Den satans tumult
Af Michael Nobel Hviid, ph.d., forsker
Trolddom og hekse har til alle tider fascineret. Trolddomstroen findes i kulturer verden over og har gennem historien fungeret som menneskers mulighed for at påvirke forhold i deres tilværelse, som de ikke selv var herre over. På den anden side har troen på trolddom og hekse også skabt frygt, had og hysteri. Særligt det sidste har spillet en central rolle i den historiefaglige behandling af trolddom. I Danmark er der gennem årene skrevet rigtig meget om særligt 1600-tallets trolddomsprocesser, der førte til at over 1000 kvinder og væsentligt færre mænd mistede livet på de danske heksebål.
Denne bog stiller imidlertid et spørgsmål, som nok tidligere er blevet berørt, men aldrig så dybdegående i en dansk sammenhæng, nemlig hvorfor trolddomsprocesserne ophørte. Med forfatterens ligefremme ord så er bogens ambition at undersøge, ”hvorfor man stoppede med at brænde hekse?” Det er i sig selv vanskeligt at beskrive og forstå et fænomen, men at forklare, hvorfor det forsvinder er måske en endnu vanskeligere øvelse. Bogen er en revideret og omskrevet version af forfatterens ph.d.-afhandling, og fra start til slut er det tydeligt, at bogen hviler på flere års intensiv og grundig forskningsindsats.
Bogens hovedtese er, at oprettelsen af Højesteret, som rigets øverste retsinstans i 1661, fik en afgørende rolle for trolddomsprocessernes ophør. Ikke mindst fordi alle domme i trolddomssager efter 1686 skulle stadfæstes i Højesteret for at være gyldige.
Bogens indledende kapitel tjener som introduktion til samtidens forskellige forståelser af trolddom, til udviklingen i det juridiske grundlag for processerne og ikke mindst Højesteret og dens dommere. Herefter er bogen opdelt i en række kronologiske kapitler, som hver især behandler de sager, som nåede Højesteret.
I disse kapitler præsenteres de konkrete sager, de involverede personer og ikke mindst højesteretsdommerne og deres ofte meget forskellige synspunkter i sagerne, som de kommer til udtryk i bogens absolutte hovedkilde, voteringsprotokollerne fra Højesteret.
Sagerne omfatter både (for denne anmelder) ukendte trolddomsprocesser, men også nogle af de mest kendte og skelsættende processer i dansk historie, som både vakte opsigt i samtiden og siden har sat sig markante spor i den historiske trolddomslitteratur. Det vil føre for vidt her at gå ind i hver enkelt sag, men i stedet skal det blot konstateres, at det er en af bogen helst store styrker, at den, gennem de behandlede sager både formår at give et bredt indblik i trolddomstroens og trolddomssagernes generelle karakteristika gennem de konkrete sager, men samtidig igennem voteringsprotokollerne analyserer de holdninger og holdningsændringer som udvikler sig over tid blandt dommerne. Som læser præsenteres man herigennem for både for den folkelige trolddomsforståelse, som oftest lå til grund for sagerne og elitens voksende afstandtagen til de folkelige forestillinger i form af højesteretsdommernes synspunkter. For det var lige præcis det, der var afgørende i forhold til trolddomsprocessernes ophør.
Trolddomstroen forsvandt ikke, den skiftede rum og blev fra 1693 for stedse deponeret i folkefantasien. Med forfatterens ord kan den overordnede udvikling karakteriseres således: ”de første højesteretsdommere tog stadig djævlepagten alvorligt, og deres bøger er fulde af dæmonologi. Efter Arenfeldt-skandalen i 1686 blev det vigtigere at markere afstand til den ”enfoldige almuetro” end at udrydde hekse. Resultatet blev et nyt socialt skel: civiliseret rationalitet på centraladministrationens podium – overtroisk kællingesladder på landsbyens torv. Eliten gik fra frygt til foragt for hekseri”.
