TV-tips, uge 40, 2026
I denne uges flow-tv skal vi både til Den kolde krig i Danmark, afsløringen af atombunkeren og Vinterkrigen i Finland. Tidligere tiders behandling af sindssyge, Valkendorfs Kollegium og Raabjerg Mile er andre temaer for udsendelser. Dertil et autentisk drama om Harvey Weinstein, en dokumentar om jagten på en krigsforbryder, en dansk dokumentarserie om Underdanmark – og endelig en fransk dokumentar om en fransk razzia i 1942.
Galskab: Journal nr. 29.264 - Sofie
DR2, 30. september, kl. 21:20
I 1955 indlægges en 34 årig kvinde på Vordingborg sindssygehospital. Hun er ulykkeligt forelsket og deprimeret. Igennem 11 år får Sofie over 20 forskellige slags psykofarmaka. Flere af stofferne viser sig senere at være farlige. Et af dem er LSD. Tilrettelæggelse: Rasmus Holm.
Danske Vidundere: Råbjerg Mile
DR1, 1. oktober, kl. 10:25
Om Danmarks naturskabte vidundere. Vi er taget til Nordjylland, for at se nærmere på Danmarks største sandkasse, den flere tons tunge, vandrende Råbjerg Mile. Et stykke ørken, der hvert år flytter sig 10-15 meter og på sin vej fortærer alt - planter, liv ja, selv gårde. Milen - der i dag er 2 kilometer lang, 1 kilometer bred og op til 35 meter høj - blev født for kun cirka 400 år siden. Især udnyttelsen af naturen - blandt andet i form af dyr, der har græsset vegetationen væk - men også som følge af den såkaldte lille istid, blev der skabt forhold, der gjorde sandflugt mulig. Siden har milen været på vej fra vest mod øst og de næste ejendomme den vil fortære, vil den nå indenfor 15 år.
Vinterkrigens piloter og dobbeltspioner (1:3)
DR2, 1. oktober, kl. 17:15
Svensk dokumentarserie fra 2022. (F 19 - Flygaress och dubbelspioner) Da Sovjetunionen angriber Finland i efteråret 1939, vælger tusindvis af svenskere at støtte nabolandet og kæmpe for broderfolkets sag. Nogle af disse er veluddannede og dygtige piloter. De udgør den frivillige eskadrille F19, som skal forsvare hele det nordlige Finland under den lange Vinterkrig mod de sovjetiske styrker, der er overlegne i antal og har langt bedre udrustede og hurtigere fly. For nogle ender missionen i katastrofe. Del 2 og 3 følger middelbart efter.
She Said
DR2, 2. oktober, kl. 20:00
Amerikansk autentisk drama fra 2022. Han er en af Hollywoods mægtigste mænd. Den Oscarbelønnede filmproducent Harvey Weinstein kan skabe eller ødelægge karrierer. En magt, han gennem tre årtier bruger til at tvinge kvinder ind i seksuelle forhold. Den sag får to kvindelige journalister færten af. Og nu starter de en kompromisløs kamp for at få historien om Weinsteins mange overgreb frem i lyset. Medvirkende: Zoe Kazan, Carey Mulligan, Patricia Clarkson m.fl. Instruktion: Maria Schrader.
Dæknavn: Anna - jagten på en krigsforbryder
DR2, 3. oktober, kl. 19:55
Hun risikerer alt for at afsløre sandheden om et af verdens mest brutale regimer. En syrisk akademiker i Amsterdam modtager en uhyrlig video af en massakre på civile begået af en ukendt officer. Hun beslutter sig for at opspore ham under dæknavnet Anna og bliver venner med ham på Facebook. Det udvikler sig til en række telefonsamtaler, hvor hun forsøger at afdække hans rolle i det syriske regimes omfattende og gruopvækkende krigsforbrydelser. Britisk dokumentar fra 2025. (Killing Anna)
En hemmelighed under jorden (5:5) Afsløring
DR2, 4. oktober, kl.19:20
I hele Niels-Peders barndom har det været afgørende, at hans hjems sande funktion ikke blev afsløret. Men i takt med at ønsket om nedrustning i verden voksede, voksede også modstanden mod hemmeligheder som atombunkere. I årene efter murens fald mister bunkeren sin betydning, og i dag når Niels-Peder træder ind i sit gamle barndomshjem, er det forvandlet til museum.
Huse med hemmeligheder (3:6) Konger, hekse og banebrydende litteratur
DR2, 4. oktober, kl. 21:00
I København bor Mie og Viktor på Nordens ældste kollegium, som er midt i en tiltrængt restaurering. Kollegiet blev grundlagt i 1588 af Christopher Valkendorf, der både kronede Christian den 4. og havde hekseafbrændinger og sørøvere på samvittigheden. Kollegiet har huset berømte danskere, som Grundtvig, B.S Ingemann og Herman Bang, der udviklede en ny litterær retning, mens han boede der.
Ludere, lommetyve og lirekassemænd (1:6)
DR2, 5. oktober, kl. 17:15
Dansk historieserie fra 2015 - med ondt skal ondt fordrives, 1800 - 1840 Danmark har ikke altid været et lille lykkeligt rigt land. Og vores velfærd kom ikke af sig selv og skal ikke tages for givet. I denne serie giver Liv Thomsen stemme til Underdanmark, den anden halvdel, dem der levede i skyggen, langt fra de bonede gulve og pæne borgerhjem Vi fortæller om vrangsiderne de seneste 170 år og begynder med historien om morderen Ole Kollerød. Han mistede hovedet på Amager Fælled i 1840. Men efterlod sig et helt unikt vidnesbyrd om et liv fyldt med vold, forbrydelser - og kærlighed! Del to af serien følgfer umiddelbart efter.
Danmark i Den kolde Krig (1:12)
DR2, 6. oktober, kl. 12:45
Dansk dokumentarserie fra 2000. I fem dage i 1962 frygter man 3. verdenskrig. Flere danskere er i centrum af begivenhederne, da russiske krigsskibe lastet med missiler sejler gennem danske farvande lige ud for Langeland - med kurs mod Cuba. En regering på overarbejde, et dansk skib i skudlinjen, et fort i alarmberedskab og en journalist i husarrest er nogle af elementerne i historien om Cubakrisen, der skulle vise sig at blive kulminationen på den kolde krig.
Dødens velodrom
DR2, 6. oktober, kl. 19:05
Fransk dokumentar fra 2022. (The Vel' D'Hiv Round Up: Anatomy of a Crime) Det er en af historiens største razziaer. I juli 1942 blev 13.152 jøder arresteret af fransk politi og overgivet til nazisterne, som deporterede dem til kz-lejren Auschwitz. Operationen blev kaldt Vel d'Hiv-razziaen og blev udført på foranledning af Vichystyret. Her fortæller overlevende om et af de mørkeste kapitler i Frankrigs historie. Hvordan blev aktionerne gennemført ? Og hvordan reagerede borgerne på massearrestationerne?
[Historie-online.dk, den 29. september 2026]