Museumsnumre 133 - bukser
Sproget vrimler med betegnelser for og ordsprog om bukser, en vigtig beklædningsdel gennem historien: Man skal ikke skræve længere end bukserne kan holde. Der bliver ingen bukser af det skind. Den som ingen bukser har … Hun har bukserne på. Der er udenlandske betegnelser som permissioner, pantalons, plusfours, shorts, slacks, jeans og knickers og danske som benklæder, lange bukser, knæbukser, korte bukser, underbukser, gymnastikbukser, gamachebukser, spidsbukser, pludderbukser, badebukser, blebukser og adskilligt flere.
Buksernes historie er lang og omfattende. Lad os følge udviklingen og se, hvad museernes samlinger herhjemme gemmer.
Under Romerriget var et af skellene mellem den civiliserede romerske kultur og barbarernes kultur bukser. Romerne brugte ikke bukser, men det gjorde germanerne. Forklaringen er ligetil, idet klimaet i Nordeuropa var mere køligt end i landene langs Middelhavet. Underkrop og ben skulle beskyttes mod kulde. Bukserne var uldne. Efterhånden spredte brugen af bukser sig også i Romerriget.
I middelalderen brugte man tætsiddende lange bukser. Man kunne trække bukseben uden på disse uldne hosebukser. Buksebenene blev snøret fast i en livrem. Karakteristisk for middelalderens dragter var farveglæde. Man benyttede gerne stærke farver, og f.eks. kunne bukseben være i forskellig farve.
Knæbukser i hjorteskind af en type som blev brugt i 1700-tallet på land og i by, Lolland-Falster Stiftsmuseum
I renæssancen blev det mode at vise sine ben og bukserne blev derfor lange posede knæbukser. Opslidsede bukser kom på mode blandt landsknægte. Foret sås i slidserne og bød på farverigdom. En pungformet kapsel, en såkaldt skamkapsel, fremhævede mandens kønsorganer. Bukserne var fremstillet af dyr silke. Ribes biskop Peder Palladius advarede mod den uanstændige og luksuriøse mode, mod hosedjævelen! En ny mode gjorde sig gældende i slutningen af 1500-tallet, den spanske mode, med sort kjortel og hvid pibekrave og med korte opslidsede bukser og lange tætsiddende hoser. Almuen, der ikke havde råd til ”silki oc erlig pel”, brugte såvel lange uldne bukser som knæbukser. Loftsmalerier på herregården Næsbyholm fra 1585 viser bønder i forskellige bukser.
Fotografi af et loftsmaleri på Næsbyholm, Nationalmuseet. En gartner har knæbukser og en mand, som harver har opslidsede bukser, mens bonden der pløjer og nogle fiskere, som røgter garn, har lange bukser på.
I 1700-tallet kom knæbukser på mode i de velhavende kredse, og bukser af silke, fløjl og skind blev anvendt. Men underklassen klædte sig fortsat i uld og vadmel og havde oftest lange tætsiddende bukser. Revolutionen i Paris i 1789 blev et opgør med aristokratiet, også hvad angik moden. Knæbukserne, på fransk ”culottes”, blev dekadente. Folkene med lange bukser, ”les sans culottes”, kom til magten. Det var håndværkere, sømænd, daglejere, kuske, dragere og andre arbejdsfolk, som havde de lange bukser på. Ved samme lejlighed forsvandt parykkerne. ”Les sans culottes” gik i eget hår.
Modedragt fra 1700-tallets slutning med guldbroderede knæbukser, Nationalmuseet
De lange bukser forblev de dominerende i 1800-tallet, hvor det engelske ”gentleman look” blev forbilledet for velhavende kredse. Bukserne var lange og stramme, pantaloner, kaldtes de. Farverne var mørke, og de var skræddersyet. Engelske kipervævede stoffer, tweed og twill og kamgarnsstof som cheviot kom i brug. De lange bukser havde forskellig former for lukning. Der var lukning med smæk, gylp med knapper og til sidst gylp med lynlås.