Bogen igennem er fokus rettet mod de 95 højesteretsdommere, som pådømte trolddomssagerne i periode 1664-1741. Det gælder både dommernes personer, deres baggrund og ikke mindst deres argumenter og synspunkter. I nogle af kapitlerne kan gennemgangene af de mange dommeres synspunkter godt forekomme en smule langtrukne for den utålmodige læser, som gerne vil frem til dom og resultat. Men det tjener et højere formål, nemlig at danne byggesten til beskrivelsen af den stadig tiltagende afstand mellem den brede befolknings og elitens opfattelse af trolddom. Det fremgår mange steder, at selvom dommerne ikke nødvendigvis var uddannede jurister, så gjorde deres dannelse og positioner, som højtstående embedsmænd, professorer, osv., at de så sig selv som en intellektuel elite, som var højt hævet over de enfoldige bønder.
I et af bogens sidste kapitler Trolddom i Højesteret 1664-1741 samler forfatteren op på nogle af de væsentligste udviklingslinjer hos dommerne, som i mange tilfælde havde familiemæssige eller netværksmæssige relationer til hinanden på tværs af generationer. Her trækker forfatteren de lange linjer op i udviklingen blandt højesteretsdommer og fremhæver de mest indflydelsesrige dommere i forhold til skiftet i synet på trolddom.
Selvom de første dommere nok tog djævlepagten alvorligt fornemmer man fra begyndelsen en afstandtagen eller modvilje mod sagerne. Ikke sjældent undlod de helt eller delvist at forholde sig til trolddomsspørgsmålet i sagerne, men interesserede sig ofte mere for korrekt procedure og de bagvedliggende konflikter og motiver, som ofte ledte op til sagerne. I tråd med enevældens iscenesættelse af magten, iscenesatte højesteretsdommerne i hele perioden sig selv som en intellektuel elite, der var højt hævet over den simple bonde. De repræsenterede både udadtil og indadtil den enevældige retsstat, gennem en urokkelig loyalitet overfor enevældens lov.
Men holdt troen på trolddom op, da man stoppede med at brænde hekse? Det korte svar er nej. I bogens sidste kapitel viser forfatteren gennem en række eksempler, hvordan den folkelige trolddomstro på ingen måde forsvandt, men levede videre helt op i nutiden. Måske kalder vi ikke folk for hekse, men har stadig brug for syndebukke som vi kan give skylden for vores ulykke, som vi kan sladre om og være fælles om at elske at hade.
Selvfølgelig kan man ikke skrive en bog uden, at der er elementer som kan udfordres. Denne anmelder har således bidt mærke i at forfatteren fra bogens begyndelse gør en dyd ud af at italesætte, at der både var tale om borgerlige og adelige dommere. Det fremgår sågar også af den oversigt over dommerne som findes bagerst i bogen. Imidlertid forbliver det uforløst om denne skelnen mellem adelige og borgerlige dommere havde nogen indflydelse på deres syn på trolddom eller i sidste ende deres domme. Selv om hensigten måske blot er at vise, at enevældens administration i stigende grad inddrog folk med borgerligt ophav, så forventer man som læser, at denne kategorisering på en eller anden måde får betydning. Men dette er blot en lille anke, der ikke skal skygge for den samlede vurdering.
Alt i alt er det nemlig en satans (fristes man til at skrive) velskrevet og helstøbt bog, som varmt kan anbefales alle der interesserer sig for trolddom, men også kulturhistorie i bredere forstand. En bog som hele vejen igennem støttes af en fremragende billedside, som virkelig understøtter bogens indhold. Lige fra de flotte billeder af voteringsprotokollernes krøllede gotiske håndskrift, der understreger det kæmpe arbejde forfatteren har lagt i at læse de mange hundrede siders svært tilgængelige tekst, til de store malerier af heksesabbatter og anden magisk praksis, som sætter billeder på fortidens trolddomstro.
Endelig til sidst et par afsluttende ord om formen. Det er altid lidt problematisk, når videnskabelige afhandlinger udgives i reviderede versioner, som skal henvende sig til en bredere læserskare. Problemer, som ofte ender med, at afhandlingen bliver i skuffen og ikke kommer ud at leve som en rigtig bog. For hvad skal udelades? Hvad skal tages med? Hvordan skal vinklen være? Det er en skam, for der ligger rigtig meget ny viden i ph.d.-afhandlinger. Jeg synes, denne bog er forbilledligt eksempel på, hvordan man kan lykkes med at tage et skarpt defineret afhandlingsprojekt og brede det lidt ud, men uden at gå på kompromis med den videnskabelige kvalitet og de videnskabelige konklusioner.
[Historie-online.dk, den 22. april 2026]
