Menu
Forrige artikel Næste artikel

Partier under pres

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 260

Af Peter Yding Brunbech, Ph.d. studerende, Historisk Institut, Århus Universitet

Trods intensiv historisk behandling er besættelsestidens historie stadig aktuel – ikke blot for historikere, men også for nutidens politiske debat. Dette blev senest illustreret af statsministerens moralske afstandtagen fra samarbejdspolitikken på 60-års dagen for dennes officielle sammenbrud d. 29. august 1943, med en slet skjult henvisning til modstanden mod regeringens politik i Irak.

I Partier under pres – demokratiet under besættelsen tages denne samarbejdspolitik atter under historisk behandling, men denne gang med udgangspunkt i de enkelte partier og de politiske dilemmaer besættelsen satte dem i. Blandt andre Steen Andersen, Joachim Lund, Henrik Lundbak og Bo Lidegaard behandler i artikler på 30 – 40 sider de fem samarbejdende partier: Socialdemokratiet, Radikale, Venstre, Konservative og Retsforbundet samt fem af de politiske grupperinger, der stod i modsætningsforhold til samarbejdspolitikken: DKP, DNSAP, Bondepartiet, Dansk Samling og det nordslesvigske tyske nazistparti.

Særligt for de fem samarbejdende partiers vedkomne er perspektivet produktivt. Med udgangspunktet i de enkelte partier frem for blandt de samarbejdende partier som sådant, er der bedre plads til motivredegørelse og analyse. Hvert af partierne kæmpede med et eller flere dilemmaer som trods ligheder var særegne for dem. Beskrivelsen af disse modsætninger giver et fint indblik i samarbejdspolitikkens indre dynamik og logik.

Nogle artikler trækker tråde bagud til partiernes forhistorie, medens andre starter lige på med den 9. april og går kronologisk frem fra mærkedag til mærkedag i besættelsestidens politiske historie. Niels Wium Olesens artikel om Socialdemokratiet er blandt de mere perspektivrige og søger at give et delvist nyt bud på partiets rolle ved at tage udgangspunkt i samarbejdslinien snarere end modstandslinien som normalreaktionen for et parti, der siden mellemkrigstiden havde arbejdet for at sikre det parlamentariske demokrati mod ydergrupperne på begge de politiske fløje.

Egentlig ny viden er det jo i stadig stigende grad vanskeligt at præsenterer når det gælder besættelsestiden, men blandt andet i Henrik Lundbaks artikel om samarbejdspolitkkens ”odd man out”: Retsforbundet er der nyt at hente. Her beskrives det hvordan samarbejdspolitikken for det lille retsstatsparti snarere blev et mål i sig selv, end den politiske nødløsning det var for de øvrige partier. Samarbejdet mellem partierne svarede i en vis grad til partiets egen moderate antiparlamentarisme, der ønskede en omformning af demokratiet i en lidt aparte kooperativ retning. Lidt ondt får man også af Oluf Pedersen, der som medlem af ni-mandsudvalget tilsyneladende fik et lidt forskruet billede af sin egen politiske betydning, som blev pillet fra hinanden da han og Retsforbundet blev vraget ved dannelsen af befrielsesregeringen.

Nils Arne Sørensen knytter i bogens afsluttende artikel selv de beskrevne politiske dilemmaer til statsministerens forfladigede gengivelse af datidens politiske situation. Dilemmaet af i dag er jo, at vi ved mere om besættelsestiden end om nogen anden periode i Danmarkshistorien, men at denne viden sjældent bruges af politikere eller andre offentlige personer. Partier under pres har dog gode forudsætninger for at bidrage til at råde bod på dette, da den valgte tilgangsvinkel præsentere flere forskellige adgangskanaler til samarbejdspolitikkens indre logik.

… og jo! – selvfølgelig var Venstre de mest opportunistiske.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Det hemmelige Bornholm
Outze i krig
Besættelsen dag for dag