Menu
Forrige artikel Næste artikel

Kampen om Danmark 1933 - 1945

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 223

Af Karen Gram-Skjoldager Ph.d.-stipendiat, Institut for Historie og Områdestudier, Århus Universitet.

Med Kampen om Danmark 1933-1945 har vi fået endnu et mammutværk fra Bo Lidegaards hånd om Danmark i det 20. århundrede.

Denne gang er det besættelsen, der bliver underkastet en – ikke mindre end 630 sider lang – kærlig behandling. Kampen om Danmark baserer sig imidlertid i lange stræk tæt på Lidegaards Overleveren 1914-1945, der udkom som bind 4 af Dansk Udenrigspolitiks Historie i 2003, og der er således ikke tale om nogen helt ny udgivelse. Når Kampen om Danmark alligevel gør krav på – og fortjener – en selvstændig interesse, skyldes det, at Lidegaard i bogen udfolder en ny helhedstolkning af besættelsesårene, der sammentænker den indenrigs- og udenrigspolitiske udvikling fra 1933.

Lidegaards begrundelse for at påbegynde fremstillingen i 1933 udgør samtidig den første af de to hovedantagelser, der bærer hans fremstilling: ”…at kampen om Danmark må ses som den lokale udgave af det store europæiske opgør mellem totalitære ideologier og parlamentariske demokratier, og at udviklingen i 1930’erne derfor er en uomgængelig del af historien om krigen og besættelsen.” Lidegaards anden hovedantagelse er, at denne kamp havde en altomfattende karakter og var af både politisk, ideologisk, social, økonomisk og national art.

Med udgangspunkt i disse to antagelser indleder Lidegaard en fængende og fremragende fortalt fremstilling af Danmarks indre og ydre liv i de farefulde år frem mod og under besættelsen. I bogens første del, der dækker tiden fra 1933 til 1940, ønsker Lidegaard at klargøre to synspunkter. For det første, at den svagt underbyggede, alliancefri neutralitetspolitik med hældning mod Tyskland, som Danmark førte, var en nødvendig og rigtig udenrigspolitik; Danmarks isolerede stilling levnede ikke andre muligheder. For det andet, at de demokratiske partier bevidst bestræbte sig på at konsolidere og udvikle det socialt stabile, parlamentariske danske samfundssystem for på den måde at vinde kampen mod de totalitære ideologier og sikre det danske folks overlevelse i tilfælde af en besættelse. Forsvaret for det danske samfundssystem var med andre ord en national overlevelsesstrategi.

Lidegaard tolker i bogens anden og største del besættelsen på denne baggrund. Det er hans hovedsynspunkt, at den udenrigspolitik, der blev ført op til og på dagen for den tyske besættelse, var det, der sikrede Danmark fredsbesættelsen med dens ’neutralitetsfiktion’, der holdt Danmark uden for egentlige krigshandlinger og ’suverænitetsfiktionen’, der sikrede, at det danske samfund fik lov til at bestå forholdsvis uforandret gennem besættelsen. Og han argumenterer for, at fællesnævneren for samarbejdspolitikken og brede dele af modstandskampen gennem hele besættelsen netop var ønsket om at sikre dette parlamentariske, demokratiske Danmarks overlevelse.

Det er et bærende synspunkt i Lidegaards analyse af besættelsen, at hverken samarbejdspolitikken eller modstandskampen var konstante størrelser, og at de ikke kan modstilles som absolutter. Tværtimod, fremhæver Lidegaard, gennemløb begge dele flere faser, og de mødtes ved befrielsen i et fælles ønske om at retablere det parlamentariske, demokratiske Danmark. Og selvom samarbejdspolitikken og modstandskampen som udgangspunkt var logisk modstridende strategier, komplementerede de hinanden på den måde, at samarbejdspolitikken sikrede, at Danmark klarede sig igennem besættelsen med et minimum af menneskelige og økonomiske omkostninger, mens modstandskampen gjorde samarbejdspolitikken gangbar over for de allierede.

