BogFeature
At sætte sig spor

- En biografi om Inger Merete Nordentoft

Af Agnete Birger Madsen

Så kom endelig biografien om Inge Merete Nordentoft. Denne stærke kvinde, der gik lige op imod den herskende samfundsmoral ved i 1945 som nyudnævnt skoleinspektør, ugift og 42 gammel at tillade sig at få et barn. Og ikke nok med det, hun gjorde ikke noget for at skjule omstændighederne, tværtimod erklærede hun åbent, at det var en lykke for hende, og at det ikke kom offentligheden ved, hvem der var far til barnet.

Nordentoftsagen, som den blev døbt,  blev en kæmpesag, der kørte i pressen fra slutningen af 1945 til sommeren 1947, den blev debatteret i folketinget, og den førte til, at Katrinedal skolen, hvor Inge Merete Nordentoft var inspektør, blev delt i to.

Men hvem var hun egentlig denne ”Tidselblomst i Skolehaven”, som en konservativ provinsavis kaldte hende?

Hun har ikke efterladt sig private papirer. Dem ønskede hun destrueret, og det blev gjort efter hendes død i 1960. Børnene, adoptivbarnet Niels og det uægte barn, Kirsten, har ikke ønsket at bidrage med deres erindringer, så det har været et kæmpe arbejde for forfatteren at grave de mange andre spor op efter Inge Merete Nordentofts liv og virke.

Det er selvfølgelig ærgerligt, at Inge Merete Nordentofts personlige overvejelser ikke kunne blive en del af denne historie, men alligevel er der kommet en spændende bog, baseret på solid dokumentation, ud af forfatterens anstrengelser. Adda Hilden har været omkring mange kilder, f. eks har hun studeret utallige lærerråds – og forældrerådsprotokoller og hun har talt med pårørende, venner og tidligere kolleger. Ud af det hele danner der sig et billede af et usædvanligt menneske, der hele livet igennem var ”rebel” på den måde, at hun uanset modgang insisterede på at leve efter sin egen overbevisning og kæmpe for det, hun fandt var det rigtige. Og det gjaldt ikke bare retten til at leve med sit eget barn, selvom man var ugift. Hun var også pioner i den danske pigespejderbevægelse i 1920’erne, blev kulturradikal i 30’erne og argumenterede offentligt for en reform af  folkeskolen – ikke mindst af pædagogikken, hun var aktiv i modstandsbevægelsen under anden verdenskrig, fagforeningskvinde om en hals, sad i folketinget for DKP efter anden verdenskrig, men meldte sig ud i 1957 med den begrundelse, at partiet var blevet for dogmatisk og intolerant overfor anderledes tænkende. Hun var konsekvent - handlede ud fra sin egen overbevisning, uanset hvad andre måtte mene.

Bogen er disponeret kronologisk, og den sidste halvdel er klart den bedste. Beskrivelsen af barndomsårene er måske interessant i og med, at de er med til at forklare nogle af Inge Meretes handlemåder som voksen, men man forvirres nogle gange mere end man forklares, fordi der i de første afsnit er så utroligt mange familiemedlemmer at holde styr på.

 Det er Inge Meretes voksenliv og alle de kontroverser hun som  faglig aktiv lærerinde, og senere skoleinspektør i København løber ind i, der er spændende. Ikke mindst hendes kamp mod ærkefjenden, Københavns Skoledirektør, Thorkild Jensen, der gik ind for forkyndende kristendomsundervisning, var imod seksualundervisning, mente at en endefuld i tide var glimrende pædagogik, og at mangelfuld disciplin som oftest skyldtes den udearbejdende husmor og mor. Der var noget for en kulturradikal reformpædagog og kvindekæmper at gå op imod, og det gjorde Inge Merete Nordentoft i såvel skrift som i tale, både som formand for Københavns Kommunelærerinder og som forfatter af nye undervisningsmaterialer, m.m. Langt hen ad vejen kan bogen læses som skolehistorie med een person som den gennemgående. Især  er de vanskelige vilkår  for de københavnske lærere efter besættelsen spændende læsning.

Selve den såkaldte Nordentoftsag og Inge Merete Nordentofts arbejde i DKP og folketinget beskrives i bogens sidste del, og det er bestemt også spændende. Man undres over, at så lidt kan fylde så meget i datidens debat, men som et flertal i bestyrelsen af  Københavns Kommunelærerforening udtrykte det, så var Frk. Nordentofts adfærd direkte ”samfundsskadelig” og noget ”som vi ikke kan ønske, at Skoleungdommen skal have for Øje, hverken gennem Ord eller Eksempel.”  Det var intet mindre end den tids værdidebat, i hele sit forløb politisk og et moralsk frontløb mod kommunisterne, der stod stærk lige efter 2. verdenskrig,  og forfatteren beskriver fængslende hele forløbet med citater fra presse, folketingsdebat og skolefolk, og som en appelsin i turbanen får vi nu at vide hvem der var barnefaderen – men det må man selv læse sig frem til.