Menu
Forrige artikel

Museumsnumre 40 - Hestesko

Kategori: Artikler
Visninger: 1952

 

Der findes rigtig mange hestesko i museernes samlinger, men utroligt mange af dem er registreret med et ord: hestesko, efterfulgt af et: tom registrering! Hvad forklaringen er på denne forsømmelighed på mange museer er ikke let at vide, men måske er det simpelthen manglende interesse for en simpel brugsgenstand og indstillingen, nåh ja en hestesko er en hestesko. Men sådan forholder det sig slet ikke.

Historien om hesteskoen er også historien om hesten og beslagsmeden og om transport. Det er en fortælling, der går langt tilbage, og den starter i vikingetid. Dengang var hesten som husdyr fortrinsvis anvendt til ride- og trækdyr. Det var et dyr, som også fandtes i den nordiske gudetro, og hestene havde navne: Sleipnir, Odins ottebenede hest og Rimfaxe og Skinfaxe, som trak henholdsvis solen og månen hen over himlen. Mand og hest hørte sammen, og rige vikinger fik deres hest med i graven, så de også kunne ride i det hinsides. Hvordan vikingernes heste så ud, kan man erfare ved at studere de islandske heste. Det var forbudt at indføre heste på Island, og som noget enestående er de nuværende islandske heste genetisk det samme som for 1000 år siden. Vikingernes heste var dog mindre end den islandske hest i dag. I gennemsnit antagelig omkring 125 cm. høje. Hesten blev også brugt til at trække vogne og om vinteren slæder. Sporer, stigbøjler og sadler blev benyttet, men ikke hestesko.

 Den middelalderlige brolagte vej ud til Kalø Slot

I tidlig middelalder dukker de første hestesko op. Utvivlsomt kom ideen til hestesko sydfra til Danmark. Romerne havde brugt hestesko i århundreder og havde et fremragende vejsystem. Der er i Danmark fundet adskillige rester af brolagte oldstidsveje, og i vikingetiden og middelalderen fortsatte man udbygningen af et vejsystem med broer over åløb. Oksevejen eller Hærvejen ad Jyllands højderyg er et eksempel på en 1000-årig vej. Det er i dette mønster af voksende transport, at vi skal se hesteskoen. Et hårdt underlag slider hurtigt på en hestehov, især når hesten skal bære eller trække tunge byrder. Meningen med at beslå hestens hove med jern var at beskytte hovene mod slid og at give hesten bedre fodfæste. Hesteskoen har en særlig form. Skoen følger hovens ydre omkreds og er åben bagtil. Velkendt er udtrykket hesteskoformet.

Kalkmalerierne viser, at middelalderens heste havde hestesko. Elmelundemesteren har i Elmelund Kirke på Møn gengivet en mand, som pløjer med hjulplov og den forspændte hest har hestesko. Kalkmaleriet er fra slutningen af 1400-tallet. De første hestesko var tynde og brede med en bølgeformet yderkant. Skoene var relativt små jævnfør hestenes ringe størrelse.

 Hestesko fra 1300-tallet Østerå, Ålborg Museum

I museerne ligger mange jordfund af middelalderlige hestesko. Mange er dog fragmenter. En nogenlunde hel hestesko fra middelalderen er gravet op i Østerå i Ålborg. Skoen er bred men tynd og har seks firkantede sømhuller. Den dateres efter fundlaget til 1300-tallet.

Spanske hestesko, som kom i brug i 1300-tallet, var de første hestesko, der var løftet i tåen og havde små klinkhager bagtil, så hesten gik bedre i stejlt terræn. Herefter skelnede man mellem glatte sko og hagesko.

 Hestesko formentlig senmiddelalder, Bornholms Museum

I renæssancen blev hestene større, og det betød større sko. 1539 kom den første lærebog om kunsten at beslå heste. Det var skrevet af den italienske adelsmand Cesare Fiaschi. I oplysningstiden skete nye fremskridt. Den danske Veterinærskoles grundlægger P.C. Abildgård var optaget af beslagfaget, og han var den første, som indførte princippet om, at skoen skal passe til hoven. Tidligere havde man skåret hoven til skoen. Veterinærer studerede hestens sygdomme inklusive hoven og der blev udformet særlige sko til syge heste. Der kom også danske lærebøger. Den første, Beslaglære, udkom i 1837.

