Kongens og arbejdernes by
Mange kører intetanende gennem Frederiksværk for at komme ud til Arresø, der er Danmarks største. Stopper man op i byen, åbner Danmarkshistorien sig imidlertid i fuldt flor. For tiden er der store protester mod nye våbenfabrikker og brændstofproduktioner i Danmark. Det var der ikke noget af, da Frederiksværk i 1700 – tallet fik produktionen af krudt og kugler placeret her. Den forhenværende museumschef ved museet i Frederiksværk, Frank Allan Rasmussen, har skrevet et imponerende værk om industriens fødsel her. På en aldeles suveræn måde tager han læserne med på en tur gennem historien med fantastiske sidehistorier.
Af Erik Ingemann Sørensen
Johan Thomas Lundbye: ”Landskab ved Arresø med udsigt til Sandflugtsbakkerne ved Tisvilde.” 1838. Illustration fra bogen. [Lundbye blev på tragisk vis dræbt ved en vådeskudsulykke under den første Slesvigske krig – også kaldt Treårskrigen.]
Hvad udad tabes
Tallene taler egentlig deres tydelige sprog. I en periode på blot 35 år engagerede kongemagten Danmark i følgende:
1: Kejserkrigen 1625 – 1629
2: Torstenssonfejden 1643 – 1645
3: Carl Gustav krigen 1657 – 1660
4: Store nordiske krig 1709 - 1720
Nederlag på nederlag.
Det var svært at oppebære en optimisme oven på alt dette. Carl Gustav krigen havde medført alt det, der gør, at man kan tillade sig at sammenligne med en nedbrændt og udplyndret landsby, hvor ligene lå på gaden og gik i forrådnelse.
Men. Som altid blev der gjort en indsats for at rydde området og gøre plads til, at noget nyt kunne skyde frem af asken som en anden ”fugl Phønix”.
Noget sker der, for det var, som om de efterfølgende konger regerede på en helt anderledes diplomatisk måde end deres forgængere i ’embedet’. Perioden blev kendetegnet af udpræget diplomatisk manøvredygtighed. Og så holdt man sig udenfor de mange krige, der konstant belastede det europæiske kontinent.
Men alligevel var der ugler i mosen: ”Set over en periode på godt 200 år tegner der sig et tydeligt billede af et forholdsvis lille land, der på grund af sin strategiske placering ved indgangen til Østersøen ofte lader sig friste til at prøve kræfter med langt større magter på den europæiske krigsskueplads. Desværre skete det lige så ofte uden held og med katastrofale følger i form af afgivelse af store landområder og efterfølgende krigsbeskatninger…” (s.25).
Det var her og nu, man måtte udvise ’rettidig omhu’ og sikre, at Danmark/Norge kunne modstå de mange trusler. Det var også her, der pludselig dukkede to personer op – personer, der fik stor indflydelse på udviklingen.
Men. Inden de næste store fortællinger rulles ud, holder forfatteren lige læseren fast i kraven. Og leverer så en til gengæld meget bastant redegørelse for statens tilstedeværelse:
”Dobbeltmonarkiet var gennemsyret af militær tilstedeværelse. Den måde Danmark-Norge blev administreret, spejler det faktum. Men det kom også fysisk til udtryk i form af byggerier og militære anlæg. I København kunne den interesserede iagttager inden for en time gå rundt mellem Christian 4.s flådehavn med Provianthuset og Tøjhuset, det store bryggeri, Gjethuset på Kongens Nytorv, Nyboder, Kastellet, kasernerne, eksercerpladserne, Søkadetakademiet i Norgesgade og Søkvæsthuset osv.
Byens borgere blev vækket af kanonernes torden på batteriet Sixtus ved solopgang en manifestation der blev gentaget, når solen igen gik ned over byens tage … (s.32).
Københavns havn ca. 1790. Gouache, Søfartsmuseet, Ill. Fra bogen. Danmark var ikke nogen ’Lilleput nation’, når man ser på flådens størrelse og slagkraft.
Behovet for destruktionsteknologi
Behovet for krudt og kugler er stort i krigstid. Men så sandelig også i fredstid. Har fjenden først en fornemmelse af svaghed hos modstanderen, så kan kampen blive kort – hurtigt. Det tydeligste eksempel er nok 9. april 1940.
Det er skarpt set af forfatteren. Det er nemlig dét udgangspunkt, der trækker de lidt luftige overvejelser ned på jorden igen. Og her vi atter møder de to dristige og driftige herrer igen: Johan Frederik Classen og Just Fabritius. De havde begge et indgående kendskab til udviklingen rundt om i Europa – især til ’modellen’ Birmingham. Nærheden til vandet – lokal arbejdskraft – mulighederne var talrige.
Ganske interessant er det, at denne historie er smuttet under den industrihistoriske radar, understreger forfatteren. Med rette. Men Frederik V bliver begejstret for deres forslag om at ”ville etablere et fabrikssamfund baseret på lokal arbejdskraft og udenlandsk ekspertise.” På baggrund af dette kan man fastslå ’fødslen’ til 25. august 1756 – datoen for gavebrevet. Nu kunne Classen begynde at producere ”destruktionsteknologi” til kronen – og om alt gik vel eksportere til andre lande.
Birmingham modellen.
Netop Birmingham blev betragtet som det, man i dag ville kalde en rollemodel. Tegnet og udtænkt på papir – og omsat til virkeligheden. Byen bygges op over produktionen – I Birminghams tilfælde metalvareproduktionen. Udviklingen af denne gav kognitiv inspiration til videreudvikling og nye produkter – overskud fra virksomheden gik blandt andet til at bygge nye boliger til arbejderne.
