Menu
Forrige artikel

Jens Jessen - Historiens Aktører Nr. 70

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 875

 

1864 var et skæbneår for Danmark. Den nationalliberale regering besluttede uklogt at gennemføre en fælles forfatning mellem kongeriget og Slesvig i en situation, hvor Danmark stod uden allierede over for den stærke militærmagt Preussen, hvis kansler Bismarck havde planer om et angreb på Danmark. Man skal ikke føre krig mod overmagten, lærte vi i 1864 og det lykkedes efterfølgende at klare frisag i 1920 og i 1940 at komme gennem anden verdenskrig uden de store tab. I 1864 mistede vi Slesvig og alle de danske, som boede syd for den nye grænse Kongeåen. Det var et smerteligt, næsten ubærligt tab og efter nogle år uden de store indgreb begyndte prøjserne at føre en politik, som undertrykte den danske befolkning. De forbød det danske sprog i skolen og i skolegården samt dansk tale i det offentlige rum. Målet var at gøre alle til preussere og til den nye tyske kejsers lydige undersåtter. Den samme politik førtes i øvrig i polsktalende områder mod øst og i det fransktalende i Elsass-Lothringen.

Hvad var det for en mentalitet, som prægede Preussen og det nye tyske kejserrige? I generationer havde Preussens konger dyrket militarisme og gennem en lang række krige udvidet deres magtområde. Danmark var blot et af de uheldige nabolande. Det var en militærstat, og en stat hvor alle blev opdraget til at adlyde og gøre som der blev sagt. Siegfried Lenz har i bogen ”Tysktime” givet et signalement af, hvor ekstrem denne ”gehorschen” kunne ytre sig. I den rystende film af Michael Haneke: ”Det hvide bånd” skildres den autoritære og militaristiske opdragelse af børn i landsbyen Eichel i året 1913 og dermed essensen af preussisk mentalitet.

Imidlertid mødte de tyske myndigheders tvangsregimente mod danskere i Slesvig kraftig modstand fra de danske, og en række danskere tog ledelsen i kampen mod undertrykkelsen af dansk sprog og dansk kultur. En af de mænd som blev et forbillede, og som både i Slesvig, Danmark og i Europa skrev om den danske sag var redaktør Jens Jessen på Flensborg Avis.  

Han blev født i 1854 i landsbyen Toghale ved Møgeltønder i Vestslesvig, hvor hans far var lærer og kærnedansk. Jens var et godt hoved, men han fik ikke lov hjemmefra til at tage studentereksamen. I stedet fik han en læreruddannelse. Han var en klar favorit til ledelsen af Haderslev Seminarium i 1881, men de tyske myndigheder afviste ham som uegnet. Han var dansk, og de nedlagde kort efter seminariet.

Det var kun et af mange lignende tilfælde af myndighedernes fjendtlige politik mod alt dansk, men for Jens Jessen viste der sig en anden vej, en vej som kom til at bestemme hans liv og krævede ham fuldt og helt. Han blev 1882 redaktør for den lille Flensborg Avis med omkring 800 abonnenter. Den nye redaktør viste sig snart at have store journalistiske evner, især evnen til at udtrykke sig klart og tydeligt på det danske sprog. Han gjorde snart avisen til talerør for alle de danske i Flensborg og Vest- og Sydslesvig og fik tallet af abonnenter til at stige. 

På Frederiksberg boede en opvakt ung kvinde, en af den nye generation som ville være selverhvervende og udrette noget. Marie Fibiger hed hun og hun havde et par fastre, som læserne har mødt i en tidligere artikel, nemlig Ilia og Mathilde Fibiger. Marie blev lærer, men hun var meget interesseret i den sønderjyske sag og aflagde flere besøg i landsdelen, hvor hun mødte de fremtrædende personer i kampen for det danske. Hun besøgte også redaktøren i Flensborg og efter besøg og genbesøg, endte det med, at de to fandt sammen og blev gift i Vartov Kirke i 1887. Det ægteskab viste sig at være stærkt og holdbart, og de to dannede et makkerskab som fik afgørende betydning for Flensborg Avis og ”sagen”, nemlig kampen for danskheden i Sønderjylland. Jens Jessen havde absolut en af de bedste penne i datiden og hans artikler blev læst og værdsat i hovedstaden, og de blev tit oversat og bragt i udenlandske aviser. Marie var hans korrekturlæser og kritiker, hvilket gjorde artiklerne endnu bedre. Med sin viden, sin ironi og sine spidsfindigheder forstod han at påpege det preussiske voldsstyres tåbelige og ondsindede handlemåder. Og læseren var aldrig i tvivl om at redaktørens hjerte bankede for Danmark.

