Aizu - Dagligliv i Japan uden for storbyen

Forfatteren har boet og arbejdet længe nok til at kunne formidle livet i den gamle samuraiby Aizu-Wakamatsu i Japan meget indsigtsfuldt. Aizu er en direkte modpol til det hektiske, stressende liv i de store byer. Sake, suppe, sne, skatte og et utal af venlige smilende mennesker - det er blot en flig af bogens mange emner

Af Michael Koch

I en tid, hvor Japan oplever flere besøgende turister, lancerer forfatteren endnu en bog om Japan. Hans første var rejsebogen Seikatsu,  japansk hverdag, der sælges i fjerde oplag. Denne bog handler om Aizu-området, som på alle måder er helt anderledes end de store japanske byer. Forfatteren skriver, at Japan er et trygt, serviceminded og effektivt land at besøge. Hvor de store byer kan opleves som hektiske med overvældende mange mennesker og stress, er området og byen i Aizu en modpol. I Aizu er der tid til imødekommenhed, og forfatteren skriver om meget venlige og positive mennesker, som gerne vil høre om livet hos os på den anden side af jorden.

Aizu ligger omkring 300 km nord for Tokyo, i en egn med bjerge, flod og en stor sø. Tilbage i 1860’erne var den unge samurai Hajime Saito en blandt de sidste krigere. Regimet blev dengang ledet af kejser Meiji, som afskaffede feudalismen sammen med samuraivæsnet. Saito overlevede det sidste store slag, hvor mange samuraier døde. Byen er i dag en vigtig del af minderne om datidens samuraier, og Saito er en vigtig del af japansk historie. Forfatteren har sat sig meget ind i kulturen og formidler den godt i bogen. Efter læsning af den dejligt positive bog, er der utallige spændende emner, der kunne fortælles om, men det vil gøre anmeldelsen alt for omfattende. I stedet er der her lidt smagsprøver:

Bogen fortæller om en sakefabrik i byen Aizu-Wakamatsu, om hvordan drikken produceres fra start til færdig flaske. Der er fortællingen om Kaki-frugter på træerne i Japan, som er tegn på efterår. De orange frugter hænger på de bladløse træer. Frugterne er almindelige, og derfor meget billigere end den ellers dyre frugt i Japan. Næste kapitel handler om de sjove Akabeko figurer, som turisterne og japanerne maler selv. Figurerne fåes i alle mulige størrelser og er kulturelt vigtige. Noget andet og mere alvorligt er nedgangen i børnefødsler, og derfor lukkes små skoler. Derfor kan det være tæt på umuligt, at få unge familier til at flytte til områder ude i landet. Skoler, boliger og arbejdspladser udenfor de store byer er et meget omdiskuteret emne i Japan i disse år.

Kakifrugter omkring et lokalt tempel. (Foto: Kazuyaki Sekizawa)

Dagligvarer i supermarkeder er en meget stor post for japanerne. Varerne er endda særdeles dyre, men til gengæld er udbuddet enormt, og kvaliteten er i top.  Hvis turister iøvrigt skal nå at smage en god skål suppe med nudler og tilbehør fra en gadebod, eller på en station, skal det være snart. Der er ikke unge til at overtage de mange små salgssteder. Det er synd, for suppen er nærende, velsmagende og god, skriver forfatteren begejstret. Dengang Fukushimaværket nedsmeltede, betød det meget mere for Aizu end for andre steder i Japan. Selvom det er 15 år siden ulykken, tør mange japanske forbrugere stadig ikke købe grønt og frugt, som er dyrket i området, uagtet at der er 150 km til Fukushima atomkraftværket.

Den knaldrøde Akabeko er en markant kontrast til Enzoji-templets afdæmpede estetik

Klimaet minder om vores med fire årstider, hvilket japanerne sætter pris på. I Higashiyama findes der et et sted, hvor man kan opleve såkaldte onsen-bade. Det er forfriskende varme fællesbade, som turisten også kan hoppe i - efter en nærmest rituel grundig afvaskning. Efterfølgende kan gæsten overnatte i en traditionel træbygning, Ryokan, med høj kulturel status. Mukaitaki Ryokan er samtidig museum, og enkelte kan opleve det så fint og perfekt, at de dårligt tør være der. Forfatterens beskrivelse af familiens middag med udsøgte traditionelle retter er fascinerende.

Også i denne egn er det et stort problem med det stigende antal tomme hus. Når ældre japanere går bort, er der ingen til at overtage deres huse og haver. Befolkningstallet falder, og nye tiltag gør det gratis at bo i husene, hvis man holder husene i god stand. Der er endda en kontant præmie for hvert nyfødt barn, man bringer til verden. Bogen beskriver, hvordan regionen plages af de asiatiske sortbjørne, som kommer alt for tæt på mennesker. Det er specielt efter år, hvor der ikke er nødder nok til bjørnene i naturen. Langs Tadami floden er der en toglinje, som kører 135 kilometer op over bjerge til Koide. Der er indlagt stop undervejs, så passagererne kan tage imponerende landskabsbilleder. Både banen og området Aizu kæmper for at overleve. Her er vækst ikke nøgleordet. Efter læsning af bogen kan man kun ønske det bedste for byen og egnen. Det skinner tydeligt igennem, at de lokale japanere er yderst venlige, positive og imødekommende mennesker. Det var meget inspirerende at læse bogen, og det er forståeligt, at forfatteren er så begejstret for Japan og Aizu-området.

Det meget eftertragtede motiv. Et fantastisk foto, der er meget nemt at skyde, når først man er på togtur og endelig er på stedet

Illustrationerne i bogen er fascinerende og lokkende, ligesom det flotte layout og valg af fysisk udformning. Når bogen er færdiglæst, oplever læseren nok stor lyst til selv at se Aizu området. Forfatteren er rigtig god til at trække læseren ind i oplevelserne. Meget mere end almindeligt set. Det er herlig læsning.

[Historie-online.dk, den 23. september 2026]