Menu
Forrige artikel

Underdanmark

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 1191

 

Forfatteren Hans Gregersen har skrevet en fornem bog om livet på samfundets bund: ”Underdanmark”, hvor de nederste både får liv og mæle. Lag for lag skrælles af det, Adam Oehlenschlæger beskrev som ”et yndigt Land” – fra tidlige spor af ulighed til det berømte møde og forlig i Kanslergade i 1933. Til tider synes den lammende fortid særdeles tættere på, end man egentlig antog.

Af Erik Ingemann Sørensen

På kirkegården i Assens ligger et eller andet sted fattiglemmet Franz Ludvig Storm. I en erindring hedder det: ”Størst var vist Sorgen over Sønnen Frantz Ludvig, der, meget smuk af Udseende, skejede ud i sin Ungdom og var saa svag af Karakter, at han, hvor ofte han lovede Bod og Bedring, dog ikke kunne modstaa Drikkeriet, og derfor levede et underligt omflakkende Liv. Jeg husker ogsaa dunkelt ham, naar han undertiden kom til os, hvor god han var mod mig; Tømrerhaandværket var han slaaet ind paa efter først at have været Kontorist i Mus'es Forretning i Kerteminde. Mor talte mildt og kærligt formanende til ham, og jeg husker Bedstemors Skræk, naar hun om Aftenen mente at høre ham komme. Sorgen over de Levende er ofte større og bitrere end over de Døde…” (Erindring fra efterkommer). Han døde på fattiggården i Assens. Hvorfor nævne ham? Jo – det var såmænd min tipoldefars bror. Man kan måske antage, at der i danske familier af og til vil være en slægtning, der enten har været fattiglem eller på anden måde levet på bunden af samfundet. På et eksistensminimum eller endda mindre.

Billedet viser den bornholmske ”Skæglotte” er taget før 1924. Foto H.P. Holm. Fra hjemmesiden: ”Bornholmernes spisekammer”

Tanken bag bogen

Hans Gregersen skriver om bogens fortælling: ”Det er intensionen, at læserne i denne bog skal møde en anden danmarkshistorie end den gængse. Det er ikke konger, adel, borgerskab og andre medlemmer af Overdanmark, der er hovedpersonerne. Det er derimod den brede vifte af tiggere, fattiglemmer, løsgængere, psykisk syge, tatere, natmænd, rakkere, bødler, tyende, prostituerede, fæstebønder, husmænd og arbejdere på landet og i byen, som udgjorde Underdanmark. Mennesker, for hvem livet først og fremmest gik ud på simpel overlevelse… Tilværelsen for bogens mange personer vil gøre det klart, at det bedste, der kan siges om de såkaldte ”gode gamle dage”, er, at de er forbi!” (s.159).

Forfatteren afgrænser tiden til mellem 1600 og 1933 – sidste da det var det år, regeringen Stauning fik det såkaldte Kanslergadeforlig. Det er jo på sæt og vis en glimrende afgrænsning – men man kunne dog også have sat tidsgrænsen til 1956 eller 1970. Sidstnævnte var det år, der kom folkepension til alle.

Fortællingerne er tematisk opdelte – fint – og bevæger sig såvel i tid og lokalitet med dokumentation i skriftlige kilder, fortællinger, litteraturuddrag og billedmateriale. Det er et ganske imponerende researcharbejde, der ligger bag bogen – og så er det opløftende, at forfatteren kan den danske litteratur, så vi får den sociale pen med blandt andet hos Herman Bang, Henrik Pontoppidan og H.C. Andersen. Som nu dette fra Henrik Pontoppidans ”Fra Hytterne” – 1887:

Det var en lille bleg fyr på 12 – 13 år med en allerede sammensunket figur og krumme knæ. Hans hoved var bedækket med en gammel soldaterkasket, der hang ham helt ned over de store, blåfrosne ører; de nøgne fødder slæbte på et par tunge, jernbeslåede træsko, og hans fingre var stive og sorte af at have rodet i den våde jord ude i roekulerne”. (s.19).

                           

De fire tematiske vinkler er: De elendige – De udstødte – De tjenende – De arbejdende. Jeg er ikke helt enig i formuleringen: De arbejdende. Det kan virke, som om de ovenfor nævnte så ikke tilhører arbejdets mænd og kvinder. Men de tjenende ånder udførte så sandelig et arbejde, det gjorde natmændene og rakkerne også.

