De danske vejes museer
Danmarks Vejhistorisk Komité 1979-1987, Dansk Vejhistorisk Selskab 1982-, Dansk Vejmuseum 1987-1989, Danmarks Vejmuseum 1989-1996, Danmarks Vejmuseum af 1996 1996-2005 og Danmarks Vej- og Bromuseum 2005-2012.
Indledning
Det er fortællingen om ingeniørers, vejfolks, etnologers og historikeres arbejde med vejhistorien som de anså for at være en så betydningsfuld del af den danske kulturarv, at de i løbet af godt 30 år skabte en samling, et selskab, to museer og tre museumsforeninger, delvist for offentlige midler. Museerne, museumsforeningerne og samlingen er borte i dag mens selskabet endnu fortæller vejhistorie til medlemmer og abonnenter på tidsskiftet Vejhistorie. Spørgsmålet er jo så, hvem der egentlig udpeger og prioriterer den danske kulturarvs forskellige sektorer og hvorfor.
Dansk Vejhistorisk Komité 1979-1987
Det hele begyndte ved Vejlaboratoriets 50-års jubilæum i 1978, hvor Museumsforeningen af Amternes Tekniske Chefer (FATCh) ved overingeniør Finn Henningsen skænkede laboratoriet en 15 tons tung dampvejtromle fra Nakskov. Maskinen var leveret i 1931 fra Aveling & Porter, som var verdens største fabrik for damptromler. Den bærer på konsollen over forvalsen den stolte indskrift INVICTA, der betyder uovervindelig. Året efter nedsatte Vejdirektoratet en museumskomité med ingeniørdocent Morten Ludvigsen, Danmarks Ingeniørakademi (DIA) som formand. Målet var at forberede oprettelsen af et kommende vejmuseum ved at indsamle historisk materiale lige fra maskiner til håndredskaber, arkivalier og tryksager. Det hele blev opstillet i et depot i Hedehusene som Vejdirektoratet havde stillet til rådighed. Samlingen blev registreret sammen med Roskilde Museum og åbnet for offentligheden efter aftale.
Dansk Vejhistorisk Selskab 1982-
Da indsamlingen og interessen greb om sig, stiftedes Dansk Vejhistorisk Selskab i 1982 med Morten Ludvigsen som formand. Selskabet, der fik Prins Henrik som protektor, skulle ifølge vedtægterne fremme interessen for den historiske udvikling af Danmarks veje og deres betydning - samt etablere et vejmuseum. Kort efter udsendte selskabet et spørgeskema til amter og kommuner over hele landet for at undersøge, hvor meget vejhistorisk materiel, der var tilbage. Det var dristigt, fordi man herved åbnede for sluserne, uden at have udarbejdet en målsætning eller indsamlingsstrategi. At projektet ikke løb løbsk, skyldtes først og fremmest, at man var enige om en historisk vejteknisk vision, der blev formuleret af Morten Ludvigsen. Selskabet modtog mange henvendelser om historisk vejmateriel, ikke mindst efter den kommunale fusion i 1970 der nedlagde mange kommunale vejvæsner. Der var også flere mindre samlinger af vejudstyr og redskaber, der blev noteret til evt. senere afhentning, heriblandt fra Odense Kommunale Park- og Vejafdeling.
Dansk Vejmuseum 1987-1989
Tidligt havde man fundet et sted til et kommende vejmuseum i nærheden af Vejlaboratoriet og Vejdirektoratets depot. Det var I/S Hedelund Naturpark på 1500 ha, der i 1978 var stiftet af tre kommuner. Området lå delvist ubenyttet hen og ville være velegnet til demonstration af maskiner, udvinding af sand- grus og stenmaterialer, vejkonstruktioner, belægningstyper og tilhørende sideanlæg. Derfor etablerede man i 1987 den selvejende institution (fond) Dansk Vejmuseum med vejdirektør Per Milner som formand. Museets bestyrelse bestod af repræsentanter fra Vejdirektoratet og Vejhistorisk Selskab samt Danmarks Ingeniørakademi, vejindustrien og en række interessegrupper. Opgaven var at videreføre komiteens arbejde og at udarbejde retningslinjer for det kommende museum. Tanken var, at vejsektorens forskellige aktører sammen med Vejdirektoratet skulle finansiere museets anlæggelse og drift sammen med museets egen indtægter. Museet blev jo vejsektorens og direktoratets udstillingsvindue og mødested, samtidigt med at det var et professionelt drevet specialmuseum. Men fordi museets arbejdsområde var for tæt på Danmarks Tekniske Museum i Helsingør, kunne det ifølge Statens Museumsnævn ikke håbe på statsgodkendelse.
