[sitemap]

< BogFeature

BogFeature

Forbrydelsens ansigt

Af Poul Porskær Poulsen, historie-online.dk

Kriminalitetshistorie er et utroligt spændende emne at beskæftige sig med. Hvad enten man forsker og søger i retssager og forhørsprotokoller eller læser om tidligere tiders kriminelle, der af nød og fattigdom måtte stjæle og bedrage eller måske havde en patologisk trang til at tilvende sig andres ejendom i stedet for at arbejde for lønnen. Sagerne, der kom ud af forbrydelserne, når de blev opdaget, fortæller på en meget præcis og detaljeret måde om tidens samfund – om den herskende moral og etik, om de forskellige samfundsklassers forhold, om en hel masse dagligdags handlinger og oplevelser, der ikke på anden måde er beskrevet osv. Det er altså vildt spændende og indholdsrigt materiale, vi her taler om.

Og så er det oven i købet muligt sætte billeder på! For forbryderne blev jo fotograferet, så de kigger på os over mere end 100 år – lige i øjnene. Nogle undseelige og generte, andre opsætsige og udfordrende. Det er fascinerende billeder, og skønt man godt kan se, at det er gamle billeder og personerne er fra 1800-årene, så ligner de jo på mange måder ganske almindelige mennesker, som man også ser dem i dag. Det er om disse forbryderbilleder, denne fremragende bog handler, men det er også en række historier om mennesker i 1800-årene og begyndelsen af 1900-årene, der på forskellige måde kom i politiets søgelys og endte foran politifotografens linse.

De første virkelighedstro forbryderbilleder er daguerreotypier fra Bruxelles 1843-44. Det varede nogle år, inden teknikken med at fotografere forbrydere kom til Danmark. I 1851 blev den anvendt første gang i forbindelse med den store sag om Handskemagerbanden, der havde huseret på Lolland siden 1830erne. Da man havde fanget de personer, man var helt sikker på var forbryderne og ført dem til København, hvor de ikke var meget for at indrømme nogen som helst, blev der fremstillet billeder af dem – så folk på Lolland kunne konstatere, at de var i politiets varetægt, og det derfor var sikkert nok at vidne mod dem. Introduktionen af forbryderbillederne var altså på en lidt anden måde end den senere praksis, hvor det jo drejede sig om genkende forbryderen i gentagelsestilfælde – hvilket kunne have indflydelse på straffens hårdhed – eller man kunne sende billeder rundt til forskellige dele af landet – eller til andre lande – for at finde ud af, om nogle kunne kende ham eller hende, der sad arresteret eller var eftersøgt.

Systemet med at arbejde med identificering gennem fotos blev sat i værk ved Københavns Politi i 1863. Forbryderne, der skulle fotograferes, blev stillet op af en mur i arrestgården for at udnytte sollyset. I årene derefter spredtes forbryderfotograferingen til en lang række andre byer i landet.

Man arbejdede også med andre former for identificering. I frenologien gik man ud fra, at kriminalitet var medfødt, og at man kunne aflæse det i forbryderens fysiognomi som ansigtstræk og hovedform. Med forbryderbillederne kunne man således også samle et stort eksempelmateriale af forbryderfysiognomier, så man med det kunne genkende forbryderudseendet, når man så det.

Og forbryderbillederne blev sat i system og gjort ensartet. Indtil nu var det lidt tilfældigt, hvordan motivet var placeret. Måske siddende, måske stående, måske i hel figur, måske blot ansigtet. Men Alphonse Bertillon satte forbryderbillederne i system, så man fotograferede ensartet – forfra og i profil. Det kunne godt klares på ét billede. I 1898 investerede Københavns Politi i et specielt spejl, som man stillede forbryderen op ad, og på den måde kunne man på én gang se både profil og forfra. Det københavnske spejl var helt specielt med en runding i formen, hvor forbryderen blev placeret, mens man i andre politikredse, fx i Vejle, nøjedes med et mere almindeligt spejl, men med samme virkning. Et par år senere gik man dog over til at optage to billeder – det vi normalt forstår ved forbryderbilleder – igen forfra og i profil med nakkestøtte. Forbryderbillederne fortsatte med at være en vigtig identificeringsmetode – men efterhånden kom også fingeraftryksmetoden, der gjorde det endnu sværere at være forbryder og slippe godt fra det.

Ovenstående er blot meget kortfattet om forbryderbilledernes historie, som forfatterne til ”Forbrydelsens ansigt” så fint og detaljeret opridser den. Men de bruger jo altså også billederne til noget. De kæder nemlig billederne af de enkelte forbrydere sammen med deres historie, så vi hører om, hvorfor de var stillet op foran linsen – hvad det dog havde gjort. Det er ofte ikke så voldsomme forbrydelser, der er tale om. Berigelsesforbrydelserne er i overtal – utallige er de fødevarer og enkeltstykker tøj, der er stjålet og senere enten spist eller omsat til penge hos pantelåneren, så forbryderen kunne få sig noget mere brændevin. Der skulle ikke så meget til – men det var altså også ofte gentagelsestilfælde, der gjorde, at den skyldige fik en dom på vand og brød eller det, der var værre. Forbrydelserne virker altså ret begrænsede, og langt de fleste af de forbrydere, hvis sag beskrives i bogen, er småkårsfolk, der af den ene eller anden grund lander i en situation, hvor de gør sig til tyv. Ud over tyve og bedragere er der naturligvis også både ludere og mordere, spioner og børnelokkere – og hver af sagerne kalder næsten på den gode indfølende skønlitterære forfatter, der kunne skrive spændende historiske romaner på dette materiale. Og her er det endog kun sager, hvortil der er forbryderbilleder, der er også masser af sager i det hele taget i det kildemateriale, som forfatterne fortæller om til slut i bogen – politi- og retsprotokoller og –dokumenter, domprotokoller, arrestprotokoller osv. Og når man så har et billede af det menneske, man læser om på det gulnede papir med de krøllede bogstaver, så bliver det altså meget nærværende for både kultur- og socialhistorikere, slægtsforskere og romanforfattere!

Tak for en rigtig god bog, der både viser en ikke så ofte brugt kildegruppes muligheder og potentialer og samtidig fortæller nogle af de gode historier, der stirrer én i møde fra fotografierne af fortidens mennesker i profil og en face! Det er altså både en håndbog og heldigvis også en rigtig underholdende historiebog om en periode i kriminalitetshistorien mellem ca. 1850 og 1920. Der er al mulig grund til at give ”Forbrydelsens ansigt” de allerbedste anbefalinger. Det var en stor fornøjelse at læse den, og det er fortsat uhyre fascinerende at betragte alle bogens flotte billeder.

 

 

Del på Facebook, digg, m.m.

 

 

Poul Duedahl, Peter Wodskou Christensen og Gitte Bergendorff Høstbo:

Forbrydelsens ansigt

Udg. af Gads Forlag

335 sider, 299 kr.

Gads Forlag >