Menu
Forrige artikel

Tøj med traditioner

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 2819

 

Onsdag 29. juni åbner den nye udstilling ”Tøj med traditioner” på Aalborg Historiske Museum. Den fortæller historien om, hvordan folkedanserdragter som oftest er kopier af autentisk bondetøj fra 1800-tallet.

I den nye udstilling kan man side om side med originalt bondetøj fra Aalborg Historiske Museum og Vendsyssels Historiske Museums samlinger se moderne folkedanserdragter, og dermed med egne øjne se, hvorledes folkedanserdragterne er ikke blot inspireret af, men direkte kopier af det gamle tøj – alt sammen fremstillet efter de samme gamle håndarbejdsteknikker, både hvad angår syning, vævning, stoftryk, broderi og strikning.

Kopierne i udstillingen er lavet af dygtige folkedansere med sans for håndarbejde ud fra originalt bondetøj i museets samlinger, og den viser de mange arbejdsprocesser, der skal til for at fremstille en god kopi: Hvordan man begynder med at se på den originale dragtdel, tegner den op og beskriver den i alle detaljer samt tidsbestemmer den efter materialer og datidens mode.

Der vælges derefter passende nutidige materialer eller der fremstilles materialer, der er kopieret efter originale stoffer. Og endelig kan kopien syes med de gamle sy-teknikker, som er set i de originale dragtdele. På den måde er kopierne så tæt på det originale bondetøj, som overhovedet muligt.

Udstillingen ”Tøj med traditioner” er blevet til i forbindelse med, at Folkedansernes Landsstævne 2022 afholdes i Aalborg fra 18.-23. juli, og den er er resultat af et samarbejde med Dans Danmark - Dragtudvalget ved Folkedanserlandsstævnet i Aalborg 2022.

”Tøj med traditioner” åbnes 29. juni kl. 16 af Jan Todsen, formand for Dans Danmark, mens Gitte Nødskov, tidligere formand for Folkedans Danmark og dragtudvalget, fortæller om tankerne bag udstillingen og virkeliggørelsen af den. Efterfølgende kan man opleve folkemusik og folkedans, hvor man kan se dragter i anvendelse.

De farvestrålende folkedanserdragter er som oftest hjemmesyede kopier af originalt bondetøj fra 1800-tallet, som i dag findes i de danske museers samlinger. Ny udstilling på Aalborg Historiske Museum viser det originale tøj side om side med folkedans-kopierne. Foto: Lis Sonne Svendsen

[Historie-online.dk, den 22. juni 2022]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Skat eller skrot?
Danmarks første frømænd
Carl Nielsen Museet