Der var ikke velegnede udstillingsbygninger i Hedeland, så derfor lod museets bestyrelse udarbejde et sæt farvelagte tegninger af en kommende vejmuseumsbygning til brug for ansøgninger til samarbejdspartnere og fonde om støtte til bygningens opførelse. Men af flere grunde måtte projektet i Hedeland opgives, og man indledte i stedet et samarbejde med Center Mobilium i Billund, der åbnede i 1990 med Danmarks Flyvermuseum, Falck-museet og Danmarks Bilmuseum.
Danmarks Vejmuseum 1989-1996
Museets bestyrelse investerede flere indsamlede millioner i Center Mobilium, men den nyansatte konsulent, mag.art. Torben Holm, senere museets første direktør, blev sammen med museets formand meget optaget af en anden lokalitet. Vejdirektoratet havde nemlig åbnet en rasteplads med en privatdrevet kiosk ved Sydmotorvejens broanlæg på Farø i 1985, og stedet var så velbesøgte, at Farø ville være det rigtige sted at placere både et vejmuseum og et infoteria, der med fordel kunne drives sammen. Man erhvervede kiosken i 1989 og ændrede vedtægterne så museet blev en erhvervsdrivende fond med navnet Danmarks Vejmuseum. Den kommende direktør og hans familie overtog driften af kiosken for at deltage i opførelsen og indretningen af en ny bygning i nærheden med både vejmuseum, kiosk og restaurant med status som infoteria. Tanken var, at overskuddet fra forretningerne skulle kunne dække driften af museet sammen med entreindtægterne. Man talte ligefrem om at museet kunne drives helt uden tilskud fra det offentlige.
Opførelsen af den nye museumsbygning på Farø blev finansieret af en hovedsponsor, og Henning Larsens tegnestue i København udarbejdede et storstilet projekt for museets anlæg. Det blev orienteret omkring en akse med udgangspunkt i højbroens landfæste markeret af en allé frem til vejmuseets planlagte glastårn på 18 m. Herfra skulle man kunne se hele tre broer: Mønbroen mod øst og Farøbroerne og Storstrømsbroen mod vest. På begge sider af glastårnet skulle der være hvide rhombeformede toetagers bygninger med kælder og fladt tag. Den sydlige bygning skulle rumme restauranten og kontorer – mens den nordlige vejmuseets udstillinger.
Danmarks Vejmuseum på Farø 1996. Foto: Vejhistorisk Selskab
Farø 1990-1996
Byggeriet blev sat i gang efteråret 1990, men fordi Vejdirektoratet ikke kunne sikre hovedsponsorens leverancer til kommende vejarbejder, mistede sponsoren lysten til at fortsætte samarbejdet. Gode råd var dyre, og man måtte i hast optage kostbare byggelån på flere mio. kr. for at nå et brugbart resultat inden åbningen i 1991.
Derfor fik man kun opført den sydlige bygning, mens glastårnet og den nordlige bygning måtte vente. Museets udstilling blev indrettet på 1. sal i stedet for restaurant, og museets kontor overtog personalets frokoststue bag restauranten og køkkenet i stueetagen, mens kælderens dametoilet blev til depot uden gulv. Kølerummet blev en udtjent frostboks fra en kølevogn, der blev hejst ned i kælderen. Det manglende glastårn blev markeret af to 18 m høje flagstænger.
