Menu
Forrige artikel

Nordjyske fortællinger

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 703

 

Nordjyllands Kystmuseum er gået sammen med Læsø Museum samt KaRe Podcast i det ambitiøse podcastprojekt ”Genfortalt-Nordjylland”. Ambitionen er et ”Netflix for ørene”, der i medrivende lydbilleder formidler den nordjyske kysthistorie fra 1700-1800-tallet med perspektiver til nutidens Nordjyske folkesjæl og kulturliv. Den tværkommunale aktørgruppe har netop fået tilsagn fra KulturKANten om støtte via puljen ”Nordjyske fortællinger”.  

Nordjyllands vilde kyster og barske, omskiftelige natur har været fundamentale livsvilkår, som har formet nordjyderne gennem århundreder. Den historie vil Nordjyllands Kystmuseum, Læsø Museum samt KaRe Podcast nu formidle i podcastserien ”Genfortalt-Nordjylland”.

Med virkemidler fra filmens verden, med stemmer fra den nordjyske musikscene, billedkunst og skønlitteratur - og ikke mindst med hjælp fra naturens egne lyde – er det projektgruppens ambition at skabe en ørehængende fortælling i fem episoder om menneskeskæbner, magt og medmenneskelighed i en dramatisk periode i Nordjyllands kysthistorie: Tiden med tusindvis af strandinger i 1700-1800-tallet. Gennem fortællingerne om kampen mod naturens kræfter, pirater, korruption, gæstfrihed overfor fremmede, om fællesskab og sammenhold vil der også blive pirket til lytterens refleksionen over nutidige temaer som klimaforandringer og immigration - samt til nysgerrigheden efter at besøge de steder, som podcastserien fortæller om.

Stjernehimmelen over Råbjerg Mile tegner en uendelig, næsten tidløs horisont. Netop Råbjerg Mile og sandflugten udgør af de historiske nedslagspunkter i podcastprojektet ”Genfortalt-Nordjylland”, som vil formidle den nordjyske kysthistorie fra 1700-1800-tallet med perspektiver til nutidens Nordjyske kulturliv og folkesjæl. (Fotokredit: Ruslan Merzylakov)

Støtte fra KulturKANtens pulje ”Nordjyske fortællinger”

Projektet gøres til virkelighed takket været støtte fra KulturKANtens pulje ”Nordjyske fortællinger”. Puljen støtter projekter, som skal bidrage til at fortælle nordjyske fortællinger og skabe opmærksomhed om Nordjylland som kulturdestination for nye målgrupper. Projektgruppen har nu fået tilsagn om, at KulturKANten vil støtte podcastprojektet med kr. 350.000 fra puljen ”Nordjyske fortællinger”.

[Historie-online.dk, den 19. januar 2022]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Gamle Esbjerg-værksteder granskes
Skal den gamle grill på museum?
Historiske Dage 2019