Efter en kort behandling af de udenrigs- og indenrigspolitiske eftervirkninger af besættelsen i bogens tredje del, afrundes fremstilling med en kort oversigt over den erindringspolitiske og historiske behandling af besættelsen. Her fremhæver forfatteren, at forskningen i besættelsestiden generelt har vendt sig bort fra at analysere besættelsen inden for rammerne af modsætningen mellem samarbejde og modstand og er begyndt at vise en bredere interesse for det demokratiske, nationale fællesskab og især skillelinjen mellem de mange, der stod inden for det, og de få, der stod udenfor. Der er således ingen tvivl om, at det er relevant, når Lidegaard nu har rettet fokus mod dette fællesskab og dets status som magtmiddel og ledemotiv for de danske politikere før og under besættelsen. Imidlertid er forfatterens forsøg på at indlæse den danske indenrigspolitik siden 1933 i en udenrigspolitisk forståelsesramme ikke uproblematisk. Lidegaards tolkning har påviseligt noget for sig i besættelsesårene – om end han betoner den nationale konsensus under besættelsen stærkere end andre moderne besættelsestidshistorikere. Men det synes til gengæld rimeligt at spørge, om der ikke er tale om motivforskydning, når forfatteren hævder, at der eksisterede en civil national overlevelsesstrategi allerede fra 1933. Det, forfatteren påviser, er Socialdemokratiets dybe bekymring over de interne systemfjendtlige kræfter i Danmark og den rolle, disse spillede for 1930’ernes demokratiske og sociale oprustning. Men forfatteren dokumenterer ikke, at de danske politikere tænkte de store sociale reformer og de politiske brydninger med systemfjendtlige kræfter i DKP og KU ind i et nationalt overlevelsesperspektiv rettet mod at sikre nationens overlevelse i tilfælde af eksterne angreb.

Det er Lidegaards erklærede mål med Kampen om Danmark at søge at forstå aktørerne og de problemer og paradokser, de stod overfor, uden at fælde moralsk dom over dem. Lidegaard kan imidlertid ikke lade være med at tage stilling, og hans stillingtagen er i overensstemmelse med hans overordnede tolkning af aktørerne stilling til det demokratiske, parlamentariske Danmark. Således fornemmer man tydeligt Lidegaards begrænsede sympati for de danske kommunister i beskrivelserne af interneringen af dem i sommeren 1941 og i fremstillingen af deres rolle i modstandskampen. Og dommen over højrenationale kredse og danske østfrontfrivillige, der handlede ud fra nationale men udemokratiske principper, er tilsvarende hård.

Forfatterens skudsmål til det demokratiske Danmarks formelle repræsentanter, de folkevalgte danske politikere, er imidlertid heller ikke kritikløst. Lidegaard lader skinne igennem, at han mener, at de danske politikere udviste en ringe forståelse for samarbejdspolitikkens logik og en uskøn modvilje mod at tage ansvar for den politik, de selv var slået ind på. For Lidegaard er besættelsestidens sande helte aktivistiske enere som Erik Scavenius, Niels Svenningsen, Henrik Kauffmann, Ebbe Munck og John Christmas Møller, der handlede i det parlamentariske, demokratiske Danmarks navn, men ofte uden mandat fra og nogle gange på trods af de folkevalgte politikere. Det er et gyldigt standpunkt. Men man kunne have ønsket sig, at Lidegaard, i sin ellers gennemreflekterede analyse, ikke som udgangspunkt havde anlagt Scavenius og Svenningsens aktive samarbejdspolitik som den målestok, hvormed de øvrige aktørers handlinger bliver målt; der savnes en kritisk vurdering af, om samarbejdspolitikkens bannerførere gik længere, end de havde behøvet, i bestræbelserne for at stille den tyske besættelsesmagt tilfreds.

Med en vis ret kan man altså indvende mod Kampen om Danmark, at den sine steder bygger sine konklusioner på et spinkelt grundlag og visse steder trækker sine pointer meget skarpt op. Lidegaards ambition har imidlertid ikke været den nøje dokumenterende historieskrivning. Det er den engagerede historiefortolkning og -formidling, der har været hans mål: ”Sigtet med den historie, der her skal fortælles, er ikke det udtømmende, men det sammenhængende. Ikke det neutrale, men det pointerede…” hedder det således i bogens forord. Bedømt på disse præmisser er Lidegaards bog meget vellykket.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Min besættelse
Medløbere og modløbere
Nazismens danske ansigt