En mindre del af samlingen blev udstillet på 1. sal, mens et par større maskiner og et antal historiske vejsten blev opstillet på området foran museumsbygningen. Vejstenenes placering viste omridset af den kommende nordlige bygning. Specialkøretøjer – heriblandt, den berømte ”Græshoppe” - en 16 m lang specialbygget deflektograf, der målte motorvejenes bæreevne - og en tunnelvaskemaskine, der var bygget til Guldborgsundtunnelen, blev stående i Vejdirektoratets depot i Hedehusene. Resten af samlingerne som fx Masnedsundbroens manøvrepult, gamle hestetrukne maskiner, kopien af Jens Sørensens vejmåler (hodometer), 15- og 10 tons damp- og motortromler, heriblandt de berømte knækstyrede trevalsede RIMAS-tromler, Pedershaabs brolæggermaskiner en komplet slidprøvemaskine, vejsten, bordursten, håndværktøj, tidlige vejskilte, færdselstavler, lyskurve, Danmarks første semafor til trafikregulering, ældre udstyr fra Vejlaboratoriet, kontorudstyr, gamle bogholderimaskiner, en litografisk sten til et landkort samt den ældste del af Vejdirektoratets bogsamling på 5000 bind, arkiv og fotosamling blev senere overført til museets magasin i den gamle fugtige saftstation i Damme på Vestmøn. Her opstilledes også Damptromleklubbens tromler med en tilhørende skurvogn en asfaltudlægger, redskaber og metalbearbejdningsmaskiner, der var istandsat og vedligeholdt under kyndig ledelse af Jørgen Permin, der også var vejmuseets eneste faginspektør. Hans netværk blandt damp-entusiaster, vejfolket og vejentreprenørerne og hans viden om vejenes sorte og hvide arbejde, var legendarisk. I saftstationens hovedbygning blev der indrettet bolig for museets direktør, mens Jørgen Permin havde erhvervet et tidligere autoværksted i Damsholte. Her stod store vejmaskiner, bla. en blå Euclid Motor Scraper, der havde været med til at udgrave nedkørslen til sænketunnelen under Guldborgsund.
Museet, kiosken og restauranten åbnede i 1991. Udstillingen i bygningens 1. sal fortalte den spændende historie om vejene gennem tiden med detaljer som en ødelagt bil, vejskilte, færdselstavler, modeller og meget andet, men der var sand på gulvet og det gav støv, der ødelagde udstillingens lyd- og billedmaskiner. En af dem viste DRs serie Morten og Broen, der var optage og sendt i løbet af Farøbroernes bygning. Besøgstallet var på ca. 26.000 betalende gæster årligt og det omfattede også deltagere af arrangerede ture på øen og ind i højbroens stålkasse, hvor en mindre udstilling fortalte om broerne og de brobisser, der byggede dem. Billetsalget ved indgangen til udstillingen på 1.sal fungerede også som turistbureau og blev juli 1993 omdannet til et velkomstcenter. Efter at have gennemført den faglige og formidlingsmæssige etablering af vejmuseet på Farø, måtte Torben Holm opgive og ledelsen af museet gik til ingeniør og etnolog Jørgen Burchardt. Efter kort tid gav han i 1994 stafetten videre til dr. phil. Per Ole Schovsbo, der fik det faglige ansvar for museet og samlingerne frem til Vej- og Bromuseets oprettelse i 2005.
Konkurs 1996
Økonomisk set var Vejmuseet helt fra begyndelsen i knæ trods henved 300.000 årlige ekspeditioner i kiosk og restaurant med en samlet omsætning på 7,5 mio. kr. Byggegælden var med renter og renters renter steget til henved 11 mio. kr., så renteudgifterne løb hurtigere end museets driftsoverskud. Museets erhvervelse af saftstationen i Damme øgede den lange gæld, og Museet betalte stadeafgift til Vejdirektoratet ligesom motorvejens øvrige infoteria. Lønudgifterne var høje, fordi personalet var på 30 personer, heraf lå flere lønninger i den tunge ende (kold jomfru, kok, sekretær, inspektør, direktør). Derfor fik man forhandlet et statsligt driftstilskud fra 1994 indenfor rammerne af Vejdirektoratets samlede ramme. Den nye direktør, Per Ole Schovsbo igangsatte igen ansøgningsrunder til fonde og sponsorer med henblik på at få den lange gæld nedbragt. Gælden til leverandørerne og staten (moms) blev i løbet af 1995 søgt reduceret til 10%, og sammen med en långivende bank forhandlede direktøren en ny forretningsmodel, der så lovende ud og ville forlænge museets kreditværdighed. Tanken var, at man ved at reducere kioskens sortiment og indskrænke restaurantens tilbud til fastfood, drikkevarer og softice, kunne reducere lønomkostningerne og indkøbene. Men museets bestyrelse var ikke enig, og så trak banken museets kassekredit november 1995, med det resultat, at museet gik i betalingsstandsning og få dage senere overlod Jacob Christoffersen kiosken og cafeteriet i forpagtning. Januar 1996 indgav en leverandør begæringen om museets konkurs til skifteretten i Vordingborg. Et efterfølgende søgsmål fra den långivende bank mod museets ledelse og bestyrelse om ansvarspådragende misligholdelse af museets drift, blev afgjort med frifindelse i Østre Landsret efteråret 1997.
