Retten er sat
Som tidligere fortalt gik lovgivningsarbejdet i gang umiddelbart efter befrielsen. Blandt disse var også de såkaldte ”Værnemagerlove”, der gav grundlag for, at myndighederne kunne stille landsmænd, der havde samarbejdet med tyskerne, til ansvar. Sagerne var til tider komplicerede, så man valgte at gå meget grundigt til værks med straffesagerne. Værnemagerne var landssvigere, som ofte ganske ublu, havde stillet deres ekspertiser til rådighed for Værnemagten. I form af anlægsarbejder.
Der er nogen usikkerhed om den pågrebne person. Men det kan være en værnemager, der er hentet til internering. Foto: FHM
Både i Ditlev Tamms fremragende doktordisputats: ”Retsopgøret efter besættelsen, 1984, og i Steen Andersens spændende værk: ”De gjorde Danmark større… Danske entreprenører i krise og krig 1919 – 1947”, Lindhardt og Ringhof, 2005, er der grundige gennemgange af store og komplekse sager fra opgøret med værnemagerne. I alt dette bliver de mindre fisk let borte. Jeg har valgt at berette om en sag fra Vendsyssel. Nærmere betegnet den lille stationsby Hurup. Begivenhederne er beskrevet af Kjeld Hansen, som her benyttes som baggrundsmateriale.
Her kom den 45-årige entreprenør, Lars Peter Høje Kristensen, for retten som landssviger. Da politiet slog kloen i ham, bad han om, at hans to børn fik lov til at beholde de penge, han havde givet dem, så de kunne uddanne sig. Som modydelse ville han til gengæld lægge alle kortene på bordet. Det gik politiet med til. Og de holdt deres løfte lige til det øjeblik faderen kom for retten. Her blev han ikke alene dømt som værnemager, men også for en større økonomisk svindel.
Der var nok at tage fat på
Der gik ikke lang tid efter den 9. april, før den driftige entreprenør kom i kontakt med tyskerne. Efter et møde med besættelsesmagten kunne han nu gå i gang med entrepriserne, der blev godt betalt. Og der var mere end rigeligt at tage fat på.
Det største projekt var uden tvivl Hanstholm stillingen. Hvad præcis det var, ved vi ikke. Men undervejs var der over 1.000 arbejdere i firmaet.
Det store kanontårn i fæstningsanlægget. Foto: Bunkermuseum Hanstholm. Dette fantastiske museum har en hjemmeside, der virkelig inspirerer til besøg. Bunkermuseumhanstholm.dk
Når pengene i kassen klinger…
Høje Kristensen tjente store summer på sin værnemagerforretning. Så mange at han i 1942 kunne købe herregården Skibstedgård, der ligger uden for Hurup. Dyr var den, men ikke dyrere end han kort tid efter kunne købe det store områder kaldet Sindrup Vejle. Han smed 113.000 kr. på bordet til ejeren af Vejlerne – en landinspektør, der herved fik 10 gange mere, end hvad han selv havde givet 10 år tidligere. Beløbet svarer i 2025 til 3.011.181 kr. Jo – Høje Kristensen havde virkelig fået noget ud samarbejdet med besættelsesmagten.
Men noget uldent begyndte langsomt at dukke op, da Rigspolitiet kom til Hundrup. En minutiøs gennemgang af regnskaberne afslørede, der havde været tale om falske konteringer, manipulation med regninger og meget mere. Samlet løb det op til 51.000.000 kr. i 2025 priser.
Høje Kristensen samarbejdede fra første dag med Rigspolitiet. Måske havde han håbet på, at han så ville få en mildere straf. Men her hjalp ingen kære mor. Han blev sammen med sin familie frataget ”rub og stub”. Staten tog alt ned til den mindste detalje.
Hans kone og to børn måtte af med alt af værdi: persianerkåbe, to mårskindskåber, en guldring med perle, en guldring med safir samt to guldhalskæder. Børnene kom også under ”behandling”. Jens måtte af med et bankindskud og obligationer, og søsteren Kirsten det samme. Høje Kristensen og hans familie stod uden noget som helst. ”Væk var huset, sommerhuset, forretningen, udlejningsejendomme, landejendomme, personlige genstande og formuer”, fortæller forfatteren.
De holdt sølvbryllup sammen med børnene i disses hjem. Men kort tid efter bliver Høje Kristensen og hans hustru skilt. Hun havde opholdt sig i Sverige, mens han udsonede de fire års fængsel, han var blevet idømt.
Billede af straffelejren Store Hjøllund ved Silkeborg. Det var oprindeligt et tysk ammunitionsdepot. I forbindelse med retsopgøret blev blandt andet landssvigere som værnemagere anbragt her til afsoning. Foto: HPN.
Da Høje Kristensen atter var en fri mand, vendte han tilbage til sit gamle arbejde. Han genopbyggede sin gamle virksomhed, blev gift igen, men kunne dog ikke glemme, hvad staten havde udsat ham for. Han ønskede dommen kæret, men fik igen og igen afslag. Så sent som i 1952. Der var ikke noget at gøre.
Den 26. april 1954 kørte han galt med sin bil, kom på sygehuset, men afgik ved døden nogle dage senere. Hermed forsvandt han ud af historien om et retsopgør, der til tider kunne virke lidt mærkværdigt.
Erik Ingemann Sørensen
Se de øvrige artikler i serien om 80-året for Befrielsen
[Historie-online.dk, den 20. august 2025]
