Museumsnumre 155 - flipper og slips
H. C. Andersen har skrevet et eventyr, Flipperne. Det lille eventyret begynder: ”Der var engang en fin kavaler, hvis hele bohave var en støvleknægt og en redekam, men han havde de dejligste flipper i verden og det er om flipperne vi skal høre en historie”… Typisk for Andersen brugte han genstande, folk kendte, og når de fik stemmer var det morsomt. Når han vælger flipperne, borgerskabets nyeste beklædningspåfund, til at fortælle at man ikke skal være for storsnudet, for så ender man i papirmøllen, ja så er det næppe en tilfældighed. Det for os interessante og bemærkelsesværdige er, at flipperne er et selvstændigt beklædningsstykke.
Flipper eller flippen blev introduceret i starten af 1800-tallet. Det var en stivet krave for mænd sat i halsudskæringen og den fandtes i forskellige typer, knækflip, enkelt- og dobbeltflip. Flippen var lavet af hvidt lærred. Den velklædte herre skulle se fin ud og rent, hvidt kravetøj var for borgerskabet ”comme il faut”. Den hvide skjorte var uden flip. Den skulle man knappe på. Hvide manchetter og hvidt skjortebryst hørte også til en velklædt herre. Bryststykke og manchetter blev knappet på skjorten ligesom flippen. Alle tre dele blev vasket, presset og stivet for sig.
Til flippen hørte altid et halsbind, som blev bundet om halsen under flippen. Disse halsbind også kaldt kravatter fandtes i forskellige farver og størrelser. Ofte var de aflange og af silke eller bomuld og de fleste var hvide eller sorte. Halsbindet havde afløst pibekraven (museumsnumre 120). Flippen havde samme virkning som den pibede krave. Den fremhævede ansigtet. En effekt der blev øget af det sorte tøj, man gerne bar.
Længe var den såkaldte ”fadermorder” populær, en stivet opstående høj flip, hvis spidser gik op på kinden. Dette kravetøj var på mode fra omkring 1800. Jævnfør navnet var moden ikke behagelig. Goethe og Schiller brugte ikke flipper, men Steffens og Baggesen gjorde. En daguerreotypi af H. C. Ørsted viser ham med fadermorder, hvidt halsbind, hvidt skjortebryst og sort frakke. H. C. Andersen havde også fadermorder i sine yngre år, men skiftede til hvide lavere flipper.
Portræt af Oehlenschläger 1844, Fr. v. Ameling. Digteren ses med fadermordere samt sort halsbind, wikipedia
På Constantin Hansens store maleri af grundlovens fædre ses de fleste mænd med fadermorder som D.G. Monrad, mens andre har lave stive flipper og et lille sort halsbind imellem. Det gælder eksempelvis Carl Ploug og bondevennen I.A. Hansen. De militære som Tscherning har ikke flip men høj uniformskrave, præsterne bærer pibekraver. 1848-1849 var også hvad flipper angik en brydningstid.
Herremode 1868, tegningerne viser den nye lave stive flip, til højre med knæk. dr. tidslinjen
Nogle årtier og en revideret grundlov senere ses statsminister Estrup fremtræde med hvide lave flipper, og hans modstander Chresten Berg har også lave flipper. Viggo Hørup optræder på fotografier med hvide lave store flipper, omtrent som vi kender dem i dag. Glemte man i skyndingen at knappe flippen på, så var man ”ude af flippen”, et udtryk for at være forvirret eller oprørt. Ude af flippen var bonden og arbejdsmanden for det meste. Deres arbejdsskjorte var uden flipper. Hvid skjorte, hvide flipper og diplomat eller jakke var til fester. Man kunne også leje den slags, når man en sjælden gang skulle bruge det til bryllup, barnedåb m.v.
Brudepar fotograferet i Gothersgade i 1911. De var begge bornholmere og manden i jakkesæt, hvid skjorte med hvid flip var sømand og stenfisker. Bruden med moderne hvid brudekjole, fotohistorie
Også middelklassen fik hvide skjorter og gik på kontorarbejde med deres hvide skjorter og hvide flipper. En flipproletar var et udtryk som bredte sig i 1930-erne. Flipproletarerne var usolidariske og servile, mente man i dele af arbejderbevægelsen.
