Menu
Forrige artikel

Gasolin'-fanbreve på Ragnarock

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 442

 

RAGNAROCKs skat af Gasolin'-fanbreve får nyt liv, når museet inviterer til en rørende og helt særlig aften i samarbejde med folkene bag det populære teater-liveshow 'En pinlig affære'. Museet har fundet frem til et udvalg af de fans, som stod bag brevene, og 31. januar får brevenes fortættede 70'er-teenagefølelser lov at sprudle ud i rummet, når de læses op - af deres oprindelige afsendere.

Hej Gasolin' - er I stadig i live? Sådan skrev Helle kækt og krævende i ét af de mange, mange breve, hun som ung teenager sendte til Gasolin’s fanklub tilbage i 70’erne, da hun syntes, hun hørte for lidt til sine idoler. Helles breve er sammen med de hundredevis af andre breve fra Gasolin'-fans et rørende, underholdende og direkte kig ind i ungdoms- og fanlivet i datidens Danmark.

RAGNAROCK har gennemgået brevene fra A-Å og fundet frem til både Helle og et udvalg af andre modige fans - mænd og kvinder, der denne aften vil sætte ord til deres gamle breve og fortælle deres historier. Museet byder indenfor til en aften, hvor teenagefølelserne vækkes til live igen, hvor idolforelskelser kommer frem i lyset, og hvor alle er på fornavn med Franz, Wili, Kim og Søren.

Baseret på successen 'En pinlig affære'

'Fanfortællinger om GASOLIN’' er et helt unikt arrangement baseret på det populære teater-liveshow om dagbogsbekendelser fra det virkelige liv ”En pinlig affære”, som med stor succes har inviteret publikum indenfor på Nørrebro Teater. Denne aften på RAGNAROCK tager de udvalgte Gasolin’-fans publikum med på en tidsrejse, når de besøger deres gamle ”jeg” med alt, hvad det indebærer af følelser – i ægte 70’er jargon.

Enhver, der nogensinde har skrevet et fanbrev pyntet med små røde hjerter, gemt en hårlok fra et idol eller fundet fællesskabet omkring et band, vil med sikkerhed mærke slægtskab med aftenens fortællere. Det skal handle om ægte kærlighed til musikken, om besættelse, jalousi og ungdomsdrømme, om klubbens benhårde bestyrer 'Mama Beckerlee' og om livet med Gasolin’.

I samarbejde med hjernerne bag 'En pinlig affære', Stinne Skovbjerg og Rebecca Svensson, er aftenens fortællere godt klædt på, så publikum kan grine med og genoplive fortiden med rørende tilbageblik og fankærlighed for alle pengene.

[Historie-online.dk, den 20. januar 2020]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
En dimension mere på Sporvejsmuseet
Seminar: Koordinater og kulturhistorie
Gladiatorer på MOMU