Nye stoffer kom i brug til bukser i 1900-tallet; flannel, gabardine og poplin som brugtes til sommerbukser. Chinos var bukser i chiffon eller bomuldstwill. Herrebukserne fortsatte med at være lange, ned til anklerne men varierede over tid i vidde, farver og brug af opslag. Engelske knæbukser kom i brug i mellemkrigsårene. ”Plusfours” med posede ben gik under knæet, mens ”knickers”, var snævre knæbukser med spænder eller senere elastik lige under knæet. De første blev benyttet af voksne bl.a. af golfspillere og jægere og, mens de sidste især var brugt af skoledrenge og mænd, som færdedes i skov og på mark. I Danmark fulgte man moden, som den udviklede sig i Frankrig, England og USA, men størstedelen af befolkningen havde andre hensyn at tage end hensynet til mode. For dem var det et spørgsmål om buksernes holdbarhed og slidstyrke samt pris.
Uniformsbukser var syet af lærred eller klæde på den militære klædefabrik i Usserød. Infanteriet brugte lange uniformsbukser. Lyseblå var i 1800-tallet den foretrukne farve. Dragoner og husarer havde også lyseblå bukser, men de var for husarernes vedkommende snævre for neden. Hvide lærredsbukser, drejlsbukser, var den almindelige beklædning for soldater i arbejdstjeneste. Særligt solide var de såkaldte Holmensbukser, som hørte til beklædningen i den danske flåde. De var uldne og vide, så man let kunne få dem af og på. Matrostøj blev en slags mode for bedre folks børn omkring første verdenskrig. Statens tjenestemænd af højere rang som postmestre, politimestre og amtmænd havde gallauniformer, og her var bukserne forsynet med såkaldte galoner, guld- eller sølvbroderier på langs af buksebenene. Sådanne bukser udstrålede autoritet og magt. En anden buksetype, nemlig spidsbukser, som posede ud for oven og var snævre for neden blev brugt sammen med skrårem og lange støvler i politiske ungdomsforeninger på den yderste højrefløj i 1930-erne.
Amtmandsbukser med galoner, Skjern-Ringkøbing Museum
Lange bukser blev udelukkende brugt af mænd, men i 1930-erne kom bukser til damer i brug. Det var lidt af en revolution, som vakte stor forargelse i konservative og religiøse kredse. Filmstjerner som Malene Dietrich og Kathrine Hepburn hjalp buksemoden frem. Bukser til kvinder blev først almindelige i tiden efter anden verdenskrig. Nye var slacks, buksedragter og uldne stramtsiddende gamachebukser.
En dreng fotograferet i Nyboder ca. 1920 iført korte bukser og sixpence på hovedet, kbh.billeder
Korte bukser blev båret af drenge om sommeren. Først når de havde nået en vis alder fik de lange bukser, voksenbukser. Som voksenbeklædning blev shorts introduceret i de europæiske tropekolonier på grund af varmen. De første korte herrebukser var Bermudashorts, som blev brugt af officerer på Bermuda under første verdenskrig. Khakishorts blev autoriseret til brug for engelske soldater og embedsmænd. Og shorts fandt vej til engelske skoler. De korte bukser kom til Amerika og blev populære i løbet af 1930-erne og under anden verdenskrigen brugt af soldater. Efter krigen blev de korte bukser almindelige overalt og brugt om sommeren i mange lande. I store dele af den tredje verden ser man dog helst ikke mænd i shorts.
Underbukser er et kapitel for sig, men nye tekstilfabrikker gjorde bomuldstøj billigere og alle fik efterhånden råd til at købe underbukser. I museernes magasiner er ikke mange herreunderbukser, men en hel del dameunderbukser. Moden gjorde sig for damernes vedkommende også gældende for de mere intime beklædningsstykker, mens herrernes unævnelige ikke forandrede sig meget. Det var længe et spørgsmål om lange eller korte hvide ”underhylere”, mens damernes trusser viste mere farveglæde og fantasi med frynser og besætning.