De stive løse skjorteflipper holdt længe stand i beklædningen, inden de blev afløst af bløde skjorteflipper, som var en del af skjorten. Det skete langsomt efter første verdenskrig. Den nye skjortestil kom fra England, som var førende inden for herremoden.
Æske med flipper, Museum Nordsjælland
Ikke så få flipper har overlevet tidens tand. En del flipper stammer fra dødsboer og det er bemærkelsesværdigt, at antallet af de flipper, en mand havde, lå mellem 10 – 20 stykker. Den Gamle By har 12 flipper i original æske. Det er papflipper klædt med tyndt hvidt lærredsstof. Bomuldsstof var det mest brugte til flipperne.
Fire hvide flipper som har tilhørt en mand der mistede sin kone, der døde i barselsseng i 1910. Efter tabet af hustruen anlagde han sort kravetøj, og skønt han blev gift igen, så man ham aldrig med andet end sort kravetøj, Aalborg Museum
De løse flipper er ikke kommet igen, men nutidens herreskjorter har af og til flipper der med indlæg er gjort stive. I dag skifter moden lidt fra stive til bløde flipper. Også flippernes længde varierer.
Slipset blev en bestanddel af det moderigtige herretøj i 1900-årene. Det var en erstatning for halskluden, som blev brugt sammen med de hvide flipper. Slipset kom fra de engelske universiteter. I 1880 dukke såkaldte klubslips op i Oxford. Det var roklubben, som introducerede klubslipset. Roerne tog deres hattebånd og bandt dem om halsen. Efterfølgende bestilte de slips i hattebåndets farver. Andre klubber og Cambridge University fulgte snart efter med egne slips, som deres medlemmer bar. Slipset bredte sig til modekredse og blev i mellemkrigstiden meget populært. Den amerikanske modedesigner Jesse Langdorff lavede en ny type slips med spids for enden, syet sammen af tre stykker stof. Dette slips lagde sig pænt ned over skjorten, lige meget hvilken knude, det var bundet med. Slipsene blev dristigere i farver og mønstre. På landet og blandt håndværkere og arbejdere foretrak mange sløjfe eller butterfly frem for slips.
Årets julegave i Magasin du Nord omkring 1950, magasin du nord museum
Overklassen og middelklassen tog slipset til sig. Det blev sådan, at funktionærer ikke kunne møde på arbejdet uden jakkesæt og slips. Arbejderne kunne ikke bære slips på deres arbejde. For dem var slipset til selskabsbrug. Slips blev også brugt til uniformer, f.eks. inden for DSB og sporvejene, og spejdere skulle bære slips. Reklameslips og firmaslips dukkede op. Efter anden verdenskrig kom brede og smalle slips, ensfarvede eller kulørte, lange og korte slips. De blev lavet af forskellige stoffer. Moden skiftede, men slipset blev alle mands eje. Man valgte det slips, man syntes om. Der fandtes mange forskellige slipsknuder. Den mest almindelige var ”four-in-hand” knuden. Man kunne også købe slips med elastik. Reglen for slipselængden er, at spidsen af det bundne slips skal nå bukselinningen.
Herremoden 1935 præsenteret af Illum. Læg mærke til at alle bærer slips, undtagen jockeyen, den velklædte mand
Museerne har en mængde slips som dateres fra perioden ca. 1930 – 2000. Hertil kommer alle de portrætfotografier som befinder sig i arkiver og private samlinger. Der er god viden om slips.
Det gik op og ned med slipsets popularitet. Under ungdomsoprøret var slips nærmest et kainsmærke, men i fattigfirserne kom slipset tilbage. Slipset er stadig i visse dele af forretningsverden en uniformsdel. Man kan ikke være troværdig og præsentabel uden. Det er dog en holdning som størstedelen af den mandlige befolkning ikke deler. For dem er slips til selskabsbrug og deres slips hænger i klædeskabet til daglig.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien "Museumsnure" her
[Historie-online.dk, den 24. marts 2026]