De elendige

November 1841 kom ”… syv mænd, der alle var sortsværtede i ansigterne og havde huen – luen som man siger på de kanter – trukket ned over ansigtet. De syv kom ikke i fredeligt ærinde, men derimod for at gøre op med husets 11, beboere, der på egnen var kendt som noget slemt tyvepak… De camouflerede mænd trængte ind, udstyret med stave, kæppe, en spade, en lygte samt en ubændig vrede. Nu skulle der sættes en stopper for den lovløshed, der alt for længe havde plaget landsdelen… (s. 104).

De indtrængende viste ingen nåde. De pryglede og lemlæstede beboerne så voldsomt, at da voldsorgiet sluttede, lå tre dræbte tilbage sammen med de skrigende og hulkende stakler, der havde overlevet lemlæstelserne dog med knuste knogler og led. Endnu et offer lå omkring 1 kilometer fra det egentlige gerningssted.

Hvem var så de bestialske mordere? ”Det viste sig at være folk fra egnen: sognefogeden i Hellum Sogn, tre gårdmænd, en mølleejer og to gårdmandssønner. Udadtil ordentlige og respekterede borgere, der åbenbart i en form for desperation over lovløsheden havde taget sagen i egen hånd…” (s.107).

Naturligvis kunne enevældens myndigheder ikke forbigå så voldsom en begivenhed. Der var blevet nedsat en kommission, der udover det nævnte overfald også tog fat på andre ulovligheder i området, hvilket endte med domme for hele 170 personer. Af de syv overfaldsmænd blev fire dømt til døden, herunder sognefogeden. De tre andre fik tugthusdomme.

Var dette så den største skamplet i området. Nej. Der findes en større. Fra året 1976, skriver forfatteren. Det var mellem flere ”Historisk Samfund for Vendsyssel”, der tog initiativ til at rejse en mindesten på stedet. Smukt, synes man. Forfatteren fortsætter: ”… det var ikke en sten rejst til minde om de myrdede stakler i fattighuset, men derimod en hyldest til de syv drabsmænd…” (s.108). Den måtte jeg lige læse et par gange.

Mindestenen med den infame tekst sat i 1976. (Foto HPN).

Jeg skal ikke gætte på motiverne bag dette uhørte initiativ. Blot notere, at Mogens Glistrup efter jordskredsvalget i 1973 talte til danskernes indre svinehund. I alle fald stor tak til Hans Gregersen for at præsentere læserne for denne chokerende historie. Sådan får forfatteren afdækket den ene historie efter den anden i de elendiges verden.

De udstødte

Her fortæller Hans Gregersen om de mennesker, ingen ønskede at have omgang med. Det drejer sig om bødlerne, rakkerne der blandt andet hjalp dem med deres blodige håndværk og så natmændene. Undervejs får vi også eksempler på de hekseprocesser, der i 1500 og 1600 prægede Danmark med 1.000, der endte deres dage på bålet. I Køge kostede det ifølge forfatteren 15 kvinder livet. (Det er der nogen usikkerhed omkring – spændende fra 7 til 17. Anm.).

De prostituerede hentes også frem. De udstødte som dog ikke helt var så udstødte, da seksualdriften havde det med at styre selv de prominente. Det er eksemplet med Thorvald Stauning et herligt eksempel på. Den 9. maj 1909 frekventerede han den letlevende Ane Johanne Petersen på Sandgravvej 1 i Aarhus. Det er en del af havnekvarteret. Det kostede to kroner. Godt 150 kroner i vore dage. Stauning slap, mens Ane kom på tre måneders tvangsarbejde for utugt.

Forfatteren giver ligeledes et fint billede af de rakkere, der også var kendt under betegnelsen ”kæltringer”. ”Hvem var disse mennesker? Nogle af de jyske kæltringer var efterkommere af en rakker, der havde nær forbindelse til én, andre var deserterede soldater, der ville væk fra den militære kadaverdisciplin, nogle var tidligere straffede og andre igen løse elementer, der måske var arbejdssky eller ikke kunne indordne sig under samfundets krav og normer. Ligesom det var tilfældet med rakkeren/natmanden i byerne, var der tale om nogle suspekte og uhumske personer, der var udskudt af samfundet, og som ordentlige folk på landet hverken brød sig om at komme i tæt forbindelse til eller at have noget til fælles med…”. (s.171).

