Menu
Forrige artikel

Jan Smuts - Historiens Aktører nr. 55

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 3662

 

Det er ikke så tit at personer gør hele rejsen fra oprørskrig til dannelse og ledelse af en ny stat. Det var den rejse, Jan Smuts foretog igennem sit liv. Han er værd at huske på i en tid, hvor Mandela og hans præstationer fylder hele skærmen, når det gælder fortællingen om Den sydafrikanske Union.

Jan Smuts blev født i 1870 i byen Riebeek West i  Swartland, Western Cape, i det nuværende Sydafrika. Dengang var Kapkolonien engelsk, og det var herfra, at englænderne førte en politik, som skulle indlemme de to frie boerrepublikker i nord, Transvaal og Oranje. Jan Smuts familie var af hollandsk afstamning, Afrikaaners. De var bønder, og slægten havde siden 1700-årene været bofast i Kapkolonien, som var hollandsk, indtil englænderne under napoleonskrigene erobrede kolonien. Faren Jacob Smuts havde plads i Kapkoloniens parlament, og han støttede den politik i Kapkolonien, som ønskede samarbejde mellem den britiske administration og de hollandske bønder.

Familien var i generationer indlevet i den reformerte kirke og de hollandske traditioner og talte "afrikaans", en nederlandsk dialekt. Der var brug for arbejdskraft i landbruget og områdets sorte og hvide arbejdede sammen. Der eksisterede ingen stærke raceskel, men nok så meget et skel mellem hvide gårdejere og de sorte arbejdere. Da Jans storebror døde af tyfus, blev han sendt på skole, idet det nu var ham, som skulle opfylde forældrenes forventninger om en højtuddannet søn. Han gik i gang med studierne og takket være flid og god intelligens nåede han i 1886 at blive studerende på Vitoria Collage i Stellenbosch, hvor han tog en femårig uddannelse. Herefter rejste han med et stipendium i ryggen til Oxford Universitet for at studere jura. Han klarede sig godt og fik fine karakterer, så i 1895 kunne han afslutte sine studier og rejse hjem til Kapkolonien.

Nu syntes vejen åben for en god karriere. Han startede som advokat i Kapstaden, men det gik skidt for hans forretning. Samtidig førte den politiske udvikling til dybere og dybere konflikt mellem de britiske og hollandske befolkningsgrupper. Han var egentlig for en sydafrikansk union med samarbejde mellem den hollandske og den britiske befolkning, men skuffet over udviklingen valgte han at rejse til Johannesburg i Transvaal. Her fik han hurtigt succes som advokat og kunne gifte sig med sin ungdoms kæreste. Området var i stærk udvikling bl.a. pga mineindustri. Der var i 1890 fundet guld. Jan Smuts fik foretræde for Trasvaals præsident Krüger, og han lyttede til den unge sagfører, og det endte med at Smuts som 28 årig blev statsadvokat.

Da krigen brød ud i 1899, var terningerne kastet for Jan Smuts. Samarbejde med Kapkolonien kunne ikke længere komme på tale. Boerne mobiliserede og snart var 30.000 mand under våben. Det var ingen regulær hær, men civile frivillige, som mødte frem i civilt tøj og fik udleveret et Mausergevær, hvis de ikke havde deres eget. Hæren blev organiseret i såkaldte kommandos, enheder hvor folkene valgte deres egen fører. Boerne angreb de britiske styrker, som i starten var i undertal, men det lykkedes dem hverken at indtage byerne Mafeking eller Kimberley, som briterne holdt befæstet. Snart ankom skibsladninger af imperiets professionelle soldater, og briterne regnede med, at kampen nu hurtigt var overstået, men den ene gang efter den anden blev de britiske troppestyrker slået tilbage af boerne. Disse benyttede med dygtighed terrænet, skyttegrave og deres nye geværer til at standse briterne.

Det blev i stedet en lang og blodig krig, hvor også civilbefolkningen led. Den britiske hærledelse førte den brændte jords politik, nedbrændte gårde og samlede Afrikaaner-befolkningen og deres sorte arbejdere i fangelejre, hvor mange omkom af sult og sygdom. At briterne gjorde deres familier til ofre, fik boerne til endnu mere indædt at kæmpe, også længe efter de var i undertal og besejrede i byerne. I slutningen af 1901 var stadig 20.000 boere under våben, og de angreb de britiske styrker overalt. Boerne førte guerillakrig, den lille krig, og Jan Smuts viste sig som en af de mange dygtige boergeneraler. Med en lille styrke, 250 mand, gik han bag om briterne ind i Kaplandet, hans barndomsland. Målet var at føre krigen ind i fjendeland, at holde britiske styrker bundet og at indtage en fredsforhandlingsposition i stedet for overgivelse. Smuts vidste at befolkningen i Kaplandet ville støtte ham og hans soldater. De fik også fødevarer og sympati, men de talrige britiske tropper forhindrede ethvert forsøg på oprør. Guerillakrigen forblev nålestik over for imperiets store hær og næsten uendelige ressourcer. I maj 1902 nedlagde boernes overgeneral Botha våbnene. Også i England ønskede man krigen afsluttet. Den havde været dyr og var upopulær både hjemme og i store dele af Europa. Boersoldater blev sendt i fangelejre og nogle blev henrettet.