Der er bevaret enkelte hestesko på museerne som er fra krige på dansk jord, dels fra svenskekrigenes tid og dels fra den tid, da spanske tropper var i landet, 1808.

 Hestesko fra svenskekrigens tid, 1659, fundet på Gl. Valbygårds mark, Høje Tåstrup arkiv

1800-tallets sko blev anderledes end de gamle sko. Dels blev skoene større, dels blev de tykkere i jernet, og dels blev de smallere. De fik også flere søm, som regel syv, nemlig tre på hovens inderside og fire på ydersiden. De blev forsynet med en ridsning, en fure på undersiden, som beskyttede sømhovedet og gjorde det lettere at trække sømmet ud, når der efter 6- 8 uger skulle skoes igen. Tungt arbejde krævede store og svære sko, mens f.eks. væddeløbsheste var forsynet med lette sko.  

 Hestesko af nyere type fra Gilleje, Nordsjællands Museum

Landsbysmeden smedede skoene og skoede hestene. Smedearbejdet foregik ved essen, hvor jernet blev glødet, så det kunne bearbejdes med hammer på ambolten. Man benyttede jern af en blød kvalitet. En øvet smed kunne fremstille en hestesko på et kvarter. Skoningen foregik ved smedjen, idet kunderne bragte hesten og hjalp ved skoningen.

 Beslagsmed i Østermarie, Bornholm ca. 1910. arkiv

På is kneb det for heste at stå fast. Derfor broddede man allerede i middelalderen hoven med et søm i hovens forkant. I 1800-tallet anvendtes broddede søm i skoen, så hesten stod fast på isdækket vej. Det blev f.eks. aktuelt under tilbagetoget i 1864, da vejene var sne- og isdækkede, og hæren med rytteri og træn bevægede sig langsomt nordpå.

Der er i øvrigt forskel på hestens sko. Bagskoene er mere spidse end forskoene og desuden har skoenes en anelse længere yderside end inderside.

Fire sko fra samme hest, nærmest ses de to bagsko

Efterhånden som landsbysmedene blev færre kom særlige beslagsmede og skoene blev fremstillet på fabrikker. Disse hestesko skulle tilpasses hesten. Københavns Hesteskofabrik på Tagensvej 9 startede i 1882 og fremstillede 1 mill. sko om året. Fabrikken vandt adskillige priser for sine produkter og deltog bl.a. i verdensudstillingen i Paris 1900. Fabrikken blev så godt som enerådende i Danmark og standsede først sin virksomhed i 1969. På det tidspunkt var hesten forsvundet fra landbrug og transport og fra militæret. Der var kun en lille hestebestand tilbage af ride- og køreheste for fornøjelsen. I 1960 var antallet 45.000 heste i hele landet. Da arbejdshesten forsvandt blev behovet for beslagsmede mindre, og beslagfaget blev derfor fjernet fra dyrlægernes uddannelse i 1960’erne.

Interessen for ridning har dog fastholdt hestebestanden, og der er stadig brug for beslagsmede, som kører rundt til kunderne. I stedet for at brodde skoen benyttes mordaxskruer, som sættes i ved hagerne, så hesten står bedre fast. Nye typer hestesko er produceret, bl.a. en dansk ved navn dynamix med polyuretan indsat i jernet, så skoens anstød mod underlaget reduceres kraftigt. Nord for Kolding fremstiller firmaet Ib Jessen aps. hestesko til danske beslagsmede og til udlandet. 

Nævnes kan det også til slut, at der hæfter sig overtro til hesteskoen. Hestesko hjalp med at holde de underjordiske på afstand, og de bragte held og lykke. En hestesko blev blomstersmykket lagt i kirken ved bryllup eller lagt under vuggen eller sømmet fast over husdøren eller stalddøren. I dag findes halskæder med små hestesko i sølv, såkaldte ”lucky charms”.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her

[Historie-online.dk, den 13. juni 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Museumsnumre 61 - Køkkenskabe
Museumsnumre 6: Briller
Museumsnumre 59 - Lysestager