Historiens Aktører 83 - Harald Selmer
Sankt Hans ved Roskilde er et sted kendt af de fleste ældre danskere, og stedet var ikke kendt for noget godt. Det var i sin tid et hospital, hvorhen man sendte de mennesker, som havde forskellige mentale lidelser, dvs. svære depressioner, angstneuroser, tvangstanker, forfølgelsesvanvid, fobier, manier og meget andet. Omkring 1800 var viden om sindets sygdomme meget begrænset, og for samfundet og den syges pårørende handlede det i første omgang om anbringelse. Den syge blev sendt til Sankt Hans Hospital.
I mange år fungerede Københavns ladegård som hospital for sindslidende. Stedet blev kaldt ”Sankt Hans Hospital for afsindige, pestsyge og folk med andre smitsomme sygdomme”. Betegnelsen Sankt Hans går tilbage til middelalderens klosterhospitaler. På Sankt Jørgens klostergårde modtog man folk, som blev ramt af pest og spedalskhed, mens Sankt Hans eller Sankt Johannes var de sindssyges skytshelgen. I Odense, Viborg og Slesvig lå Sankt Hans Klostre med hospitaler. Med reformationen forsvandt disse klosterhospitaler, men behovet for anbringelse og omsorg for syge forsvandt ikke. I byerne oprettede man derfor hospitaler, som også gav plads til de sindssyge. Dårekisten var betegnelsen for de lukkede anstalter, som opbevarede de ”gale”, ”tosserne” eller ”dårerne”.
I 1700-tallet flyttede Sankt Hans Hospitalet til Ladegården, hvor omkring 700 fattiglemmer og sindslidende blev stuvet sammen under dårlige forhold. De ”bindegale” var fikserede og blev næsten behandlet som dyr. Da det engelske bombardement i 1807 ødelagde ladegården var bystyret tvunget til handling, og man tilbagekøbte herregården Bidstrup ved Roskilde Fjord, som nogle år forinden var blevet solgt. Her byggede man en ny institution. Det gamle navn fulgte med: Sankt Hans. At blive sendt til Sankt Hans var en meget alvorlig sag. Man mistede sin familie, sit arbejde, vennekredsen og ens sociale anseelse, hvis man havde en sådan. Det var et farvel til samfundet. Syfilis som medførte ændringer i centralnervesystemet blev tolket som sindssyge, og det var årsag til at også folk fra samfundets top havnede på Sankt Hans.
Omkring 1850 indså man det uheldige i at blande fattige, alkoholikere, invalider, retarderede og folk med sindsforstyrrelser, og man lod opføre et hus for psykisk syge på Sankt Hans. Det stod færdigt i 1859. Lægevidenskaben gjorde i 1800-årene store fremskridt. Læger studerede de forskellige mentale forstyrrelser, der ramte mennesker, og efterhånden kunne skelne mellem de forskellige sygdomme og diagnosticere dem. Psykiatri, et græsk ord for sindshelbredelse, blev et lægevidenskabeligt speciale.
I 1838 blev en nyuddannet læge Harald Selmer fra Vejle ansat som kandidat på Sankt Hans Hospital i Roskilde. Forholdene var ikke gode. En undersøgelseskommission fandt i 1830, at indespærring, pisk og anden form for afstraffelse forekom. De observationer og erfaringer Selmer gjorde angående behandlingen af sindslidende patienter gav ham stof til i 1841 at udgive et skrift: "Almindelige Grundsætninger for Daarevæsenets Indretning, som fast Resultat af Videnskab og Erfaring fremstillet for det større Publikum". Han forkastede den gamle opfattelse, at sindssygdom skulle have noget med synd at gøre og hævdede, at der, som det navnet sindssyge udtrykte, var tale om sygdom på sjælen. Hans kritik og forslag til forbedringer resulterede i oprettelsen af en kommission for bygningen af en anstalt for sindslidende i Nørrejylland. Han fik desuden et rejselegat, så han kunne rejse rundt i andre europæiske lande og se, hvordan man dér greb sagerne an. Harald Selmer blev overlæge og leder af den nye nørrejyske anstalt i Risskov og var i de følgende år drivkraften i opbygningen af andre psykiatriske anstalter med læger ansat, hvor man søgte at helbrede de syge. Han deltog også i reorganiseringen af Sankt Hans Hospital og den psykiatriske behandling dér.
Der blev bygget flere nye regionale psykiatriske anstalter. De lå i Oringe ved Vordingborg, i Viborg og i Middelfart. Fra 1884 blev området overtaget af staten og anstalterne blev statshospitaler. Sankt Hans Hospital fortsatte dog med at høre under Københavns Kommune. Staten oprettede sindssygehospitaler i Nykøbing Sjælland, i Vedsted i Sønderjylland og i Augustenborg på Als.
Sankt Hans Hospital voksede efterhånden til en hel lille by med forskellige afdelinger, mange ansatte og over 2.000 sengepladser. I 1995 indgik Sankt Hans Hospital i Hovedstadens Sygehusvæsen, hvilket medførte store ændringer. Afdelinger blev lukket. Det historiske område blev i 2020 købt af Roskilde Kommune, som vil udvikle en ny bydel, bevare gamle bygninger, bygge nye boliger og åbne de grønne områder. Den psykiatriske behandling er blevet målrettet retspsykiatri og misbrug, som er rykket ind i nye bygninger.
Harald Selmer er blevet kaldt den danske psykiatris far. Han var en banebrydende person i psykiatrien. Han brugte sin ungdom og sin manddom til at få den nye anstalt i Risskov bygget og anstaltens ledelse og hans personlige engagement opslugte ham, så han aldrig kom videre med sit videnskabelige arbejde. Selmer så sig selv i sind knyttet til de syge, og han mente, at kun de der kunne ane sygdommen, var i stand til at leve med de syge og trænge ind til dem. Personligt levede han ikke et lykkeligt liv, omgivet som han var af tragiske skæbner. Mørket var i hans liv også privat. Hans kone døde i 1863 og han blev trods syv børn en ensom mand. Da han blev pensioneret i 1878 slog han sig ned på Frederiksberg, hvor han året efter 65 år gammel døde af en lungesygdom. Hans lig blev ført til Århus, hvor han blev begravet blandt sine patienter på anstaltens kirkegård i Risskov. En prunkløs sten er sat på hans gravsted.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien ”Historiens Aktører” her
[Historie-online.dk, den 29. september 2026]