Tiden efter konkursen
Velkomstcenteret blev juni 1996 flyttet ned i stueetagen i en udbygning samtidigt med at kiosken blev flyttet ind i cafeteriet. Forpagteren Jacob Christoffersen overtog derefter bygningen med inventar og drev cafeteriet videre, indtil han forpagtede det ud til Monarch Restauranter. Museets samlinger, arkiv og bibliotek blev af kurator anset for at være en del af den erhvervsdrivende fonds formue, der derfor skulle realiseres på en kommende auktion. Men det lykkede at afværge auktionen, fordi den nyoprettede forening Danmarks Vejmuseum - Museumsforeningen af 1996 købte det meste for 10.000 kr. og Vejhistorisk Selskab købte samlingen af antikt opmålingsudstyr, der var vurderet af Brun- og Rasmusens Kunstauktioner i København til 30.000 kr. Et par af de store damptromler, en skurvogn og asfaltudlæggeren der tilhørte Damptromleklubben, blev overført til Andelslandsbyen Nyvang (nu Oplevelsescenteret Nyvang) ved Holbæk men desværre uden formanden, Jørgen Permin, der afgik ved døden den 20. 4. 1996 i sit hjem i Damsholte men først fundet tre dage senere.
Den nyoprettede forening kaldet Danmarks Vejmuseum af 1996 fik den nu tidligere vejdirektør Per Milner som formand og den tidligere direktør som ulønnet medarbejder. Den havde oprindeligt til formål at videreføre museet på Farø, men da den ikke havde midler til at erhverve museumsbygningen og Saftstationen fra konkursboet, skulle museets samlinger, arkiver og bibliotek flytte til et af Vejdirektoratets depoter i Hedehusene. Museumsforeningens aktive medlemmer havde tæt samarbejde med Vejhistorisk Selskab og fik efterhånden karakter af en museal arbejdsgruppe – og omtales i det følge både som Arbejdsgruppen eller Museumsforeningen. For at kunne betale flytningen, blev en del dubletter af de store vejmaskiner solgt for metalprisen. Museumsforeningen søgte herefter mange forskellige placeringer af et kommende vejmuseum, og der indledtes derfor et samarbejde med Sund og Bælts udstillingscenter i Halskov. Den tidligere direktør reviderede centerets faste udstilling, der havde et spændende modul design, og tanken var at flytte vejmuseet til centeret med depot i en gård i nærheden. Men problemet var, at området omkring bygningen var for småt, bygningen for lille og beliggenheden uhensigtsmæssig.
Derfor tilbød Korsør kommune flere andre lokaliteter, uden vi fandt en brugbar løsning. Situationen blev ikke lettere, fordi Vejdirektoratet opsagde lejemålet for depotet i Hedehusene, hvor vejmuseets samlinger stod. Så vi måtte flytte samlingen endnu engang til et andet af direktoratets depoter i Hedehusene. Vi indledte herefter et samarbejde med Øresundbrons udstillingscenter ved havnen i Tårnby, der var lukket efter broens indvielse i 2000. Vejmuseet fik overdraget en del effekter fra udstillingen, men kunne ikke overtage bygningen, fordi den skulle fjernes til fordel for et nybyggeri. Vi havde også kontakt med firmaet A/S Marius Pedersen i Ferritslev på Fyn, der var grundlagt i 1925 af en særdeles kreativ entreprenør med fuldskæg og træsko, der opfandt og byggede sine egne vejmaskiner. Hvis vejmuseet kom i gang igen, ville vi få overdraget firmaets eget museum, der bl.a. indeholdt en model af verdens eneste gåmaskine, en motordrevet maskine, der i stedet for valser havde ben med plader, der trampede jorden fast under sin vraltende færd. Den originale maskine blev især brugt til at vedligeholde fodboldbaner. Hans trevalsede motortromle havde svært ved at dreje, mens hans slidprøvemaskine var helt uden sidestykke.
Da Vejdirektoratet også opsagde lejemålet på det andet depot i Hedehusene, hvor nu museets samlinger var opmagasineret, måtte vi flytte samlingerne endnu engang. Heldigvis fik vi tilbudt Holbæk Kasernes gamle ridehus og flyttede derfor samlingerne hertil. Den tidligere museumsdirektør blev 2001 ansat som souschef på Andelslandsbyen Nyvang og kunne derfor udenfor arbejdstid organisere en lokal gruppe frivillige, der tog sig af samlingen i ridehuset. Vi indledte en total registrering og vurdering af samlingen og de skader, den var påført i løbet af de mange flytninger til tilfældige depoter uden nødvendig klimastyring. Men også ridehuset skulle rømmes, fordi bygningen blev solgt og ombygget til et fitnesscenter, så vi fik et militært depot i Vipperød indtil 2005, og flyttede endnu en gang.