L.A.Ring: Forår i Hals, 1892. På maleriet ses muligvis rakkeren ”Pludder Mads”, der kæmper sig fra gård til gård for at finde føde. (SMK).

Det var et usselt liv, disse mennesker levede. Med meget fine eksempler fra landet giver Hans Gregersen et gribende indblik i disse skæbners tilværelse. Og naturligvis giver han folkemindeforskeren Evald Tang Kristensen en velfortjent plads i arbejdet med at bevare disse skæbner for eftertiden. Det gør han blandt andet med følgende:

Mennesker som de ovennævnte blev i datiden ofte omtalt som ”tvivlsomme eksistenser”. Det ordvalg var Tang Kristensen bestemt ikke enig i, for han opfattede dem tværtimod som ”bærere af vort gamle kulturliv”. (s.182).

Rakkerarbejdet i byerne får vi også med dramatiske beskrivelser af deres arbejde med at tømme de mange latriner i en ”salig” dunst af lort og urin, som de naturligvis ikke kunne undgå at spilde, nogle gange med vilje, så der   bredte sig en stank uden lige i hele huset.

Baggård i Pilestræde, København. Nederst til venstre ses lokummerne. Foto fra ca. 1880. Illustration fra bogen

Forfatteren vender tilbage til heksejagterne igen og giver dem en noget mere uddybende beskrivelse. Her dukker et af bogens problemer op igen: gengivelse af skreven tekst. Det er alt for utydeligt – og nogle gange alt for småt. Det er en uskik. Med den trykteknologi, vi råder over i dag, er det absolut muligt at give læserne den spændende oplevelse, det er at kigge nærmere på en skriftlig kilde. Skyldes det pladsmangel, så kunne man uden skade have skåret i teksten. Det er synd – og skidt. Desværre er en del af billederne heller ikke i ordentlig gengivelse. På side 233 gengives den stråtækte gård Hald, der ligger ved Sandholm. Her ser man bonden og hans kone sammen med deres fire børn. Billedet er lysmæssigt ikke helt godt. Det stammer fra Nationalmuseets fremragende billedsamlinger, hvor enhver kan gå ind og lede efter billeder samt kvit og frit downloade disse til eget brug. Det er en lille guldgrube. Når man ønsker at downloade et billede, viser der sig i de fleste tilfælde to muligheder: jpg – det almindelige format – og så tif-formatet.

Her rummer billedet langt flere informationer. Prøv at sammenligne med det samme billede, downloadet som tif.

Det er vist tydeligt at se forskellen.  Men det er nu ikke Hans Gregersen, der skal klandres for dette. I øvrigt er dette skrevet som en lille håndsrækning til de læsere, der eventuelt vil arbejde med skriverier.

Ude på landet

Det danske landskab har gennem årtusinder gennemgået store forandringer. Siden istiden skyldes de største de menneskelige indgreb. Øverst blandt disse er det muligvis udryddelsen af alheden, der er det største. I middelalderen dækkede heden 1/3 del af Jyllands jord. I 1860 udgav H.C. Andersen: ”Jylland mellem tvende have”, hvori det hedder: Skynd dig, kom! Om føje år/heden som en kornmark står”. Og han fik ret. I dag er blot mellem 1 og 2% tilbage. Hedebøndernes liv var hårdt – oftest var det husmænd, der kun lige kunne holde skindet på næsen. Som digteren Skjoldborg skriver: ”Du husmand som ørker den stridige jord…”. Og senere: ”… mange, der pyntes med stjerner og bånd/og tripper på bonede gulve”. Så er scenen sat til fortællingen, som Hans Gregersen leverer fint og fornemt med et skift også til de tjenende ånder: tyendet. Dem var der i 1901 220.000 af i Danmark svarende til næsten 10% af befolkningen. Igen bevæger han sig i tid og rum med sikre trin blandt børnearbejdere, tjenestepiger, herregårdsarbejdere, daglejere samt litterære kilder, hvor Skjoldborg, Jeppe Aakjær og Peter Sabroe hentes frem. Sidstnævnte blandt andet med den rystende historie om ulykken i Skejby. Natten mellem den 23. og den 24. december 1898 dør fem børn i forældrenes fattige hytte, mens de voksne er på arbejde. Selveste julenat.  Af kulilteforgiftning.

