen af museet.

Matroskraver, striber og uniformer. Skibe, bølger og sexede sømænd. Havet og søfarten har gennem tiderne været en af modens allerstørste inspirationskilder. Dette særlige kapitel i historien er omdrejningspunkt i vores næste udstilling ‘OCEANISTA’

Gennem beklædningsgenstande, film, fotos og interviews belyser udstillingen, hvordan moden op til i dag har hyldet, lånt og stjålet fra den maritime stil og kultur. Moden er blevet brugt til at udtrykke patriotisme, oprørstrang og seksualitet – og sætte temaer som køn, identitet, klima og bæredygtighed på den politiske agenda. I udstillingen følger vi havet og søfartens vej ind i folkemoden og helt ud på den internationale modescene. Dette gøres gennem en enestående samling af både (ydmyge) og unikke beklædningsstykker og kunstværker.

Udstillingen viser et udpluk af helt unge designere såvel som en lang række af de største navne på den internationale modescene.

 

Dødens Teater

Ny, stor udstilling på Vendsyssel Historiske Museum!

Lige nu arbejdes der på højtryk på VHM for at blive færdige med museets store udstillingssatsning i 2021: ”Dødens Teater” – om jernalderens mosefund fra Vendsyssel. Gennem mere end 10 store rum i den gamle ”Provstegård” foldes fortællingen om moseofringerne ud, og vi kommer som nutidsmennesker helt tæt på det store drama, som har udfoldet sig omkring disse menneskers liv og død for mere end 2000 år siden.

Vendsyssel Historiske Museums samling bugner bogstavelig talt af moselig, næsten hele skeletter, løse knogler og kranier. De stammer fra mere end 60 mænd, kvinder, unge, gamle og børn. Museets forskning peger på, at menneskeofringer var en vigtig del af vendelboernes åndsliv i jernalderen. At dømme efter de mange fund har det været en praksis, som alle har kendt til. Som noget helt særligt for Vendsyssel har der her i landet været en decideret hovedkult, hvor selve kraniet har indgået som et centralt element i komplekse, religiøse ritualer.

 

Som en helt særligt element i udstillingen har Vendsyssel Historiske Museum fået mulighed for at låne ”Stidsholtkvinden” fra Nationalmuseets samling. Kvinden fra Stidsholt syd for Sæby blev fundet i en mose i 1859 og er et velbevaret moselig med hud og hår bevaret. Som gæst i udstillingen kan man komme helt tæt på det halshuggede kvindehoved, som for første gang nogensinde bliver udstillet i Nordjylland.

[Historie-online.dk, den 18. april 2021]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Veteranbiler på Danmarks Tekniske Museum
Kvinderne på Bangsbo
Så tager vi cyklerne frem