Underbukser til kvinde, Greve Museum
Børnebukser er også bevaret på museerne. Børnene gik i tøj, som var praktisk og moden spillede en beskeden rolle for forældre på landet og i byernes arbejderkvarterer. Lange bukser, knæbukser og korte bukser var alle i brug og tit måtte husmoderen lappe og forstærke tøjet, som børnene sled. Tit var det også ældre søskendes tøj der med lidt forandring kunne genbruges. De mindste børn brugte blebukser.
Børnebukser fra ca. 1940, Museerne i Fredericia
De foretrukne arbejdsbukser var lærredsbukser, såkaldte denims. Søfolk spillede en rolle i udbredelsen af disse slidstærke kipervævede bukser. Bukserne kom oprindelig fra byen Nimes i Sydfrankrig og blev søfolkenes beklædning. Brugen af lærredsbukser spredte sig til andre erhvervsgruppe og efterhånden til en stor del af landets arbejdere på værksteder, fabrikker og i landbruget. Overalls og kedeldragter var særligt arbejdstøj i denims. Bukserne blev lappet, når der blev slidt hul, og det var ingen skam at gå med lappet arbejdstøj, men tøjet skulle være rent.
Håndværkere på valsen, navere, havde og har bukser af sort fløj, som har vist sig slidstærke og praktiske i flere hundrede år, Lolland – Falster Stiftsmuseum
Arbejdsbukser med lapper. Bukserne stammer fra landbrug i Nordsjælland, Museum Nordsjælland
Gymnastikdragt kom frem sammen med gymnastikkens udbredelse i slutningen af 1800-årene. Der var tale om trikot, heldragter, dvs. bukser og overdel i et stykke. Senere todeltes dragten med hvide lange bukser og hvid undertrøje. De første badedragter var også heldragter, men efterhånden fik mændene korte badebukser, der lignede shorts, mens kvinderne fortsatte med badedragter indtil bikinien kom.
Regntøj dukkede op efter første verdenskrig. Det var imprægneret tøj og bukserne havde elastik i livet og var lette at tage på og af. Nye materialer som nylon gjorde regntøjet lettere. I det danske vejr var det f.eks. for cyklister en stor hjælp. Paraplyer kunne ikke klare den sag, og der var grænser for, hvor længe man kunne stå under en markise med cyklen og vente til bygen drev over.
Til søs skulle man have vandtæt arbejdstøj og disse overtræksbukser i vinyl fra ca. 1965 var fiskernes foretrukne beklædning i dårligt vejr, Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg
Cowboybukser, ”blue jeans”, kom frem i USA i 1873, fabrikeret af Levi Strauss til guldminearbejdere i Californien og Alaska og til landarbejdere. Bukserne var arbejdstøj indtil 1950-erne, da unge i Europa begyndte at gå med amerikanske ”blue jeans”. Moden har holdt sig, fordi bukserne er slidstærke og praktiske, men efterhånden er det et slidt look, som signalerer manglende fantasi.
Joggingbukser er løstsiddende lange bomuldsbukser med elastik i livet. De kom frem i 1970-erne og brugtes af sportsudøvere, som navnet siger til jogging. Men efterhånden er det også blevet campisternes uniform. Bukserne ses også i byerne og benyttes af folk, som ikke går så meget op i udseende, men finder bukserne behagelige.
Ung sommermode for kvinder 1964, Magasin du Nord Museum
”Klæder skaber folk” hed det engang og sådan er det stadig. Bukser er halvdelen af kroppens beklædning og de sender et klart signal om hvem det er, der har dem på – i dag gælder det kvinder såvel som mænd. Det handler om stil. Orson Welles udtrykte det således: Stil det er at vide, hvem du er, hvad du vil fortælle … og være helt ligeglad.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien "Museumsnumre" her
[Historie-online.dk, den 2. septembers 2025]