Til gengæld benyttede tyskerne enhver lejlighed til at forfølge redaktør Jessen og bringe hans virksomhed til ophør. Den mest brugte var bøder og at stille redaktøren for retten, og han blev gang på gang fængslet. Ikke kun redaktøren men også den gruppe af unge dygtige journalister, han oplærte, blev kastet i fængsel. Sammenlagt sad han selv fængslet i omkring fire år, for hans hustru og børn, for avisen og for ham en stor belastning. Datidens fængsler var straffeanstalter, og politiske fanger blev ikke bedre behandlet end forbrydere. Cellerne var simple, kolde og renligheden så som så. Også kosten var ringe. For Jens Jessen kom fængselsopholdet til at koste ham hans helbred. Også danske politikere, Venstrefører Chresten Berg, og socialisterne Pio, Geleff og Brix, blev sat i fængsel under provisorietiden, og de fik ligeledes mén af fængselsopholdet.  

Blandt sønderjyderne opstod der splid. H.P. Hanssen og mange nordslesvigere indtog en moderat og mere forhandlingsvillig holdning, og H. P. Hanssen støttede et grænseforslag af historikeren H.V. Clausen om en kommende grænse nord om Flensborg. Det var en politik som stort set opgav de danske i Flensborg, Syd – og Vestslesvig, og en politik som redaktøren på Flensborg Avis naturligvis forkastede. At finde fjender i egen lejr var for Jens Jessen en vederstyggelighed. Flensborg var en gammel dansk by, og den skulle ikke opgives til preusserne. Sagen førte til stor uenighed også i Danmark. På den ene side stod Flensborgbevægelsen, støttet af de konservative, og på den anden side Åbenråbevægelsen, støttet af Venstre og De radikale. Striden glædede de tyske myndigheder, og bekræftede dem i at disse danske undersåtter var utilregnelige, Hanssen mod Jessen!

 Maleri af redaktør og rigsdagsmand Jens Jessen, Flensborg, grænseforeningen.

I 1901 blev Jens Jessen valgt til den tyske rigsdag i Berlin, og her talte han den danske sag ved alle lejligheder. Han var også en god taler, klar, tydelig og emotionel. Imidlertid blev hans helbred stadig dårligere og han måtte i flere år kæmpe med store smerter. Det viste sig, at han havde kræft i spiserøret. Han døde på Rovsings klinik i København i 1906, og hans kiste blev med særtog kørt gennem Danmark til Flensborg, hvor begravelsen fandt sted. Særtoget mente de tyske myndigheder var en fornærmelse. Marie overtog ledelsen af Flensborg Avis, og sammen med Ernst Christiansen fortsatte hun den kurs, som Jens Jessen havde lagt. Avisen havde nu omkring 9.000 abonnenter. Marie og Ernst Christiansen udgav i 1907: Redaktør Jessens artikler.  

Tyskerne erklærede krig i 1914, sikre på en hurtig sejr. Politiet arresterede de danske avisers ansatte i Sønderborg, Åbenrå og Flensborg. Efter nogle ugers indespærring blev de fleste arresterede journalister frigivet, mens danske mænd i tusindvis blev sendt af sted til fronten for at kæmpe for det land, som i mange år havde undertrykt dem. Flensborg Avis udkom under krigen, men censur forhindrede, at man kunne ikke fortælle om den virkelighed, de danske oplevede ved fronten. Det var et menneskeslagteri. Så kom Tysklands nederlag i 1918, freden og med den mulighed for at stemme sig hjem til Danmark. Imidlertid blev afstemningszonerne lagt således, at Flensborg ikke kom til zone 1. Det gjorde derimod det overvejende tyske Tønder. Jens’ fødested Toghale kom hjem til Danmark, men ikke Flensborg. De danske sydslesvigere måtte konstatere, at de var blevet tabt bag vognen som følge af H.P. Hanssens og H.V. Clausens politik. Avisen klarede sig fortsat godt med 8.- 9.000 abonnenter. Den overlevede nazismen, der var stærk i Flensborg, og eksisterer i bedste velgående takket være en lang række dygtige redaktører. Nævnes kan Jakob Kronika og Karl Otto Meyer. Avisen er talerør for SSV, Sydslesvigsk Vælgerforening.

Maries søn, Tage Jessen, arbejdede en årrække som journalist på avisen. I 1930 afhændede Marie bladet til et nydannet aktieselskab. Hun døde i 1935 i sit elskede hus Fjordmark, det hus, hun og Jens lod opføre i Kollund. Til det sidste var hun en støtte for danskheden i Flensborg.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien "Historiens Aktører" her

[Historie-online.dk, den 31. maj 2022]

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Peter Freuchen - Historiens Aktører Nr. 46
Walter Christmas - Historiens Aktører nr. 10
Marie Goegg - Historiens Aktører nr. 2