Amagerbanens Dag

Skinnecykling, musik, loppemarked, historiske fortællinger, grillmad og konkurrencer. Amagerbanens Venner og Haverne ved Amagerbanen disker endnu engang op med en underholdende og hyggelig Amagerbanens Dag.
Lørdag d. 30. august kl. 11-16 er der igen Amagerbanens Dag med masser af oplevelser og aktiviteter for børn og voksne. Den gamle togbane, som kørte fra nord til syd på øen, skal endnu engang fejres. Hele dagen er der livemusik. Ved de gamle kolonihaver er der loppemarked, mulighed for at bage snobrød eller få sig en kop kaffe og et stykke kage. Der er historiske fortællinger, skinnecykling og mulighed for at komme i snak med de mange lokale, der er engageret i bevarelsen og udviklingen af kvarteret omkring Amagerbanen. Foreningen Ren Kærlighed til Amager afholder skraldeindsamlingskonkurrencer med fede genbrugspræmier til voksne og børn og så er der hjemmelavet grillmad hos Amagerbanens Venner. Også til vegetarerne. Kasserer for Amagerbanens Venner, Henrik Kristoffersen, glæder sig meget til den store dag:
”Amagerbanen er et stykke unik industrihistorie på vores skønne ø. At vi stadig har en bid af skinnerne tilbage er en gave, som vi skal værne om. Og at vi oveni købet kan køre på dem med dræsine og skinnecykler giver alle andre en mulighed for at køre igennem den gamle skinnehistorie. Fornemme den.”
Også de gamle kolonihaver omkring banen deltager i aktiviteterne. Medlem af bestyrelsen i Haverne ved Amagerbanen, Anders Krag, glæder sig meget til den store dag.
”Vi lukker mange af de gamle kolonihaver op på dagen, så alle kan komme ind og se dem. Du kan få dig en kop kaffe og en snak med nogle af os, der elsker områdets særpræg og unikke fortid. Amagerbanens Dag giver os en mulighed for at markere stedets betydning. Både for Amager, men så sandelig også for København. Det er et kulturhistorisk åndehul, som ikke må forsvinde.”
Historisk arvegods
Amagerbanen blev bygget i starten af 1900-tallet og transporterede både mennesker og gods til de mange fabrikker, der lå langs med skinnerne. Banen gik fra nord til syd og endte i Dragør, hvortil mange københavnere tog banen på søndagstur. Men banen fragtede også københavnernes tis og lort ud til amagerbønderne i Store Magleby og Tømmerup, som spredte det ud på deres marker. Det meste af Amagerbanen er blevet nedlagt igennem de sidste 60 år, men knapt halvanden kilometer er bevaret langs Uplandsgade og passes af Amagerbanens Venner. Hele sommeren står de klar to søndage om måneden til at hjælpe gæster op på skinnecykler eller dræsine. Og langs skinnerne ligger Haverne ved Amagerbanen. Gamle kolonihaver, som har en næsten lige så lang og spændende historie.
Foto: Amagerbanens Venner
[Historie-online.dk, den 13. august 2025]