Tro, håb og retfærdighed
Sidst i 1960-erne arbejdede flere danskere indgående mod apartheid i Sydafrika. De var kristne og var organiseret i kirkelige organisationer, der gik forrest i bekæmpelsen af det forhadte regime
Af Michael Koch
Det er tilsyneladende meget underbelyst i den store omfattende fortælling om apartheid, at en række danskere og deres kirkelige organisationer havde en ret markant rolle i bestræbelserne for at kvæle det apartheidregime, der havde hersket i Sydafrika siden 1948. Der er mange opsigtsvækkende ord, der kan sættes i forbindelse med denne kamp: agenter, politispioner, handelspolitik, sikkerhedspolitik, og ikke mindst storpolitik og politik hjemme og ude. Allerede tidligt var der tæt kontakt med personer i danske kirkelige kredse og med navne som Tutu, Mandela, Boesak, Chikane og Naudé.
Kun tre år efter den mest forfærdelige verdenskrig besluttede det hvide mindretal at opdele efter hudfarve. De kaldte det Apartheid, adskillelse. Sortes rettigheder svandt ind, og et uhyggeligt racistisk system formede sig. År efter kom det til uroligheder ved en fredelig demonstration, hvor ANC i marts 1960 samlede over 5.000 i byen Sharpville. Demonstranterne messede “Izwe Lethu”- Vores land. Pludselig begyndte politiet at skyde med maskinpistoler ind i flokken.60 døde og 180 blev såret. Det skabte en omvæltning, og også i Danmark begyndte Apartheid at fylde, og mange mente, at der skulle handling til. Episoden gav brændstof til at gøre kampen mod Apartheid meget mere håndgribelig.
Massedemonstrationer var en del af gadebilledet under det lange apartheidregime. Billedet er fra Johannesburg i 1956, hvor der blev demonstreret for bedre boligforhold for de sorte, for universel stemmeret, ligeløn og ligeværd
I 26 år fra 1968 til 1994 arbejdede kirkelige kredse på at få ordentlige forhold for sorte i Sydafrika. En kontroversiel og kendt aktivist, Jørgen Lissner, rejste til landet og fik med lokal hjælp fat i dokumenter, som tydeligt viste, at danske virksomheder også forskelsbehandlede sorte. Mandela var blevet fængslet, og han sad indespærret i 27 år. Både Mandelas fængsling og de skarpe gennerelle forhold i landet gjorde, at det vakte stor opsigt, da man kunne fremlægge en rapport med Lissners dokumentation på ØK´s generalforsamling. Nu var det synligt for hele Danmark, at danske virksomheder aktivt tog del i de dårlige forhold for den sorte del af befolkningen.
Bogen indeholder spændende og interessante kapitler om Folkekirken og Folkekirkens Nødhjælp i tiden 1966 til 1975. Det hele er fortalt i et godt, sikkert sprog, hvor man som læser både er underholdt og får lærerig information. Meget prisværdig formidling af stof der sikkert kunne være tungt. I Soweto var 17. juli 1976 en skandaløs dag med blodige kampe. Stedet var ikke tilfældigt, for der boede to millioner sorte på sparsom plads. Her blev de sorte provokeret voldsomt, og med skydende politisoldater blev mange dræbt. Det falder ikke anmelderen let at bruge udtrykket “sorte” om den oprindelige befolkning, men det bliver brugt i bogen, og hidrører til den tid, der skrives om i Sydafrika.
Et af de ikoniske billeder fra blodbadet i Soweto i juni i 1976. Den døende Hector Pieterson bæres væk fra urolighederne, og ved siden af løber Hectors søster. Her ses hun, Antoinette, i 2006 ved siden af det store originalbillede.
Med Anker Jørgensenregeringen fortsættes den offentlige fordømmelse af styret, ligesom der kanaliseres penge gennem blandt andre Folkekirkens Nødhjælp. Det var til brug for udviklings- og nødhjælpsarbejde. Det er på sin plads at sige, at den danske kulimport fra Sydafrika på få år var steget til 836.000 tons i 1978. Dermed var Danmark og vore nabolande midt i orkanens øje, da Soweto begivenheden fandt sted. På det tidspunkt holdt staten sig ikke tilbage for at likvidere folk, eksempelvis forkæmperen Rick Turner, som blev myrdet i sit hjem. I de år var det store personligheder, som gik forrest, eksempelvis Desmond Tutu, som kunne findes forrest i demonstrationer i fuld præsteornat. Det var også Tutu, som blandt andet i Danmark talte for total boykot af Sydafrika og landets varer - ikke mindst det kul vi importerede.
Desmond Tutu var en karismatisk mand, der her ses til et møde i 1984 med Jens Jørgen Thomsen, Folkekirkens Nødhjælps generalsekretær
I årene efter 1980 blev volden optrappet, endda med raketangreb og bomber. Med den borgerlige regering i 1982 blev der sat endnu mere ind mod Apartheid, og der kom stadig flere frihedssøgende sydafrikanere på besøg her i landet. I 1990 kunne Nelson Mandela forlade fængslet efter 27 år, men det var efter en voldsom uro, boykot af landet og meget politisk pres. Danmark var et foregangsland for boykot af Sydafrika, selvom det havde været en varm kartoffel på Borgen. De kirkelige organisationer modtog den boykot med lettelse. Præsident F.W. de Klek holdt en meget berømt tale den 2. februar 1990, som åbnede for reformer af regimet og Apartheid. Tiden med undertrykkelse lettede officielt. I 1992 besøger Nelson Mandela Danmark og et par måneder efter ophæves de danske sanktioner mod landet.
Det er imponerende at læse forfatterens beretninger om spioner og trusler. Det vil gå for vidt at beskrive det hele i en anmeldelse, men det anbefales kraftigt at læse alt det, forfatteren har researchet og beskrevet, så det er utrolig interessant læsning.
Det er en lang bog med imponerende læsevenlighed. Som i forfatterens øvrige bøger vidner den om ualmindelig grundig research, og materialet er gennembearbejdet og præsenteret, så læseren for alvor er sat ind i Danmarks rolle overfor Sydafrikas Apartheidstyre gennem årene. Det er en bog, anmelderen vil ønske, at mange vil få ligeså meget glæde af, som jeg har haft under læsningen.
[Historie-online.dk, den 10. juni 2026]
