Menu
Forrige artikel Næste artikel

Opera i guldalderens Kbh.

Kategori: Bøger
Visninger: 953

Af Anne Marie Storm, musikpædagog

Danmarks guldalder fører straks mine tanker i retning af motiverne i mange af Eckersbergs malerier: det nydelige borgerskab, der promenerer i elegant påklædning i solskin og klar luft. Den opfattelse prikker Henrik Engelbrecht hurtigt hul på i sin særdeles underholdende bog: Opera i guldalderens København. Her er det ofte lugtesansen frem for synssansen, der appelleres til.

På Det Kongelige Teater er forholdene mildt sagt miserable i begyndelsen af 1800-tallet. Man har naturligvis sit fineste tøj på, men hygiejnen svarer ikke til den elegante påklædning. Renlighed er ikke en fremtrædende dyd, så lugten i et tætpakket teater er uudholdelig, især på de øverste sideloger, hvor folkelivet udfoldes. Her er lugten fra latrinerne under trapperne særlig slem og rotterne særdeles aktive. Ædruelighed er ikke et gennemgående karaktertræk, og kombinationen af stank og skænderier truer undertiden opmærksomheden mod scenen. H.C. Andersen har i sit eventyr ”Moster” beskrevet, hvordan man fra siddepladser over scenen kunne opleve en forestilling: ”Man sad så temmelig i Mørke deroppe, de fleste havde Aftensmad med; engang faldt tre Æbler og et Lag Smørrebrød med Rullepølse lige ned i Ugolinos Fængsel, hvor Mennesket skulde døe af Sult, og så blev der et Griin af Publicum”.

For de udøvende kunstnere var forholdene også håbløse. Om sommeren var der stegende hedt og om vinteren iskoldt. Når de ikke var på scenen, måtte de om vinteren gå rundt i store overfrakker og varme sig med en gibbernakker eller flere, hvad der ikke var med til at hæve den kunstneriske kvalitet. Operakoret var et skrabsammen af skuespillere fra teatret, regimentsmusikere og folk fra byen. Lønnen var ussel, nærmest symbolsk, så man måtte have arbejde ved siden af. For at holde gejsten på scenen drak man sig fuld inden forestillingen. Solisterne blev udvalgt blandt teatrets skuespillere. Der var altså ikke tale om folk med en sanglig uddannelse i rygsækken, og mange af skuespillerne syntes, at det var skaberi at synge opera. Prøverne var få, instruktion var der ikke tale om. De få skuespillere, der faktisk kunne synge, blev hurtigt nedslidte, da de fik tildelte mange roller. Hvis man sagde nej til en rolle, kunne man risikere at blive sendt i Blåtårn. Kun orkestret, Det Kongelige Kapel, havde en standart, der kunne måle sig internationalt.

Disse forhold beskriver Henrik Engelbrecht malende, og samtidige tegninger illustrerer på glimrende vis, hvordan stemningen var.

Det Kongelige Teater var kongens teater, og han var hermed øverste chef for en af landets største arbejdspladser med næsten 300 medarbejdere. Når de kongelige overværede en forestilling, var stemningen ikke så løssluppen. Man lod være med at buhe og fløjte i gadedørsnøglerne, så de aftner var det ikke nødvendigt at tilkalde ordensmyndighederne for at skaffe ro i salen. Der var respekt for kongefamilien. Undertiden blev grænserne dog overskredet, som da den flamboyante musiker Du Puy i 1809 udover sit job på teatret skulle give sangundervisning til prinsesse Charlotte Frederikke – gift med prins Christian Frederik, den senere kong Christian 8. Hun faldt for den flotte kunstner, der også var officer i kongens livjægerkorps. Skandalen blev opdaget: Kongen, Frederik 6., gav Du Puy to timer til at pakke og forlade landet. Prinsessen blev forvist til Horsens og fik senere lov til at flytte til Rom. At kongen selv havde en musikalsk elskerinde – en tidligere sanger i teatrets kor -  tog ingen anstød af.

Da Christian 8. indtog tronen fik Det Kongelige Teater en chef, der var interesseret i opera. Han havde overværet mange opsætninger i Italien i sin ungdom og ønskede at høre det i sin egen by. Det kongelige Teater havde jo sine egne, noget miserable forestillinger, så kongen inviterede italienerne til at optræde på Hofteatret. Det blev en alvorlig konkurrent til de danske operaopsætninger på Det Kongelige Teater, hvor der ofte var halvtomt, når de danske sangere optrådte.

Trods modstand fra mange sider blev det mere og mere almindeligt med besøg af udenlandske musikere fra Tyskland og Italien, og da Det Kongelige Teaters balletmester August Bournonville i 1843 formidlede et besøg af ”den svenske nattergal” gik publikum amok – og H.C. Andersen blev håbløst forelsket - igen. Fire år tidligere var det sopranen Catharine Simonsen, der var genstand for hans følelser: ”Madam Simonsen synger som en Engel, ja hvad mere er, hun spiller og det godt. Skade at hun er gift, jeg troer ellers at jeg friede til hende for at hun kunde fåe en god Mand.” Hun var gift med en bratschist i Det Kongelige Kapel. Hvis hun agerede for troværdigt i kærlighedsduetterne, rejste han sig og truede ad hende med buen. Som de andre sangerinder planlagde hun sine graviditeter, så hun kunne føde i sommerperioden, hvor teatret ikke havde forestillinger. Hvis man fødte i sæsonen var der kun et par ugers barselsorlov. Hun døde i barselssengen, da hun skulle føde sit niende barn – 33 år gammel.

Det er en rigtig god bog, som Henrik Engelbrecht har skrevet. Man bliver godt underholdt og godt oplyst. Fremover vil besøg i Det Kongelige Teater stå i et andet lys for mig. Hans beskrivelser er så levende, at man kan fornemme stanken, kulden og larmen. Nu er det mobiltelefonens bimlen, der kan få publikum op i det røde felt, men dengang var der saft (eller stærkere sager) og kraft i publikum. Guldalderen var ikke så nysselig og pæn, som malerierne gerne ville vise.

Det er naturligvis kun få udpluk fra bogen, jeg har givet som eksempler. Henrik Engelbrecht har hele tiden henvisninger til, hvad der foregår i samfundet, så vi betragter Det Kongelige Teater fra mange vinkler. Bogen er forfattet med et overskud af viden og humor, og de mange illustrationer er særdeles velvalgte. Jeg vil varmt anbefale den til alle kulturinteresserede.   

 

Historie-online.dk, dem 17. oktober 2017

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Det tysk-danske skæbneår 1864
Fædrelandskærlighed
Bertel Nygaard: Kærlighedens samfund