Fotografiet af de fem døde børn havde moderen stående på sit natbord til hun døde. (Oprindeligt avisfoto). Det burde have været med i bogen

Også i byerne fandtes de tjenende ånder. Her giver forfatteren et fremragende indblik i tjenestepigernes tilværelse. Og den var ikke så rosenrød igen. Men vi får også en redegørelse for, hvorledes kvindesagens forkæmpere sloges for bedre vilkår – også for denne gruppe. Marie Christensen tog i 1899 initiativ til at stifte ”Københavns Tjenestepigeforening”. Hun kommer med følgende formulering om disse piger: ”Holdes der hund i huset, bliver den behandlet ti gange bedre end pigen. Hun må f.eks. stå i et koldt køkken og spise sin mad, mens hunden ofte er i spisestuen og får sin mad fra bordet. Mange gange sover pigen på et koldt, yderst tarveligt loftskammer, mens hunden sover i en flot kurv med varme tæpper i et af de elegante værelser.” (s.280) Arbejdsdagen var mellem 12 og 18 timer dagligt. Hårdt var det.

Desværre hører vi ikke så meget om, hvad der skete, når husets herre besvangrede en tjenestepige. Vi ved, de blev sendt bort overladt til egen skæbne med deres ”uægte barn”, som det så smukt hedder i kirkebøgerne. Dog har vi et eksempel på en husherres reaktion. I 1895 finder man rigsdagsmanden Wilhelm Dinesen død på et lejet værelse. Han havde hængt sig. Baggrunden var – sådan opfattede man det dengang – hans frygtelige krigsoplevelser gennem mange år. I dag kalder vi det PTSD. Men der var et andet motiv, har historikeren Tom Buk-Swienty opdaget: den 49-årige havde gjort deres tjenestepige gravid. Nu var hun i 6. måned. Den opdagelse var for stor en skandale for et fortsat liv. Så Karen Blixen havde faktisk en halvsøster.

Det er fine eksempler, forfatteren præsenterer læserne for. Blandt andet med citater fra journalisten og forfatteren Herman Bang. Også præsterne er med. De oplevede dagligt den nød og elendighed, der kendetegnede de lejekaserner, der skød op i forbindelse med den store indvandring fra landet. Industrialiseringen resulterede i et stort behov for arbejdskraft. Det ses af stigningen i befolkningstallet, der i 1860 var 155.000. På 40 år voksede det til 468.000 – en stigning på 276 %. Det er voldsomt. Det var elendigheden i byggeriet også, hvilket resulterede i høj dødelighed.

Men arbejderne begyndte at organisere sig. Den historie er ganske kendt. Hans Gregersen fortæller den – og endnu engang med glimrende eksempler.

Og så er vi fremme ved afslutningen i Kanslergade i 1933. Ud af den armod, der kendetegnede en stor del af befolkningens tilværelse, fik vi det første skridt i retning mod det velfærdssamfund, vi kendte. For i vore dage synes det, som om man er ved at demontere det. Endda i en socialdemokratisk ledet regering.

En vigtig bog

Der skal ikke herske tvivl om, at det er en særdeles vigtig bog, Hans Gregersen har skrevet. Vi har pænt mange bøger, der har beskæftiget sig med emnet – især fra historikeren Poul Duedahls hånd. Forfatterens lange linjer, hans inddragelse af mange forskellige kilder, herunder skønlitterære, billedmaterialet og så en ualmindelig godt skrivende pen gør, at bogen virkelig er let tilgængelig. Litteraturlisten er omfattende og gedigen, hvilket man også må sige om person- og stedregisteret. Men her må jeg komme med en beklagelse: hvorfor i alverden har man udeladt et emneregister? Det efterlader læseren med en kæmpe opgave. Mange gange har jeg undervejs bladret mig gennem flere hundrede sider for at finde noget om et emne, jeg havde læst. Mange gange uden held. Hvor er det ærgerligt. Når det drejer sig om billedmaterialet, har jeg været inde på det undervejs. Her skal imidlertid tilføjes, at de mange billeder i den grad sætterne teksterne i relief på en virkelig berigende måde.

Det er en meget fornem bog, Hans Gregersen har skrevet. Den fortjener i den grad at blive læst af alle, der interesserer sig for vores ikke så fjerne fortid. Kanske den er blandt kandidaterne til den fornemme pris: ”Årets historiske bog”.

[Historie-online.dk, den 6. september 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Dansk Velfærdshistorie, bd II
Trap Danmark 6. udg. bind 10
Danmarkshistoriens steder