Det lykkedes, takket være Per Milners kontakter bl.a. til tidligere trafikmister Arne Melchior, at få kontakt til folketingspolitikerne i 1999, kontakt til tre unge politikere i Vestsjællands amt, der tog genetableringen af vejmuseet med i deres valgkamp op til folketingsvalget i 2001. En af dem var Brian Mikkelsen, der efter valget blev kulturminister. Han udvirkede, at den tidligere direktør fra august der 2002 frem til maj 2003 skrev en omfangsrig rapport om De Vejhistoriske Samlinger til Kulturarvsstyrelsen, der blev vurderet af en museumsfaglig følgegruppe. Vi fik stillet et § 20 spørgsmål til trafikministeren i Folketngssalen, foretræde for Trafikudvalget hvor Kaj Ikast var formand i oktober 2003 og november 2003 kunne Brian Mikkelsen sammen med Kaj Ikast omsider meddele, at der var fundet midler til et vej- og bromuseums anlæg og drift på finansloven for 2004.
Finanslovens bevilling 2003
Bevillingen kom i stand 6. november takket være en politiske aftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Kristendemokraterne. Forligsteksten på dette punkt lyder i sin helhed:
Parterne er enige om, at der etableres et Vej- og Bromuseum for at bevare og sikre de eksisterende samlinger på området for eftertiden, herunder samlingerne fra det tidligere Danmarks Vejmuseum. Ideen med museet er at formidle viden om veje og broers kulturhistoriske betydning.
Trafikministeriet vil nærmere undersøge mulighederne for lokalisering og indretning af museet. Der afsættes i alt 10 mio. kr. til anlæg af museet og 2 mio. kr. til den årlige drift. Mulighederne for private bidrag til etablering og drift af museet undersøges nærmere. Statens bidrag til såvel etablerings- som driftsudgifter afholdes inden for Trafikministeriets og Kulturministeriets rammer.
Trafikministerens arbejdsgruppe 2004-2005
Efter finanslovsbevillingen var blevet en realitet, nedsatte trafikminister Flemming Hansen en arbejdsgruppe, der skulle bistå Trafikministeriet med at etablere museet. Det drejede sig især om at skitsere nogle overordnede retningslinjer så forligspartierne kunne træffe beslutning om museets placering, dets virkeområde og ledelse. Det indgik således i aftalen, at der skal etableres et museum, som kan bevare og sikre de eksisterende samlinger på området, og som kan formidle viden om veje og broers kulturhistoriske betydning. Det er også forudsat, at de offentlige midler skal søges suppleres med tilskud fra private fonde mv. Arbejdsgruppen skal afgive en rapport maj 2004. Herefter kan museets vedtægter, arbejdsplaner og indsamlingspolitik udarbejdes og godkendes i 2005.
Arbejdsgruppen havde repræsentanter fra Dansk Industri, Dansk Vejhistorisk Selskab, Museumsforeningen, Sund og Bælt, Vejdiretoratet, Kulturarvsstyrelsen og Trafikministeriet.
Danmarks Bro- og Vejmuseum 2005-2012
Arbejdsgruppens konklusion blev at det kommende Vej- og Bromuseum skulle placeres ved Andelslandbyen Nyvang, der havde et stort besøgstal og de rigtige publikumsfaciliteter som parkeringsplads, cafeteria og toiletter. Især havde det betydning for beslutningen, at Nyvang havde det bygningshistoriske miljø (1850-1950) og en af landets største og bedste hestevognssamlinger med tilhørende værksteder (fra Sparresholm), der året før var opstillet i en nybygget hal. Hertil kom muligheden for at realisere de visioner som vejmuseets arbejdsgruppe havde beskrevet i en projektplan sammen med landskabsarkitekt Ib Møller. Planen indeholdt også ideen om Den historiske Vej, et vejforløb af veje fra oldtiden til vore dage der kunne befærdes med periodernes køretøjer - samt et arkitekttegnet forslag til museets nye logo!
Danmarks Bro- og Vejmuseum ved Nyvang 2011. Foto: Vejhistorisk Selskab.