At det ikke gik helt som planlagt, ses blandt andet i ulykker med børn i produktionen og andre steder. At børn skulle beskæftiges i afdelinger med risici, faldt ikke nogen for brystet.
Men kronen havde også andre indtægtsmuligheder, skriver Frank Allan Rasmussen. Vi behøver ikke kigge langt. Så dukker en af dem frem:
Billedet viser Helsingør Red, hvor skibene skulle erlægge Øresundstold til kongen. Den engelske fregat til højre i billedet er ikke i ildkamp mod Danmark. Der saluteres blot på nautisk vis, hvorefter batterierne på Kronborg svarer igen.
Nogen fattige konger var de danske monarker ikke – selv om der var hul på de kongelige strømper.
Derfor kunne Frederik 4 roligt se til, mens han fik det hele forelagt.
Man kunne også anvende et smøremiddel. Og den gode Johan Frederik Classen luftede da også den tanke, at man kunne markere 100 året for indførelsen af enevælden – noget der skulle ”… fejres med pomp og pragt. ”København skulle beriges med et monument, der ved sin skønhed og udstråling kunne kaste glans over kongemagten og Frederik 5… ” (s.172). Noget der bekom regenten endog særdeles godt. Nu måtte de Classenske talentspejdere på jagt. Og helt uden en bestemt person i kikkerten var de ikke. Jacques-Francois -Joseph Saly. En af de ypperste inden for kunsten. Og denne sagde ja.
Så i efteråret 1753 ankom kunstneren sammen med sine forældre og to ugifte søstre.
Der står den så majestætisk den dag i dag – en af Europas smukkeste rytterstatuer – og minder om fortidens fedterier.
Salys smukke rytterstatue på Amalienborg slotsplads.
Nyt blad vendes. Nye historier dukker op. Sådan er det hele bogen igennem. Ikke et udtryk for slingrende kurs – mere i retning af: ”Hov. Dette må vi lige have med. Og lidt af dette hører også til.”
Men byen voksede
Nu gjaldt det om at sikre sig arbejdskraft til de mange store og små virksomheder/værksteder, der skød op, efterhånden som produktionen udvidedes. Områdets bønder var absolut ikke tilhængere af forandringer. Det passede ikke ”… ind i det lille, tætvævede lokalsamfunds selvforståelse,” (s,132). I afsnittet ”Bønder, husmænd og indsiddere”, støder Classen ind i det uundgåelige: administrationen. Den fik eget kontor, hvor medarbejderne ”… brugte en stor del af tiden på at føre protokoller over de personer, der var pligtige til at yde et stykke arbejde på værket. Dag for dag, måned for måned og år for år, kan man følge den enkelte arbejder. De optræder med navns nævnelse i de med blæk hurtigt nedkradsede kolonner, som angiver, hvor de skal møde, hvad de skal udføre, hvor længe og til hvilken løn.” (s.138).
Bureaukrati slipper man aldrig for.
Der blev hurtigt etableret et krudtværk, Her skulle man rense tønderne, tørre krudtet og males på ny. ”En del af krudtet antændtes, hvorved en af de nyopførte møller sprængtes i tusind stykker, og flere af arbejderne blev lemlæstede, mens andre døde.” (S.164). Og det var ikke den eneste gang, Frederiksværk blev ramt af denne form for ulykke. Den Preussiske Syvårskrig udgjorde et lukrativt marked: ”På den baggrund arbejdedes der i døgndrift i de værksteder, der enten var færdige eller næsten færdige. Det gav et længerevarende pres på Krudtværkets mestre og dets arbejdere … Den 2. januar 1762 gik det atter galt. Arbejderne ved den tredje krudtmølle var så udmattede, at de glemte sikkerheden. Møllen sprængtes i luften, og flere af de involverede arbejdere blev flået i stumper og styrker… ” (S.166).
Videreudvikling og afvikling
Efter nederlaget i 1864 var det ikke længere krudt og kugler, der kendetegnede produktionen. Kedler, kakkelovne og komfurer meldte sig fra det gamle kompleks. Så blev det aktieselskabet ”De Forenede Jernstøberier” stiftet i 1906, der indtog området. Og væksten gavnede i den grad Frederiksværk. Nu kom der yderligere fart over feltet, der rundede endnu markant begivenhed: Det Danske Staalvalseværk”, hvor nogle af landets tunge drenge: Kampsax A/S og F.L. Smidth & Co.
Som det fremgår indledende, er det ikke så lidt af en tour de force, forfatteren tager læserne med på. Derfor skal man ganske forsigtigt tilnærme sig hovedhistorien om alt det, der blev skabt i perioden, der havde sin top med merkantilismen, der blev udnyttet intenst af kongemagte
Det kan virke noget forvirrende at åbne ”Kongens og arbejdernes by”. Man opdager dog hurtigt, at der er tale om en herlig måde at tage læseren med på en absolut spændende og udbytterig rejse frem og tilbage i fortiden med dens krudt, kugler, konger og kampe. Et umådeligt fornemt billedarbejde byggende på forfatterens enorme indsigt i tidens kunst og arkitektur. Ét er, hvad vi ser gengivet i bogen, noget andet alle dem, der er blevet lagt til side. Frank Allan Rasmussens omgang med det danske sprog er herlig og giver undervejs let til smilet. Man skal holde tungen lige i munden, når værket har lokale bønder og afrikanske slaver med i fortællingen. Men det lønner sig.
Frank Allan Rasmussen har rejst en stele over de mange års indsats på museet og dets bygninger. Vi takker med glæde og bygger gerne en varde over hans fornemme indsats.
[Historie-online.dk, den 22. oktober 2025]
