Gelindemanden
Poul Glindemann og hans sammensvorne var i 1950erne efterkrigsårenes første store sag om økonomisk kriminalitet. Københavns ejendomsmarked stod for skud, ligesom sagen omfattede køb af en bank og svindel ved pengeombytningen
Af Michael Koch
Veloplagt skriver forfatteren om sagen, som er meget underholdende i al sin indfiltrede kriminalitet. Poul Glindemann og hans kumpaner havde så travlt med at svindle i lange baner, at sagen sugede mange andre ind i det brogede persongalleri. Glindemann begyndte sin “virksomhed” i de kaotiske og politisk brogede tider i slutningen af 1930erne. Under tyskernes besættelse passede de fleste deres arbejde under besværlige forhold med mangler, censur og udgangsforbud. Der var dog forskel på folk. Boligmassen bestod af utidssvarende lejligheder med kolde værelser og das i gården. De moderne lejligheder var meget svære at få. Sortbørshajer, “Edderkopesagen” og svindlerne, der blev synlige, da pengeombytningen, hele tre milliarder kroner, hvilket svarer til 20 procent af de opgivne formuer, blev konfiskeret.
Glindemann, eller Gelindemanden, som han kom til at hedde, var oprindeligt bankelev i Handelsbanken, hvor han senere blev fondschef. Han blev født i Horsens i 1901 og startede her som elev. Han var dygtig og blev flyttet til hovedsædet i København. Her var han så energisk, at han fik et legat på 3.000 dollars til videreuddannelse i USA. Tilbage i København blev han gift med en nordmand, og Glindemann arbejdede sig helt op til at blive prokurist og blev bankens fondschef.
På boligfronten avancerede han også til stadig større lejligheder og huse, indtil familien flyttede til Ordrupvej 160 i Charlottenlund. Det var hans egne boliger, der skabte hans interesse for fast ejendom. Glindemann og Co. begyndte den spæde start i 1939 med at købe en aktiepost i selskab med et nyopført lejlighedskompleks i Sundbyøster. Det lå på Kastrupvej, Biens Alle og Marathonvej. Planen var et privat stort selskab med boligejendomme, som ikke blev udlejet som socialt boligselskab, men rent privat styret. Administrationen blev drevet helt hæderligt. Der var ikke snyderi med brændselsregnskaberne. Det var i direktionskontorerne det hele foregik.
Bogen beskriver de mange transaktioner i selskabet, og hvem der havde aktieposter. Efterhånden fik selskabet og Glindemann og Co. domicil på det der i dag er H.C. Andersens Boulevard. Hele persongalleriet præsenteres utroligt underholdende. De foretog et større “run” på et større dampskibsselskab i 1944, og dette selskab blev brugt som springbræt til videre handel. Nu begyndte hans investorer at betakke sig, og en del af de hæderlige investorer trak sig.
Stormløbet på dampskibsselskabet gik galt, og Glindemann måtte se sig udelukket fra de selskaber, de havde opbygget, og gik derefter i gang med at arbejde i et nu tømt selskab. De udstedte en stor mængde små aktier, der skulle skabe grobund. I august 1946 gik det galt. Glindemann blev arresteret. Aviserne skrev, at det ikke handlede om bagateller. Krisepolitiet havde ved et tilfælde opsnappet en ikke registreret obligation. Den gik ikke i tiden efter pengeombytningen den 23. juli 1945. Glindemann havde under hånden fået at vide, at pengeombytningen var på vej. Han vidste også, at aktier på under 100 kroner ikke skulle noteres. Derfor fik han i hast udvidet aktieposter for en formue i 100 kroners aktier. Der blev tilbagedateret på handlerne og meget mere. Dermed fik han sin første dom på to års fængsel.
Bogen beskriver detaljer og omfang af sagen, og hvem der blev trukket med ind i hele sagskomplekset. Det hele bliver skrevet underholdende og friskt, så man ikke løber træt i kedelige sagsfakta. I maj 1952 dannes et nyt selskab. De herrer er på vej med nye ideer. Ejendomme blev opkøbt og flere selskaber etableret. I bogen har forfatteren opstillet alle de ejendomme, der ejedes og blev administreret. Det var særdeles omfattende, hvor foretagsomme Glindemann og Co. var gennem årene.
Poul Glindemann i højt humør inden første akt af forundersøgelser i retten
Også i 1957 måtte Poul Glindemann i fængsel i seks måneder. Denne gang blev han dømt sammen med 14 andre. Det var både valutalovgivningen og ulovlig handel med varer. Glindemann og Co. eksporterede eksempelvis store partier tarme fra Danmark, som skulle til Sydamerika. Varerne kom dog aldrig længere end til Hamburg, hvorefter de kom tilbage som varer fra Italien og New Zeeland. Det var de samme tarme, der rejste frem og tilbage. Det var stanken fra de rådnende tarme, der fik tolderne til at reagere og se papirerne efter i sømmene. Det var blot ét eksempel på foretagsomheden. Gennem læsningen stifter man bekendtskab med firmaernes omfattende handler og ejendomsbesiddelser. Det vil være synd, hvis anmeldelsen går for langt ind i “handlingen”. Vær forvisset om, at det hele er læsningen værd.
Det lykkedes også for Glindemann at krakke en bank, Københavns Kreditbank, som han havde købt med store armbevægelser. Det store sammenbrud kom 10. september 1957. Han blev fængslet, og så rullede sagen med store undersøgelser af alle forhold. Bogen beskriver også hele retsforløbet, som endte med en dom på 71 tiltaler, der gav syv års fængsel. Hans nære forretningspartnere blev også dømt. Dommen alene var på 316 sider. Ingen af dem ankede dommen.
Bogen er hæftet og limet stramt, så det kræver sit, at få siderne vredet op. Det er lidt synd, for fortællingen er fremragende. Bogen er særdeles godt skrevet, og historien om Gelindemanden flyder spændende om historisk bedrag. Den kan anbefales, den er godt opbygget, og teksten er præsenteret elegant.
[Historie-online.dk, den 12. august, 2026]
