Menu
Forrige artikel

Andreas Mogensens rumkapsel på Danmarks Tekniske Museum

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 5631

Danmarks Tekniske Museum har modtaget Soyuz rumkapslen TMA-18M. Den rumkapsel, der sendte Danmarks første astronaut, Andreas Mogensen, ud i rummet, den 2. september 2015.

Efter to års intenst arbejde er det lykkedes Danmarks Tekniske Museum at bringe dette højaktuelle stykke danmarkshistorie ind i museets samling. Projektet er realiseret i et tæt samarbejde med Danmarks ambassade i Rusland, astronaut Andreas Mogensen, russiske og danske samarbejdspartnere, og ikke mindst med omfattende økonomiske støtte fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.

Den 8. maj kl. 11.00 åbner Hans Kongelige Højhed Prins Joachim og astronaut Andreas Mogensen sammen med Kulturminister Mette Bock udstillingen RUMMET TUR-RETUR, med Andreas´ rumkapsel som det centrale omdrejningspunkt. Museet glæder sig til at invitere alle danskere med på den spændende rumrejse.

Kapslen lander på Danmarks Tekniske Museum (Credit DTM)

Direktør for Danmarks Tekniske Museum, Jesper Buris Larsen udtaler; ”Rumkapslen er et enestående stykke danmarkshistorie, og jeg er begejstret over, at det er lykkedes os at få den til museet. Med én enkelt museumsgenstand viser vi hvordan man som kulturhistorisk museum både kan være aktuel og historisk, samtidig med at vi pirrer danskernes interesse for teknologi og videnskab. Rumkapslen er det håndgribelige bevis på, at Danmark stadig kan bryde nye grænser og sætte vores aftryk i historien – vi har her at gøre med det stof drømme er gjort af.”

Uddannelses- og Forskningsministeriet har som ansvarlig myndighed på rumområdet hjulpet Danmarks Tekniske Museum med kontakten til de internationale samarbejdspartnere.

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind udtaler; ”Andreas Mogensens Soyuz rumkapsel er et billede på en stor begivenhed i danmarkshistorien – den første dansker i rummet. Vi har gennem den europæiske rumorganisation ESA deltaget i samarbejdet om den internationale rumstation i over 20 år, og Andreas’ rumkapsel er et håndfast bevis på dette samarbejde og på Danmarks store arbejde på rumområdet. Jeg glæder mig til at se, hvordan Danmarks Tekniske Museum de kommende år vil benytte kapslen til at skabe fascination, så interessen for naturvidenskab styrkes i Danmark”.

Erhvervelsen af rumkapslen er foruden omfattende økonomisk støtte fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond sket med juridisk assistance fra DELACOUR Advokatpartnerselskab samt logistik- og transportassistance fra ICT Logistics.

Billedet på forsiden: Andreas Mogensen i kapslen. (Credit ESA)

Historie-online.dk, den 11. april 2018

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Forbrydelsens ansigt
Fra Hebsgaard til Holmegaard
Kameraet og os