Trafikmisteriet ansatte den tidligere direktør for vejmuseet i 3 måneder - mod bevilget orlov fra Andelslandsbyen - til udarbejdelsen af Terms of Reference som en form for fagligt mandat til det nye museums brug af de vejhistoriske samlinger, bibliotek og arkiv. Rapporten forelå februar 2005 og blev lagt ud på Trafikudvalgets hjemmeside samtidigt med at den tidligere direktør mistede sin stilling i Andelslandsbyen.
Efteråret 2005 forelå museets nye vedtægter, arbejdsplaner og budgetter samtidigt med at den nye bestyrelse, med Kaj Ikast som formand, valgte etnologen Helle Schummel som museets direktør. Helle Schummel var på det tidspunkt leder af museet på Stevns og gik så hurtigt som muligt i gang med at forberede det nye museum, ansætte nødvendigt personale og søge supplerende midler til tegning og opførelse af en moderne udstillingsbygning til ca. 15 mio. 1. spadestik til bygningen blev taget 1.2. 2010 og museet kunne slå dørene op den 21. juni for 500 gæster. Åbningen blev foretaget af transportminister Hans Christian Schmidt sammen med Holbæks borgmester Søren Kjærsgaard og museets nye formand, Christian Wedell-Neergaard.
Inden museet var kommet rigtigt i gang, inddrog den nye trafikminister Henrik Dam Kristensen imidlertid bevillingen til museets drift, fordi han ikke mente at det var trafikministeriets opgave at drive museum. Da man ikke fandt andre muligheder for at opnå støtte til det nybyggede museum, lukkede det i 2012. Museumslederen blev ansat i Andelslandbyen, samlingerne, biblioteket og arkivet spredt på flere museer og bygningen solgt til - Andelslandsbyen. Der er således kun Dansk Vejhistorisk Selskab tilbage til at udbrede kendskabet til Dansk vej- og brohistorie men selskabets vedtægter indeholder ikke længere bestemmelser om etablering af et vej- og bromuseum.
Afslutning
Grundlæggelsen af Vejhistorisk Samling, var en følge af mange års drøftelser mellem embedsmænd fra Vejdirektoratet, Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Dansk Ingeniørakademi (DIA), industrien og amterne, der mente at vejsektoren ikke hidtil havde gjort nok for at synliggøre sin egen historie - i modsætning til de øvrige nordiske lande, hvor nationale vejhistoriske samlinger på daværende tidspunkt var ved at blive etableret. Forklaringen er formentlig, at der slet ikke har eksisteret en samlet vejsektor i Danmark, fordi de forskellige offentlige myndigheder har haft ansvaret for vejenes og broernes anlæg – og driftsopgaverne har været udført af entreprenører. I modsætning hertil har de øvrige nordiske lande fra midten eller slutningen af 1800-tallet haft statslige vejbestyrelser, der selv har anlagt og drevet landenes overordnede vejnet. Da tiden var inde - i begyndelsen af 1990´erne - blev de nordiske vejsektorers museer derfor etableret og drevet af staterne, mens Danmarks Vejmuseum i de samme år etableredes som et joint-venture-projekt mellem flere parter, heriblandt industrien og Vejdirektoratet.
Henvisninger
Ud over dagbøger, pjecer, tidsskriftartikler, avisartikler og mødereferater støtter artiklen sig til:
1) Dansk Vejhistorisk Selskab 2003: Danmarks Vej- & Bromuseum. Veje broer og landtransport – fra oldtid til nutid.
2) Trafikministeriet september 2004: Rapport fra arbejdsgruppen vedrørende etableringen af Danmarks Vej- og Bromuseum.
3) Trafikudvalget 2005: Samlinger og udstillingsmateriel af betydning for Danmarks Vej- og Bromuseum [Trafikministeriets Termes of Reference].
4) Büchert, Erik og Per Ole Schovsbo 2024: Farø – holdeplads for U-vendinger. Bogøs historie. Bogø Lokalhistoriske Forenings årsskrift 2024 s 35-50. Her omtales også museumsbygningens senere skæbne.
Bøger udgivet af Danmarks Vejmuseum på Farø:
1) Holm, Torben 1993: Broen til Møn. Alexandrines Bro: 1943 – 30. maj – 1993.
2) Burchardt, Jørgen 1994: Plan for Danmarks Vejmuseum: museum for vej og trafik: oplevelses- og aktivitetscenter. Bogen blev inddraget af vejmuseets bestyrelse.
3) Farø, Jørn 1995: Farø: Vej-over-ø. Egnsbeskrivelser og erindringer.
Dr. phil. Per Ole Schovsbo
[Historie-online.dk, den 12. november 2025]
