Menu
Forrige artikel

Modige Kvinder

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 4267

 

I forbindelse med kvindernes internationale kampdag den 8. marts åbner Danmarks Tekniske Museum op for fortællingerne, om nogle af de markante danske kvinder, der gennem tiden har været med til at forme den teknologiske og videnskabelige udvikling i Danmark og verden.

”Der findes en lang række kvinder, der har præget udviklingen indenfor teknologi, industri og videnskab i Danmark. De fylder desværre ikke meget i historiebøgerne. Vi vil gerne være med til at fremhæve nogle af de modige kvinder, der har været med til at skabe vores samfund”, udtaler Jacob Thorek Jensen, museumsinspektør på Danmarks Tekniske Museum.

På museet kan du bl.a. høre historien om Elise Sørensen, som i 1953 udviklede kolostomiposen, der forbedrede livskvaliteten for tusindvis af patienter i Danmark og resten af verden. Den blev sat i produktion af Coloplast, der også den dag i dag producerer kolostomiposer.

Der bliver også sat fokus på kvinder, som har brudt grænserne for, hvad kvinder tidligere har kunne tillade sig at gøre. Det er Danmarks første kvindelige flyver, Emilie Sannom, som i 1923 også blev den første kvinde i Danmark til at springe i faldskærm, og Line Bonde, der blev Danmarks første kvindelige jægerpilot i 2006. Jægerpilotudddannelsen var den sidste uddannelse i Danmark som tillod kvinder adgang. Det skete først i 1992.

Museet arrangerer en gratis rundvisning på museet med start kl. 11.00 søndag d. 8. marts, hvor historier om markante kvinder indenfor teknologi og videnskab bliver udfoldet. Der er et begrænset antal pladser, som fordeles efter først-til-mølle-princippet.

[Historie-online.dk, den 4. marts 2020]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Kroppedal Museum udstiller guldring fra jernalderen
Egtvedpigen, stor særudstilling
Fashioned from Nature