Menu

Harald Slott-Møller

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 80

 

Af Nina Damsgaard, mag.art. i kunsthistorie og forhenværende leder af Vejle Kunstmuseum

Nu har en af de store danske kunstnere, Harald Slott-Møller (1864-1937) omsider fået en monografi. Og tilmed en særdeles grundig og læseværdig bog, hvor kunstnerens liv og kunst indgående bliver behandlet. Bogens forfatter er kunsthistorikeren, mag.art. Anne Christiansen, der i en årrække var leder af Fyns Kunstmuseum i Odense og senest var seniorforsker ved Odense Bys Museer. Hun har tidligere udgivet væsentlige bøger om H.A.Brendekilde og Anne Marie Carl-Nielsen.

Bogen består af fire dele, hvor størstedelen består af hidtil ukendt materiale, kunstnerens uudgivne og ufuldendte erindringer fra 1864 frem til 1915. samt fra 1937. Kunstnerens håndskrevne erindringer befinder sig i Det kongelige Biblioteks Håndskriftssamling.  Bogens forfatter har transskriberet de 364 sider, forsynet dem med noter og suppleret dem med gengivelse af de af kunstnerens værker, han omtaler og som det har været muligt at skaffe fotos af. I et afsnit redegør Anne Christiansen for uklarheder og uafklarede aspekter i erindringerne.  Erindringerne giver et godt indblik i, hvad der foregik på - i særdeleshed den danske kunstscene - i perioden 1885-1915. Kunstnerens rejseoplevelser beretter om den inspiration, han fik fra samtidige europæiske kunstnere. I protest mod censuren på Charlottenborg tog Slott-Møller i 1891 initiativ til etablering af Danmarks første kunstnersammenslutning, Den Frie Udstilling, der blev en succes, men ti år senere forlod Slott-Møller efter intern uenighed sammenslutningen og vendte tilbage til Charlottenborg.

Det beundringsværdige gravearbejde i et særdeles omfattende og spredt kildemateriale efterfølges af et perspektiverende kapitel, hvor Anne Christiansen uddyber aspekter af Slott-Møllers personlighed og privatliv fra tiden 1864-1915. Forfatteren udfylder derefter det store hul fra erindringernes abrupte afslutning i 1915 til Slott-Møllers død 22 år senere med et omfattende afsnit om kunstnerens liv og værk i perioden 1916-37. Kunstnerens arbejde følges tematisk og kronologisk i disse år, ligesom også såvel maleri (især portrætmaleri), dekorativ kunst (især møbler og fajancedekoration for Aluminia), sølv- og guldsmedearbejder, illustrationer og brugsgrafik behandles parallelt.

Bogen udgøres desuden af en anden vigtig del, hvor kunstnerens eftermæle perspektiveres og eftertidens opfattelse og vurdering af Slott-Møllers kunst beskrives. Afsnittet begynder med en indgående referering af nekrologer, omtale af mindeudstillinger og kunsthistoriske skrifter frem til 1988, hvor Kunstforeningen i København viste den første store Slott-Møller-udstilling efter mindeudstillingerne 50 år tidligere.  Der var nu ved at komme fokus på kunstneren.

Harald Slott-Møller havde livet igennem et givende parløb med sin hustru, den lige så anerkendte Agnes Slott-Møller (1862-1937), der naturligt indgår i bogen som ligeværdig partner til sin mand. Selvom den foreliggende monografi primært omhandler Harald Slott-Møller, er den også uomgængelig læsning, når fokus i øvrigt er på Agnes Slott-Møller, der naturligvis har en stor birolle i bogen. Der er endvidere blevet plads til omtale af datteren Lykkes karriere som sanger.

Bogen afsluttes af en omfattende biografi, fyldige noter samt henvisninger og registre.

[Historie-online.dk, den 10. september 2025] 

Se relaterede artikler
Den gode vilje
Outze. Reporter – Redaktør – Revser.
C.S. Lewis