 Jan Smuts stående som nr. fire fra venstre i bagerste række mellem boer-soldater fra hans kommando. Læg mærke til udrustningen. Soldaterne ligner folk fra det vilde vesten. Men de var hårdføre og glimrende ryttere og skytter, foto reddit.

Et nyt land opstod: Den sydafrikanske Union med selvstyre, men en del af det britiske imperium. Briterne sørgede for genopbygning af de ødelagte byer og for ny infrastruktur, og boerne fik en politisk rolle i den ny union. Både general Botha og Jan Smuts deltog i fredsforhandlingerne, og Botha blev landets første ministerpræsident, mens Jan Smuts  i 1907 blev undervisningsminister og siden forsvarsminister. Han arbejdede for et samarbejde med briterne, hvilket gjorde ham upopulær blandt mange Afrikaaners, men takket være hans britiske uddannelse havde han let ved at bygge bro mellem de to befolkningsgrupper.

Da første verdenskrig brød ud, blev han general for de britiske styrker, som angreb og erobrede de tyske kolonier i Sydvestafrika og Tanganyika, i dag Namibia og Tanzania. Han fik plads i det britiske krigskabinet. Under fredsforhandlingerne talte han imod de strenge krav til det besejrede Tyskland. Han arbejdede desuden for mere selvstændige kolonier i det britiske imperium, og i 1919 var han en ivrig fortaler for og juridisk konsulent ved oprettelsen af Folkeforbundet, som skulle løse konflikter og forhindre nye krige.

Efter præsident Bothas død blev han ministerpræsident i en årrække, men tabte valget i 1924. Det blev anledning til at han beskæftigede sig med filosofi og udgav bogen: "Holism and Evolution", en organisk filosofi, som satte naturen i centrum også for mennesket. Også botanik optog ham, og han fik skrevet om de sydafrikanske græsser. Smuts blev minister igen i 1933, og han var i 1939 fortaler for at Den sydafrikanske Union gik ind i krigen mod Tyskland. Det var anden gang han oplevede en krig mod Tyskland, og han blev udnævnt til feltmarskal i 1941. Smuts var under hele anden verdenskrig en af Churchills fortrolige.

Jan Smuts og Winston Churchill fotograferet i 1942 i Cairo på et tidspunkt , hvor general Rommel truede byen. De lagde råd op om krigen, bl.a. om ny ledelse for den ottende armé. Churchill skrev hjem: "Smuts was magnificent in council". De to var engang modstandere i Boerkrigen, men blev allierede og nære venner under første og anden verdenskrig, foto Times.

Efter krigen nedsatte Smuts, nu præsident, en kommission, som skulle undersøge de talrige klager om uretmæssig behandling af ikke-hvide borgere. Det drejede sig om klager fra de sorte organiseret i "African National Congress", og fra den indiske befolkning, repræsenteret af "Indian Council". Smuts var af den indstilling, at alle uanset hudfarve og kulturel baggrund måtte leve sammen i unionen. Han var imod de stemmer blandt den hvide befolkning, især blandt Afrikaaners, som gik ind for raceadskillelse. Disse ofte religiøst funderede kredse krævede den sorte befolkning samlet i særlige sorte landsbyer, "kraals", hvor de skulle leve som de oprindeligt gjorde. "Det er det værste nonsens jeg har hørt", mente Smuts. Men de hvide kræfter, som arbejdede for raceadskillelse, voksede, og Smuts tabte præsidentvalget i 1948. Kun to år senere døde han på sin gård Doornklof i nærheden af Prætoria. Sydafrika betrådte nu den vej som hed "apartheid", og i mange år skulle "apartheid" og vold hjemsøge det rige og frugtbare land, indtil raceadskillelsen efter Mandelas løsladelse og ANCs valgsejr i 1994 endelig blev standset. Kløften mellem rig og fattig består imidlertid stadigvæk og mange fattige sorte lever ikke i "kraals", men i såkaldte "townships" i udkanten af de store byer.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien ”Historiens Aktører” her

[Historie-online.dk, den 25. januar 2022]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Poul la Cour - Historiens Aktører nr. 24
Jakob Christian Ellehammer - Historiens Aktører nr. 36
Indira Gandhi - Historiens Aktører nr. 68