Ingemannsland
Carsten Ingemann har i mange år været pressefotograf ved Morgenavisen Jyllands-Posten. Denne bogs billeder er et snævert udvalg fra mere end hundrede reportagerejser i krigs- og konfliktområder i perioden 1985-2005. Side efter side betages anmelderen af den indlevelse og fantasi, billederne vidner om
Af Michael Koch
Det vidner om enorm flid og vedholdenhed, når en fotobog som denne kan skabes. En reportagefotograf kan sikkert tage gode billeder og efterhånden skabe et album med perlerne. Det er ikke sådan et album, der ligger på bordet hos anmelderen. Det er en bog med næsten 300 rene drømmebilleder. Det skal måske forklares med et eksempel. Reportagefotografen kan godt rejse ud i et konfliktområde og i randzonerne finde en del gode motiver, steder, hvor der på et tidspunkt er sket noget, som kan bruges til avisen. Det er ikke den slags billeder, der er i denne bog.
Ingemann har fået de lokales accept til at fotografere. Fotografen kan ikke blot stille sig op, tage et stort kamera frem og tage billeder hele vejen rundt. Det kan være mennesker i nød, og det kan være meget fattige mennesker, ulykkelige mennesker, som lige nu ser deres land i en kritisk periode. Selvfølgelig er der hastige skud. Det gør alle på reportage. Ingemann gør det så med en dybfølt indlevelse og med en respekt for de mennesker, der bliver til motiver. Nogle reportagefotografer er i en by eller et område i lang tid, inden kameraet overhovedet kommer frem. Andre kan på ret kort tid få lov til at tage billeder. Det kommer helt an på situationen, og hvordan fotografen kan skabe relationerne, der skal til.
Et eksempel er billedet fra Vukovar på grænsen mellem Serbien og Kroatien for 34 år siden. Her tog Ingemann et billede af tre musikanter på gaden mellem sønderbombede huse. Der er skudhuller i bassen, og den har kun to strenge. Men de spiller. 87 døgn er de blevet beskudt i træk af serbiske styrker, og i november 1991 måtte de overgive sig. Det er det en billedredaktør på JP kalder et billede om noget og ikke et billede af noget. Det kan være, at Carsten Ingemann har sunget og smilet sammen med dem, og det kan være, at han har delt et par cigaretter med dem. Vi kan ikke se, hvor længe Ingemann har været om at tage det billede, men vi kan alle se resultatet. Det var blot et eksempel på et af billederne.
“Her bor vore drømme, her bor vores sjæl, Vukovar, Vukovar”. Synger tre mænd mellem ruinerne omkring byens torv. Bemærk bassen har skudhuller og kun to strenge. Deres fordrukne sang runger mellem de udbombede kulisser i Vukovar i Serbien - 1992.
I kampens hede er det ikke nok at få lov til at komme tæt på livet i konfliktområderne. Fotografen skal holde styr på sit grej og holde det i form med batterier og rene objektiver. Når det så går løs, skal der styr på lukkertid, blænde, fokusering, dybdeskarphed eller det modsatte og en hel del mere, som eksempelvis modlys, sol og skygge. Det mestrer Ingemann servfølgelig, og hans redaktør gennem mange år på Jyllands-Posten har i sit forord mere end mange overordentligt store lovord om sin kollega. De to har været på mange ture sammen, og de to har ofte skabt tekst og billeder sammen rundt omkring på hele Danmarkskortet. De kaldte det jysk minimaljournalistik, når de forsøgte at gøre det mindste stort og gennem detaljen søgte at skabe helheden.
En fotograf som Carsten Ingemann var tvunget til at ligge inde med flere forskellige pas (sikre at et ikke blev væk, og han dermed havde et meget stort problem, eller når der var stempler i et pas, som slet ikke gik an i et andet land). Han havde også en skudsikker vest med på rejserne, et større antal dollars og naturligvis alle tænkelige vaccinationer bragt i orden. I perioden 1985 til 2005 var Ingemann med få timers varsel parat til at rykke ud på reportagerejse til et af verdens brændpunkter.
I Volgograd i Rusland fejrer man hvert år krigen 1942-1943
De steder, Ingemann har rejst til med sit kamera, spænder fra Serbien, Kroatien, Montenegro, Slovenien, Bosnien-Hercegovina og Makedonien. Han var også på plads efter angrebet på World Trade Center i 2001. Specielt Balkan var Ingemanns arbejdsplads i adskillige år. På utallige rejser kørte han rundt i sin ikke så driftssikre BMW for at skildre de helt rigtige ting for læserne af morgenavisen. Det er ikke mindst mange af de billeder, der er med i bogen. Det vil være forkert at kalde ham for krigsfotograf. Det er mere i mellemrummet, i pauserne er at finde. Det er nok mere resultatet af krigen der skildres, mere end selve skyderiet og angrebene.
Plyndringer efter etnisk udrensning: Inde i en gård er tre mænd ved at tømme et fadebur. Ingen af dem er ædru. Vukovar, Kroatien/Serbien - 1991
Ingemann var netop ankommet til Bukarest i 1989. De var under beskydning og væltede fra bilen ind på hotellet. Tjenerne hænger foran fjernsynet mens de ryger cigaretter. Et par dage efter står de igen fokuseret foran fjernsynet. En brutal standret har fundet sted og Nicolae og Elena Ceausescu er ført bort og henrettet. Juledag 1989.
Da Carsten Ingemann rejste rundt med sin bil og garderoben af kameraer og objektiver, havde han også et komplet mørkekammer med. Billederne blev fremkaldt analogt i de år, hvor det digitale enten endnu ikke fandtes eller var så simpelt og langsomt, at det ikke kunne bruges professionelt. Med sig i bilen havde han også tungt og langsomt transmissionsudstyr, så han kunne sende billederne hjem til redaktionen. Til brug for anmeldelsen skulle der udvælges en serie billeder. Normalt markeres de bedste emner til dette med en lille plastfane på toppen af siden. Da denne anmelder studerede billederne side efter side, var det så overvældende, at alt for mange små faner kom i brug. Det har været uhyre svært at vælge billeder, da de ganske enkelt er enestående og meget betagende. Bogen anbefales varmt.
[Historie-online.dk, den 21. april 2026]
