Menu
Forrige artikel

OOA åbner sit eget museum

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 3050

 

Ny hjemmeside fortæller i skrift, billeder og lyd den unikke historie om OOA, den folkelige bevægelse bag det smilende solmærke. Med start i 1970’erne lykkedes det OOA at holde Danmark fri for atomkraft, få lukket Barsebäck-værket og bane vej for det grønne energisystem, der i dag har gjort Danmark til ledestjerne for andre lande. OOA åbner nu sit eget museum.

Kampen for klimaet, miljøet og naturen er i dag blevet den mest påtrængende dagsorden for mange. Unge som ældre aktionerer, argumenterer og eksperimenterer med nye grønne løsninger. Man samler sig i nye netværk for at vinde styrke, lægge pres på beslutningstagerne og ændre udviklingens retning.

Det er en stor og vanskelig udfordring. Tilbage i 1970’erne stod en anden gruppe mennesker med en lignende udfordring, da den tids elselskaber annoncerede planer om at opføre atomreaktorer rundt om i det danske landskab. Regeringen var klar til at nikke ja, Folketinget skulle end ikke spørges.

Det gav i 1974 stødet til OOA, Organisationen til Oplysning om Atomkraft, i starten blot en håndfuld mennesker, der mente, at befolkningen burde have indflydelse på den sag. Over mere end ti år voksede OOA til en slagkraftig græsrodsbevægelse med tusindvis af aktivister i hele landet.

Med det smilende ’Atomkraft? Nej tak’ som samlingsmærke organiserede man sig i mere end 150 lokalgrupper, men uden egentligt medlemskab og ledelse. Via demonstrationer, underskriftindsamlinger, udstillinger, publikationer, debatmøder, tekniske analyser og henvendelser til Folketinget og regeringen lykkedes det gradvist at vende stemningen og i 1985 vinde et flertal i Folketinget for et dansk nej til atomkraft og ja tak til de grønne, vedvarende energikilder.

Historien om OOA er historien om, hvordan græsrødder vinder. Historien om et enestående dannelsesprojekt, et vellykket eksperiment med aktivt folkestyre, båret af fælles tro på, at det nytter at blande sig, og holdt sammen af en livskraft, der undervejs blev næret af musik, kultur og kreativitet.

I dag, 47 år efter starten, er det hele for første gang dokumenteret. Baseret på tusindvis af dokumenter, oceaner af billeder, musik, filmklip og mange samtaler har unge friske øjne med støtte fra nogle af de gamle aktivister genskabt historien og bearbejdet erfaringerne på en ny interaktiv hjemmeside – https://www.atomkraftnejtak.dk/ - et ’OOA Online Museum’.

»Det er en historie fra en anden tid – fra før internettet og de sociale medier – men vi tror og håber, den kan give inspiration og kamplyst til nye aktivister i de folkelige bevægelser, der i disse år påtager sig det store ansvar at forsøge at vende en faretruende udvikling,« siger Bente Meillier.

[Historie-online.dk, den 2. marts 2021]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Kvinderne på Bangsbo
Museum på Rejsen 4: Weimar
Ribes kommende heksemuseum